Jeg havde været kærester med Emil i tre år, da han spurgte, om jeg ville flytte ind hos ham hvilket faktisk betød at flytte hjem til hans forældre i Roskilde. Efter vi blev gift, gik det hele stille og roligt ned ad bakke.
Min svigermor havde en sær evne til konstant at give sin søn skylden for alt, jeg gjorde. Det betød misforståelser og uendelige diskussioner. Om jeg så arbejdede eller blev hjemme, satte hun spørgsmålstegn ved alt, jeg satte i værk. En søndag, hvor vi havde besluttet at sove længe, stormede hun ind på værelset og skældte os ud, fordi vi stadig lå under dynen. Emil prøvede at tage vores parti, men hun slog fast, at det var hendes hus og hendes regler, der gjaldt.
På det tidspunkt kunne vi ikke holde det ud længere, så Emil fandt lejligheder til leje allerede samme aften. Priserne var selvfølgelig lige så høje som byens spir, men vi så ingen anden udvej. Da vi langt om længe fik flyttet, begyndte tingene faktisk at lysne en smule.
Senere var vi ude og kigge på et lille stykke jord, men havde ikke finanser til både grund og brønd. Vi vendte hatten i hånden hos Emils forældre og bad om hjælp. Min egen far døde, da jeg var lille, og min mor, der stadig bor i landsbyen, slæber rundt på mine to yngre brødre.
Vi gik i gang med selv at bygge et hus sågar fra bunden. I processen dukkede nogle papirer op, der viste, at matriklen stadig stod i min svigermors navn. Jeg var ved at tabe både kæbe og træsko og sagde det straks til Emil. Han forsøgte at berolige mig og forklarede, at det kun var for formalitetens skyld, for det var jo vores penge, der var lagt på bordet, og ejerskabet ville blive overdraget til os senere.
Jeg havde svært ved at købe den forklaring og krævede, at svigermor pakkede sit pindebrænde og flyttede ud af huset. Vi boede hver for sig i en måned, men Emil lovede selvfølgelig guld og grønne skove og overtalte mig til at give forholdet en chance mere. Et par måneder senere opdagede jeg, at jeg var gravid endelig gik min gamle drøm i opfyldelse.
Da jeg fortalte det, genoptog vi kontakten med svigerfamilien, men de havde ikke rykket sig en tomme. Opkaldene og invitationerne væltede ind de ville absolut se barnebarnet, uanset at jeg havde bedt om lidt ro. Svigermor hældte konstant benzin på bålet, hvilket betød, at Emil og jeg diskuterede mere og mere. Jeg mindede ham om alle hans løfter og hans families evige negativitet.
Så skete der noget, man næsten skulle tro kunne være på TV 2: Min svigermor ringede til min mor for at snakke om at omregistrere huset, men det krævede, at min mor sagde farvel til halvdelen af husets værdi. Da hun afviste det, kastede svigermor straks skytsene mod mig: Jeg var doven og gad ikke tage ansvar.
Der gik det op for mig vi kommer aldrig til at tale samme sprog, for hjemme hos dem bestemmer penge alt. Det var på tide at træde ud af cirklen. Jeg har ikke brug for fremmede til at fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv. Nu lever jeg for mig selv, ikke for hvad Jytte i Brugsen mener.
Ingen fortrydelser herfra. Jeg ved, at jeg kan tage vare på både mig selv og mit lille barn. Mest sandsynligt bliver Emil boende hjemme hos svigermor, og hun skal nok få det sidste ord.
Hvad synes du? Gjorde jeg det rigtige ved at sætte mig selv først?
Man kan i hvert fald sige, det er stærkt at tage sin egen lykke i hænderne især når familien har temperament som en savlende grand danois. Hver eneste familie er sin egen rodebutik, og jeg traf det valg, jeg mente var bedst for mig og mit barn.
