Jeg har i otte lange år haft den skrøbelige mand fra min svigerdatters familie i min vagt. Ingen har nogensinde sagt tak.
Man ved jo, hvor tungt det er at pleje en syg sjæl. Selv hvis det er en nære slægtning, drager byrden tung som en vinterstorm. Men jeg stod ved den gamle matematiklærers seng i otte år en fremmed for mig, som en mørk skygge i et drømmelandskab uden nogen taknemmelighed. Det har efterladt mig i en dyb, svævende traumatisme.
Jeg er tooghalvfems. Historien, jeg nu vil fortælle, starter for næsten femten år, i et lille lejlighedskompleks ved Øresund, hvor de gyldne solnedgange glider som floder af tid. Min mand er længe gået bort, efterladt mig med en søn, en svigerdatter og et barnebarn. Svigerdatterens far, en venlig mand fra en landsby ved Vestjylland, havde undervist i matematik på en skole i Aarhus, men så en dag blev hans krop som et faldet egetræ alvorligt syg.
Vi brugte al vores opsparing, tårne af kroner i dansk valuta, på hans behandling. Jeg kastede også mine sparepenge i, så godt jeg kunne. Til sidst blev han lænket til sin seng, som om den var et skip, der lå i en storm. Ingen kom for at holde hans hånd. Min søn var altid på rejse til København eller i fabrikken, og hans forretningsrejser så ud som skyer, der fløj forbi. Mit barnebarn var stadig studerende, med bøger som tunge skibe på hans skuldre. Svigerdatteren arbejdede fuld tid som sekretær, og hendes ældre datter boede i en anden by, kun i stand til at ringe og sende et fjernt ekko af medfølelse.
Hun fik et bjerg af regler fra arbejdsgiveren:
Enten du møder op som en trofast havn, eller du bliver kastet overbord!
Så valgte hun at blive på arbejdspladsen, og plejen overgik til mig. I starten bad hun mig blot komme én gang om dagen for at lave mad og give ham en skefuld suppe. Jeg gik med på det, som en drøm om at samle stjerner. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle binde mig til ham i otte år som en uendelig nat.
Først var det kun to timer jeg gik tilbage til min egen dør med en lethed som en fugl. Men langsomt, som tidevandet, fyldte hendes anmodninger min dag, og jeg endte med at tilbringe hele dagen ved hans side, kun flygtende ud i natten, og om morgenen gik jeg tilbage til hans værelse på blote fødder, som om jorden selv var blød som silke.
Min søn så min lidelse og udbrød med en stemme så blød som regn: han ville have mig til at stoppe med velgørenheden, men han sagde ingenting til sin hustru, fordi han boede i hendes lille lejlighed, som en skygge i hendes eget liv.
Det var min svigerdatters ældre søster, som kalder mig som en tone fra en fjern telefon, der giver mig detaljerede instruktioner: hvordan jeg skal hælde vandet, hvordan jeg skal holde hans hånd, hvordan jeg skal synge for ham, som om jeg var en del af hans drømme. Når jeg ikke kunne følge hendes krav, blev svigerdatteren utilfreds, som en storm, der raser over havet.
Hun sagde engang:
Hvis du ikke kan holde ud, så tag din søn og gå! Jeg klarer mig selv! Jeg finder en barnepige!
Og jeg måtte høre de ord i otte år, som en uendelig ekko i en tom sal. Til sidst døde han, og ingen af hans døtre sagde et eneste tak. Den ældste erklærede, at ingen havde tvunget mig til at pleje ham; det var jeg selv, der ønskede at gøre det.
Sådan er det: man gør noget godt for andre, men de kan være så kolde som vinterens is, at de ikke engang kan finde på at sige tak. I drømmens tågede verden er taknemmelighed en flyvende fugl, der aldrig vender tilbage.
