Drengen vågnede ved lyden af sin mors støn

Jeg vågnede i nat ved lyden af mors svage klagen.
Jeg trådte hen til hendes seng.
Mor, gør det ondt?
Lasse, vil du ikke hente lidt vand til mig?
Selvfølgelig, sagde jeg hurtigt og løb ud i køkkenet.
Et minut senere kom jeg tilbage og rakte hende det store glas.
Her, mor, drik!
Pludselig bankede det på døren.
Lasse, åbn, det må være naboen Else.
Ind trådte naboen og hun havde en stor kop i hånden.
Hvordan har du det, Signe?
Hun mærkede på mors pande.
Du har feber.
Jeg har taget varm mælk med lidt smør til dig.
Jeg har allerede taget min medicin.
Du burde tage på hospitalet, Signe.
Det er der godt behandling, og du skal spise ordentligt.
Dit køleskab er jo helt tomt.
Else, jeg har brugt alle mine penge på medicin, mamas øjne blev våde.
Intet virker.
Du må tage på hospitalet.
Men hvem skal passe Lasse, hvis jeg bliver indlagt?
Men hvem passer ham, hvis du dør?
Du er ikke engang fyldt tredive, ingen mand og ingen penge, Else strøg mamas hår.
Lad nu være med at græde.
Else, hvad skal jeg gøre?
Jeg ringer straks efter lægen, sagde Else og fandt mobilen frem.
Hun talte længe og kom til sidst tilbage.
Lægen kommer i løbet af dagen.
Jeg går nu.
Når de kommer, henter I mig.
Else gik ud i entréen, og jeg fulgte hende.
Bedstemor Else, mor dør vel ikke?
Det ved jeg ikke, Lasse.
Vi må bede Gud om hjælp din mor tror jo ikke på ham.
Kan bedstefar Gud hjælpe?
håb glimtede i mine øjne.
Man kan gå i kirken, tænde lys og bede.
Så hjælper han måske.
Nu må jeg videre.
***
Jeg gik tilbage til mor, fyldt med tanker.
Lasse, du er nok sulten, men vi har ikke ret meget.
Hent to glas.
Da jeg kom tilbage, hældte hun mælk op.
Drik!
Jeg drak, men det gjorde mig bare mere sulten.
Mor forstod det straks og rejste sig omhyggeligt, tog pungen fra bordet.
Her er 50 kroner.
Gå ned og køb to pølsehorn og spis dem på vejen.
Jeg skal prøve at lave noget mens du er væk, gå nu!
Hun støttede sig til væggen hele vejen til køkkenet.
I køleskabet var der kun billige fiskekonserves, lidt margarine, på vindueskarmen et par kartofler og en løg.
Jeg må lave suppe…
Mit hoved snurrede, og jeg satte mig tungt på en taburet.
“Hvad sker der med mig?
Jeg er helt uden kræfter.
Over halvdelen af ferien er gået, pengene er slut.
Hvis jeg ikke kommer på arbejde, hvordan skal jeg gøre Lasse klar til skolestart?
Han skal jo snart begynde i første klasse.
Ingen familie, ingen hjælp.
Og sygdommen…
Jeg skulle have gået til læge med det samme.
Hvis jeg bliver indlagt nu, hvem passer Lasse?”
Med besvær rejste hun sig og begyndte at skrælle kartofler.
***
Jeg var så sulten, men mine tanker lå et helt andet sted:
“Mor har ikke været oppe fra sengen hele dagen.
Tænk hvis hun virkelig dør?
Else sagde, jeg skulle bede til Gud,” jeg stoppede op og besluttede at gå mod kirken.
***
Det er et halvt år siden jeg kom hjem fra mission.
Jeg overlevede kun med nød og næppe.
Jeg kan da gå igen, om end med stok.
De mange sår på kroppen ignorerer jeg nu.
Og arrene i ansigtet…
det gør ikke så meget, ingen vil gifte sig med mig alligevel, tænkte jeg, mens jeg gik mod kirken.
Jeg skal tænde lys for de drenge, der døde for præcis et år siden, og jeg…
jeg overlevede mirakuløst.
For tyve år siden tog jeg på værnepligt.
Nu er jeg civil, men det er svært at føle sig uønsket i samfundet.
Min pension er stor nok til at leve godt, og mine kontraktpenge rækker til mere.
Men hvad skal jeg bruge dem til, når jeg er alene?
Ved kirken stod tiggere.
Jeg tog et par hunderede kroner op, gav dem og bad:
Bed for mine venner, Jacob og Peter!
Så gik jeg ind, købte lys, tændte dem, og begyndte at bede som præsten har lært mig:
Herre Gud, husk dem…
Jeg slog korsets tegn og ordene kom, mens jeg i mine tanker så mine venner levende.
Da jeg var færdig, stod jeg bare og mindedes mit tunge liv.
En lille, spinkel dreng stod ved siden af mig med et billigt lys i hånden.
Han så sig omkring, usikker på hvad han nu skulle.
En ældre kvinde gik hen til ham:
Lad mig hjælpe dig!
Hun tændte hans lys, satte det op.
Sådan skal du gøre korsets tegn, hun viste ham det.
Fortæl Gud, hvorfor du er her.
Lasse stirrede længe på alteret, så hviskede han:
Hjælp mig, bedstefar Gud.
Mor er syg.
Jeg har kun hende, ingen andre.
Gør, at hun bliver rask.
Hun har ikke penge til medicin.
Og jeg skal snart i skole, jeg har ikke engang en skoletaske …
Jeg blev stående og betragtede drengen.
Mine egne problemer, som havde virket enorme for ti minutter siden, blev pludselig små og ligegyldige.
Jeg havde lyst til at råbe:
“Er der virkelig ingen, der kan hjælpe denne dreng, købe medicin til hans mor, eller en skoletaske til ham?”
Drengen blev ved med at se op, ventede på et mirakel.
Kom med mig, sagde jeg bestemt.
Hvor skal vi hen?
han kiggede forskrækket på mig, den fremmede mand med en stok.
Vi skal finde ud af, hvad din mor mangler af medicin og gå på apoteket.
Mener du det virkelig?
Bestefar Gud har videregivet din bøn til mig.
Helt ærligt?
hans øjne glødede.
Kom, smilte jeg.
Hvad hedder du?
Lasse.
Du kan kalde mig Onkel Mads.
***
Man kunne høre stemmer inde fra lejligheden:
Else, hun har skrevet så meget op og siger, medicinen er dyr.
Hvor skal jeg få penge fra?
Jeg har kun 500 kroner tilbage.
Jeg åbnede resolut døren.
Stemmerne blev stille.
Else hviskede forskrækket og så nervøst på mig.
Signe, se!
Mor så ud og blev også stiv af skræk.
Mor, hvad skal du bruge af medicin?
Onkel Mads og jeg går på apoteket og køber det.
Og hvem er du?
spurgte Signe overrasket.
Det skal nok gå alt sammen, smilte Mads venligt.
Giv os recepten!
Men jeg har kun fem hundrede kroner.
Lasse og jeg finder pengene, Mads lagde hånden på min skulder.
Mor, giv nu recepten!
Hun rakte den til dem.
Af en eller anden grund følte hun, at denne mand med det skræmmende ansigt havde et godt hjerte.
Signe, hvad laver du?
sagde Else, da manden og jeg var gået.
Du kender ham jo slet ikke.
Else, jeg tror, han er en god mand!
Nå, Signe, jeg må videre!
***
Mor sad og ventede på, at jeg kom hjem sammen med manden.
Hun glemte næsten at hun var syg.
Så blev døren åbnet.
Først sprang jeg ind; mit ansigt strålede:
Mor, vi har købt medicinen og masser af lækkerier til dig!
Mads stod i døråbningen og smilede også, så hans ansigt slet ikke virkede så skræmmende mere.
Tusind tak!
sagde mor og bøjede sig let.
Kom ind, kom ind!
Mads forsøgte at tage skoene af, det var svært, han var tydeligvis nervøs.
Han gik ind i køkkenet.
Sæt dig, sagde mor.
Mads satte sig og så omkring, usikker på hvor han skulle lægge stokken.
Lad mig tage den!
hun satte stokken så han nemt kunne nå den.
Undskyld, jeg har ikke meget at byde på.
Mor, vi har jo købt det hele, sagde jeg stolt, og begyndte at lægge tingene på bordet.
Åh, det var da ikke nødvendigt!
sagde hun overrasket, mens hun tænkte over alle de søde sager, der lå i posen.
Hun så en pakke rigtig god te.
Jeg sætter straks te over.
Hun satte vand over.
Det føltes næsten som om sygdommen var væk måske ville hun ikke virke så syg foran Mads.
Som om han kunne læse hendes tanker, spurgte han:
Gør det ikke for ondt, Signe?
Du ser bleg ud.
Det går nok…
Jeg skal bare tage medicinen nu.
Tak for alt!
***
Vi drak duftende te med kager, mens vi lyttede til mig fortælle om alt muligt.
Nogle gange mødtes vores blikke man kunne mærke, at det var en rar oplevelse at sidde sammen.
Men alt godt får en ende.
Tak for det hele!
Mads rejste sig og tog sin stok.
Jeg går nu.
Du må passe på dig selv.
Tak for alting!
sagde mor og rejste sig.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kan sige tak.
Han gik ud i gangen, jeg og mor fulgte efter.
Onkel Mads, kommer du igen?
Selvfølgelig!
Når din mor bliver rask, går vi alle sammen ud og køber dig en skoletaske.
***
Mads gik.
Mor ryddede op, vaskede op.
Lasse, se noget på tv, jeg må ligge lidt.
Hun lagde sig og sov tungt.
***
To uger gik, sygdommen var væk den dyre medicin havde hjulpet.
De sidste dage havde Signe endda været på arbejde, for august var altid travl, så hun blev kaldt ind.
Hun var glad det betød ekstra løn, og hun skulle jo snart købe skoleudstyr til mig.
Denne lørdag stod vi op som altid og spiste morgenmad.
Lasse, gør dig klar!
Vi skal ud i butikkerne og se, hvad du mangler til skolen.
Har du fået penge?
Ikke endnu, men næste lørdag får jeg løn.
Jeg har lånt tusind kroner, så vi køber nogle madvarer på hjemvejen.
Vi begyndte at gøre os klar, da dørtelefonen ringede.
Hvem er det?
spurgte mor.
Signe, det er Mads…
Han ville sige mere, men mor trykkede straks på åbne-knappen.
Mor, hvem var det?
spurgte jeg fra værelset.
Onkel Mads!
mor kunne ikke skjule glæden.
Yes!
Han kom ind, stadig med stokken, men…
hvor var han forandret.
Dyre bukser og skjorte, smart klippet hår.
Onkel Mads, jeg har ventet på dig!
jeg løb hen til ham.
Jeg lovede dig det, Lasse, hans øjne skinnede.
Goddag, Signe!
Goddag, Mads!
Det uformelle “du” overraskede og glædede begge.
I er klar?
Skal vi tage af sted!
Hvorhen?
mor var stadig forvirret.
Lasse skal jo snart i skole!
Mads, men jeg har…
Jeg lovede Lasse, og det skal overholdes.
***
Signe kiggede altid kun på det billigste, uanset hvor vi gik hen.
Hun havde ikke råd til det andet ingen penge, ingen familie, ingen mand.
Hvis man ikke tæller den fyr fra studietiden, der var forsvundet.
Men nu var der en mand ved hendes side, som så beundrende på mig.
Han køber alt, jeg skal bruge til skole uden at se på prisen, kun spørger om hendes mening.
Med armene fulde vendte vi hjem i taxa.
Mor styrtede mod køkkenet.
Signe, sagde Mads, kom med ud.
Lad os gå en tur sammen og spise frokost et sted.
Mor, kom nu!
råbte jeg.
***
Den nat kunne Signe ikke sove.
Billeder fra dagen kom igen og igen.
Hun så hans øjne, alt den kærlighed.
Og nu sad kolde tanker og det varme hjerte nærmest og talte med hinanden:
“Hans udseende er jo ikke pænt og han er halt,” sagde fornuften.
“Han er god og kigger på mig med kærlighed,” svarede hjertet.
“Han er ti-femten år ældre end dig.”
“Hvad så?
Han er som en far for Lasse.”
“Du kan stadig finde en jævnaldrende mand, smuk og slank.”
“Men jeg vil ikke have det.
Jeg har haft sådan én.
Jeg vil have en god og tryg mand.”
“Men du har altid drømt om noget andet,” fortsatte fornuften.
“Nu drømmer jeg om ham!”
“Skifter du mening så hurtigt?”
“Nej, jeg har bare mødt ham…
Jeg elsker ham!”
***
Deres bryllup var i den samme kirke, hvor Mads og Lasse havde mødt hinanden for tre måneder siden.
Mads og Signe stod foran alteret stokken var væk; Lasse så på det billede, han for tre måneder siden havde talt til.
Og så hviskede han, dybt fra hjertet:
Tak, bedstefar Gud!