Bilen rullede roligt hen ad den våde landevej, mens Karen stirrede dybt ind i skoven, der voksede langs vejsiden. I førersædet sad hendes søn, Mikkel, og hans kone, Astrid, som så ud til at styre rattet lidt vel entusiastisk for Karens smag. Tankerne snurrede rundt i hendes hoved hvordan kunne hendes egen søn finde på at sende hende på plejehjem? Hvor havde hun fejlet i at opdrage ham? Måske havde hun ikke været kærlig nok, men hun havde da altid gjort alt for ham, prøvet at give ham en lykkelig barndom. Men Mikkel havde som altid sine egne meninger.
En morgen trådte han ind i køkkenet med en taske fuld af alt muligt. Karen sad og drak te og gumlede småkager. Mikkel kom ind med rank ryg, smed tasken på gulvet og sagde med et bredt smil:
Nå, mor, gør dig klar til plejehjemmet. Du skal af sted, du får det meget bedre derude. Plejehjemmet, Mikkel? Hvad snakker du om?
Jo, jeg har allerede betalt for seks måneder med dankortet, og jeg skal nok klare resten snart. Du får dit eget værelse ingen roommate, så du slipper for at høre på andres snorken. Og de har rigtig dygtige sygeplejersker de masserer dig, måler blodtrykket og sørger for, at du får din medicin. Mad fem gange om dagen det er næsten som Michelin-niveau. Kort sagt, mor, du havner i den danske udgave af paradis.
Men, Mikkel, jeg vil ikke på plejehjem. Jeg vil være sammen med dig og familien og dø i mit eget hus. Nu er du dramatisk. Astrid og jeg har tænkt det hele igennem, besluttet og betalt. Så opfør dig nu som en voksen få noget tøj på, og lad os få lidt morgenmad.
Den stakkels mors hjerte gjorde ondt, en tåre trillede ned ad hendes rynkede kind. Hun huskede, dengang Mikkel var lille og slog sit knæ hvordan han sad i hendes arme, græd og snøftede: Mor, jeg forlader dig aldrig. Hans blå øjne mødte hendes grønne, og hendes hjerte bankede som vilde hammer, fordi hun troede, at hans kærlighed var hendes livsgrundlag. Det var den gang, hun virkelig troede på det.
Men nu fra en lille dreng med varme øjne var han pludselig blevet til en Mikkel uden meget hjerte, der uden at blinke sendte sin mor til institutionen et plejehjem.
På turen dukkede minderne om første gang, hun mødte Mikkels far, op igen. Minder om forelskelse ved første blik, om hvordan de drømte om hus og børn. Og så ham, hendes første kærlighed, der døde, mens hun var seks måneder gravid.
Mand, hvem har egentlig forladt mig? Hvem? Tankerne og hendes råb efter den tabte kærlighed blev højere og højere i hendes hoved, og gråden satte sig fast i halsen, så hun knapt kunne trække vejret.
