Jeg er 37 år gammel, skilt i ti år så siden 2015, når man regner med den præcise dato. Min eks, Mikkel, har altid haft en talentfuld evne til at dukke op, når jeg mindst har lyst til at se ham.
Mikkel giftede sig i anden omgang med den kvinde, han havde fået med sig på en weekendtur til Skagen. Hun blev gravid, de fik en søn, og kort tid efter sagde de ja til hinanden i en lille kirke i Frederiksberg. Jeg har holdt mig langt væk siden da, så jeg har ingen anelse om, hvad der foregår i deres lille husholdning.
Jeg tjener fint som projektleder i et IT-firma i København, så pengene er der ingen grund til at bekymre sig om. En uge siden dukkede Mikkel op i min indgangsdør med et ansigtsudtryk, der kunne have været hentet fra en reklame for “sygdoms-omslag”. Han begyndte at tale, før jeg overhovedet nåede at række ud med hænderne.
Min søn har fået kræftdiagnosen, og behandlingen er en dyr sag, sagde han. Vi har ikke mange kroner på kontoen, så jeg tænkte, jeg ville spørge dig om et lån.
Det er sandt, jeg har netop solgt den gamle bondegård i Jylland, som jeg arvede af min bedstemor. Det gav mig en god sum i danske kroner, så jeg har faktisk penge at spille med. Mikkel vidste hurtigt, at jeg lige havde fået en ekstra likviditet, og han kom for at bede om den.
Jeg stod midt i en beslutningsproces om, hvad jeg skulle gøre med pengene. Jeg har altid drømt om at købe en flot, ny elbil måske en Tesla ModelY men jeg mangler stadig at tage kørekort på den gamle kørestol, så der er lidt logistisk udfordring. Uanset hvad er beløbet rimeligt, og jeg har ingen hast med at aflevere det til en eks, som engang gik i seng med min ekskone uden at tøve.
Har du nogen idé om, hvor desperat vi er? sagde han og så på mig med de store, bedrøvede øjne, som om han lige havde mistet den sidste røde sæbe i vasken. Jeg havde aldrig forventet, at han skulle bekymre sig om mine følelser eller overhovedet om mine følelser for hans nye familie.
Da vi gik igennem skilsmisseaftalen, delte vi alting i to lige store bunker. Mikkel insisterede på, at alt, hvad han havde tjent, skulle gå til hans nye liv. Han ville endda have, at jeg skulle give ham min gamle lejlighed i Østerbro tilbage, men den havde jeg købt før brylluppet, så den stod urokkeligt på min side af regnskabet.
Han truede med at vise mig alle de nødvendige papirer, men jeg har ikke tid eller lyst til at kigge igennem en bunke juridisk skrift, mens jeg drikker min morgenkaffe. Jeg svarede ham derfor med et højt og tydeligt Nej, og han begyndte at råbe og love, at han ville bukke under på knæ for mig. Jeg rakte ham i stedet et smil og sagde, at jeg hellere vil holde mig væk fra hans drama.
Hvorfor låner du ikke hos banken? spurgte jeg, mens jeg trak vejret dybt.
Han svarede ikke på spørgsmålet, men forsøgte i stedet at lokke mig med løfter om at gengælde alting og betale alting tilbage. Jeg har ingen planer om at blive hans personlige pengesager, og jeg vil ikke stå i kø for at blive ydmyget af en mand, som har svigtet mig to gange.
Så jeg sagde til ham, at han kan gå sin vej, og at han er velkommen til at komme tilbage, når han har fundet ud af, hvordan man betaler sine regninger uden at trække på mig. Der er ingen grund til at overveje det længere.
Man kan måske kalde mig egoistisk, men jeg vil hellere holde mine kroner i min egen pengepung end at låne dem ud til nogen, der engang byttede mig ud som en gammel, slidt sko. Efter vores samtale følte jeg mig en smule trist, men også lettet. Jeg vil ikke hjælpe Mikkel og hans familie det er min lille lektion til dem, og måske en lille påmindelse om, at de selv må betale for deres egne fejl.
