Mit navn er Poul. Når jeg kigger tilbage, føler jeg mig virkelig heldig i livet, for jeg fik lov til at blive både far og ægtemand. Jeg giftede mig med Birthe, som jeg havde været forelsket i lige siden skoletiden. Hun ventede trofast på mig, mens jeg aftjente værnepligt, og da jeg kom hjem, blev vi gift.
Først fik vi vores ældste søn, Magnus. Tre år senere kom vores næste søn, Gustav, til verden. Men inderst inde ønskede jeg mig brændende en datter. Allerede da Birthe var gravid første gang, sagde jeg til alle, at jeg drømte om en pige. Det undrede mange, for de fleste mænd ønsker sig jo sønner. Men mit hjerte længtes efter en datter. Alligevel fik Birthe en søn, og tre år senere endnu en.
Livets gang gik sin stille ro. Birthe og jeg havde det godt, og vores sønner voksede op. En dag fortalte Birthe mig, at hun var gravid igen. Jeg blev slet og ret paf. Vi havde ikke planlagt at få et tredje barn. Men nyheden fyldte mig alligevel med glæde.
Denne gang får vi nok endelig en lille pige! sagde hun smilende. Vi var begge sikre på, at skæbnen nu ville sende os en datter.
Både min mor og Birthes mor var overbeviste ud fra mavefornemmelsen og scanningen viste det samme at det virkelig blev en pige. Hele familien ventede spændt, og vores drenge fandt selv på navn til deres kommende lillesøster.
Da tiden kom, gik Birthe i fødsel, og jeg kørte hende til hospitalet på Rigshospitalet. Natten igennem vendte jeg mig i sengen, nervøs for, hvordan Birthe havde det, og om alt gik godt. Tidligt om morgenen ringede jeg til hospitalet og fik at vide, at vi havde fået en søn på 3 kilo og 200 gram, 54 centimeter lang.
Jeg troede, de havde taget fejl. Vi havde jo ventet os en pige! Men der var ingen misforståelse. Vi havde fået endnu en dreng. Ingen af os havde regnet med det vi havde jo været sikre på, at det skulle være en pige! Jeg var forbløffet og kunne ikke begribe, hvordan jordemoderen kunne tage så meget fejl med scanningen. Da jeg talte med Birthe, spurgte jeg hende i sjov:
Har du været mig utro med naboen?
Hvad bilder du dig ind? Er du helt fra den? svarede hun fornærmet og lagde røret på.
Da Birthe blev udskrevet, hentede jeg hende og vores lille søn. Da vi kom hjem og hun pakkede ham ud af dynen, så jeg på den lille bitte dreng, som havde brug for kærlighed og omsorg og straks elskede jeg ham ubetinget. Vi kaldte ham Emil.
Fire og et halvt år rullede hurtigt forbi, og jeg lærte Emil at køre på løbehjul. Han lignede mig ikke det mindste, kun lidt Birthe kunne jeg ane i hans træk. De to ældste, derimod, var næsten spejlbilleder af mig.
Så skete det, at jeg overhørte nogle gamle damer i opgangen, der sludrede om, hvordan Emil ikke lignede mig. De sagde:
Har du set, hvor meget Emil ligner Henrik fra fjerde sal?
Det gjorde ondt at høre, så jeg gik hjem og spurgte Birthe, om Emil virkelig var min søn.
Nu starter du igen! Hvordan kan du stille mig sådan et spørgsmål? Tror du virkelig, jeg er dig utro? Det er helt meningsløst!
Men jeg vil bare kende sandheden! Du kørte jo engang hjem med Henrik efter arbejde!
Ja, det gjorde jeg! Jeg var allerede gravid, havde det dårligt og slæbte på tunge poser, så Henrik tilbød bare et lift. Er det nu forbudt?
Nej, det er det ikke… men Emil ligner mig ikke det mindste!
Vi fik et kæmpe skænderi, og Birthe blev virkelig vred. Så besluttede jeg, at vi måtte tage en DNA-test, men Birthe nægtede. To uger efter sagde hun pludselig ja og truede med at ville skilles bagefter. Jeg tænkte bare, hun var vred.
Sådan gik dagene, og jeg mødte Henrik nede ved skralderummet en forårsdag. Han var stadig ungkarl, trods han allerede var 35. Jeg studerede ham nøje, men kunne faktisk ikke finde nogle ligheder mellem ham og Emil.
Senere sad jeg alene i køkkenet, dybt i tanker, da Emil kom løbende, kravlede op på mit skød og begyndte at snakke løs. Pludselig forsvandt alle mine bekymringer, og jeg følte kun kærlighed. Hvorfor tvivlede jeg egentlig? Jeg vidste jo i mit hjerte, at Emil var min søn. Uden tests eller beviser.
Jeg tog Emil i armene og gik ind til Birthe.
Vi tager ingen test! sagde jeg.
Hvad?! Jeg var lige ved at gøre det for din skyld, så du kunne se, at Emil er din, og at jeg aldrig har været dig utro! sagde hun, stadig såret.
Hele ugen brugte jeg på at bede hende om tilgivelse for at have tvivlet på hende. Til sidst tilgav hun mig.
Årene gik, børnene blev store. Vores ældste søn blev gift, og snart blev vi bedsteforældre til en lille pige. Jeg var henrykt nu fik jeg endelig et barnebarn, en lille pige jeg kunne forkæle.
Jeg ved med sikkerhed, at jeg vil elske hende mindst lige så højt som jeg elsker alle mine tre sønner den dag i dag.
