Da Anna fyldte sytten år, kaldte hendes mor hende ind i stuen og fortalte med bævende stemme, at hun ventede endnu et barn. I først omgang sad Anna målløsrummet snurrede rundt for hende. “Det burde være mig, der fik et barn! Du har allerede børnebørn, du skal passe! Hvis jeg ville have små, havde jeg fået dem for længst! Du gør mig til grin foran mine venner! Gamle fjols!” råbte Anna vredt mod sin mor, så tårerne pressede sig frem i hendes øjne. Resten af graviditeten bar Anna nag. Hun græd ved det mindste, undveg øjenkontakt med sin mor, og hendes far forsøgte forgæves at mægle, indtil Anna i desperation flygtede ud af lejligheden.
Hun vandrede alene gennem Københavns regnvåde gader, forfulgt af tanker om, at hun snart ville være glemt. Det føltes, som om hele hendes identitet ville forsvinde, når det nye barn kom. Alligevel, flere uger senere, da hendes far bragte moderen og den nyfødte pige hjem, kunne Anna ikke undgå den voldsomme bølge af følelser. Da hendes mor trådte ind i entreen med spædbarnet i favnen, begyndte Anna at grædedet var, som om tiden stod stille, og hendes uro smeltede væk. I det øjeblik indså hun, hvor meget kærlighed hun følte for det lille vidunder.
Nu er Anna syvogtredive, gift, og bor med sin mand og deres sekstenårige søn i en treværelses lejlighed i Valby. Uroen knuger sig i hendes bryst, mens hun venter på, at sønnen vender hjem fra skole. Hun skal fortælle ham, at hun er gravid igen. Hele dagen har hendes tanker kredset: Hvad nu, hvis hendes søn reagerer, som hun selv gjorde dengang? Tvivlen gnaver, men hendes frygt viser sig at være ubegrundet.
“Skal jeg have en lillebror eller lillesøster? Hvor er det fantastisk! Jeg skal nok hjælpe, mor!” udbryder sønnen, fyldt af glæde og kaster sig om halsen på hende. Overvældet af lettelse og lykke, men også med en smertelig bevidsthed om fortiden, bryder Anna ud i gråd. Hun sidder senere alene ved køkkenbordet, tårerne løber stille ned ad kinderne, og hun hvisker for sig selv: “Mor, tilgiv mig… Mor, tilgiv mig…”
Pludseligt lægger hun mærke til et spørgende blik i sønnens øjne. Bekymret spørger hun: “Er der noget galt, skat?”
Men han smiler blidt og siger: “Alt er fint, mor. Skal vi ikke spise lidt, og bagefter tager vi over til mormor og moster for at dele den gode nyhed?”
