Jeg forkælede aldrig min søn. Han klarede sig godt i skolen, hjalp mig, var velopdragen og et forbillede på en god dreng. Da Mikkel fortalte mig, at han skulle ud og arbejde, blev jeg virkelig bekymret. Jeg havde ikke lyst til at være alene.
Hvad med Freja? spurgte jeg min søn om hans kæreste.
Vi er ikke sammen mere.
Det undrede mig, for jeg havde egentlig troet, de skulle giftes. De klædte hinanden rigtig godt. Selvfølgelig blev jeg ked af, at det sluttede så trist, men jeg blandede mig ikke i deres forhold.
Min søn rejser væk. Vi taler sammen jævnligt. Han finder arbejde, får nye venner, og snart også kærligheden igen. Jeg kan ikke gøre andet end at vente på at møde hende, han har forelsket sig i. Men Mikkel har ikke travlt med at præsentere hende for mig. Jeg får mig en killing og bruger tiden på at passe den.
En aften, da jeg er på vej hjem fra arbejde, hører jeg en sagte stemme: Hej!
Jeg ser op og får øje på Freja i mørket. Hun står med et lille barn i armene. Hvad laver du her, og hvem er det barn, du har med? Du må gerne dømme mig, men det her er dit barnebarn. Jeg turde ikke sige det til Mikkel, da vi slog op under skænderi. Jeg flyttede hjem til min mor igen og fødte min datter der. Mor døde for en måned siden, og jeg har ingen familie tilbage. Så nu kom jeg til dig. Hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg bliver nok nødt til at aflevere hende på et børnehjem. Jeg har ikke et sted at bo. Jeg ville bare… Hvis der sker mig noget, så håbede jeg, at du kunne besøge dit barnebarn, bare engang imellem. Nej, nu må du holde op. Vi klarer det sammen. Kom med hjem.
Sådan blev Freja og hendes datter en del af mit hjem. Den lille pige ligner min søn så meget, at jeg ikke tvivler på, det er sandt. Freja hjælper til derhjemme, jeg arbejder og tjener penge vi lever egentlig fint. En dag ringer Mikkel og fortæller, at han snart kommer forbi. Om han er alene, vil han ikke svare på.
Da Mikkel så endelig kommer, sidder jeg netop og fodrer den lille pige. Nå, hvem mon den smukke unge dame er? Søn, det er din datter. Nåda. Jeg er heller ikke kommet alene, siger han så og bærer en lift ind i lejligheden. Og hvem er det? Det er min søn. Hans mor døde under fødslen, jeg kunne ikke bare lade ham være.
Freja går ud i entreen og kigger længe på Mikkel. De taler sammen hele aftenen, og jeg blander mig ikke. Det vigtigste er, at et år senere bliver de gift, og børnene vokser op som søskende i en rigtig familie.
Nu bygger min søn et stort hus, så han og familien kan komme væk fra den lille lejlighed. Og jeg kan afsløre, at jeg meget snart skal være farmor for tredje gang. Sikke en lykke!
