På en isnende vinterdag i udkanten af Silkeborg vandrede far og søn, Mikkel og hans unge datter Asta, gennem den tyste skov, hvor sneen lå tung under granerne. Midt i stilheden blev de overrumplet af et usædvanligt syn et rådyr, panisk og hjælpeløst, spærret inde i en høj bunke af sne. De stoppede brat op, hjertet hamrede, og instinktivt greb de deres skovle og kastede sig ind i arbejdet. Sneen blev sparket væk, hver bevægelse fyldt af håb og desperation, mens den lille families samarbejde overdøvede vinterkulden.
Pludselig rettede Asta blikket længere ind i skoven dér! Endnu et rådyr, fanget et stenkast væk, klar til at give op. Mikkel og Asta vekslede et blik, og ord var unødvendige; de sprintede henover det knasende snelag. Efter møjsommelige anstrengelser lykkedes det at befri også dette dyr. Åndeløse, med røde kinder, kunne de se de to rådyr vakle væk fra snebunkerne. Formentlig var de kommet op at toppes om noget nedfalden bog eller lidt mos, men heldigvis endte de begge med liv og lemmer i behold takket være et par menneskehænder.
Da de vendte hjem, var energien endnu ikke helt faldet, før en svag lyd fangede deres opmærksomhed ved garagens hjørne. Der, i en våd papkasse, lå seks små killinger. Fire af dem var allerede døde, stivfrosne i kulden, men to trak stadig vejret knap nok, men de levede. Panikken randt i blodet hos Mikkel og Asta. Hvis ikke de handlede hurtigt, ville disse små pus snart følge de andre.
Med febrilsk hastighed bar de papkassen indenfor. Asta greb håndklæder, hældte varmt vand i en skål, og fandt varmepuden frem, mens Mikkel ringede til sin kone, Anna, for at få hjælp. Køkkenet blev forvandlet til elementær skadestue, og alle talte lavt og insisterende dansk over de små liv på linjen imellem liv og død.
Med uendelig forsigtighed tørrede de de frysende kroppe, varmede dem op og gav dem mælk med en pipette. Timerne sneg sig afsted men da solen igen stod op over de jyske marker, miavede begge killinger svagt, men insisterende. De var reddet.
Senere kom de i tanker om den forkomne kattemor, der var blevet set få dage forinden, hvor nogen havde efterladt mad og et tæppe i et hjørne af cykelskuret. Katten var tydeligvis syg af kulden og svaghed, men dens instinkt havde bragt den langt. Da hjælpen endelig kom, var det for sent for fire af dens unger men for to af dem og deres mor lyste der et spinkelt håb.
Sådan, midt i den danske vinter, forenedes rædsel og varme; håbløshed blev til stille glæde og taknemmelighed. Trods sne og kulde sejrede hjertevarmen i et lille hjem i Silkeborg og viste at næstekærlighed altid kan gøre en forskel.
