Kirstine, vi har aftalt det. Farfar venter.
Else står i døren til datterens værelse, med en pose fuld af hjemmebag til svoger. Glas med syltetøj rasler stille, da hun træder ind.
Kirstine afbryder arbejdet på sin bærbare og gnider sig i næsen. Øjnene er røde af mange timers læsning af noter, og hovedet føles tungt af træthed.
Mor, jeg kan ikke. Eksamen er lige om hjørnet. Jeg har brug for bare én dag med ro til at ligge ned.
Ligge ned, ja, du vil jo bare ligge, siger Else vredt. Farfar har højt blodtryk, han sidder alene i den lille landsby, og du vil bare ligge. Du er egoistisk, Kirstine.
Fra gangen høres tunge skridt. Søren dukker op bag sin kone, allerede iført sin rejsejakke.
Hvad foregår her? han kaster et blik på Kirstines rodet værelse med bøger og udskrifter. Din datter vil ikke tage til farfar. Hun er træt, forstår du?
Søren rynker panden. Han blander sig sjældent i mor og datters skænderier, men nu ser han en usædvanlig bekymring i hans normalt rolige ansigt.
Kirstine, det er over grænsen. Din farfar bliver ikke ung igen. Vi har ikke set ham i en måned.
Kirstine læner sig tilbage i stolen. Irritationen bobler i brystet, men hun forsøger at holde sig i ro.
Far, jeg forstår det. Men jeg kan næsten ikke stå på mine ben. Lad mig i næste weekend komme alene, en hel dag. Så kan jeg sidde hos ham og tale i ro.
Altid dit eget! råber Else. Næste weekend, næste måned, næste år! Og farfar sidder stadig alene! Tooghalvfems år, og du kan ikke finde tid til at bryde med din computer!
Mor, lad være.
Nej, lad ikke! Tænker du over andre end dig selv? Vi slæber rundt som vanvittige, og du kan ikke køre en enkelt dag til din egen farfar!
Kirstine presser læberne sammen. En ubeskrivelig modstand stiger i hende, en uforklarlig trøstesløshed ved tanken om at køre. Træthed, ja, men også en vag fornemmelse af, at hun skal blive hjemme i dag.
Jeg kører ikke, siger hun fast. Undskyld.
Søren ryster på hovedet.
Så sidder du her og hviler. Men bliv ikke overrasket over, at farfar holder op med at kalde dig sin elskede barnebarn.
Søren, lad være, griber Else ham i ærmet. Vi skal af sted. Det er meningsløst at tale med hende.
De går ud og smækker døren hårdt. Kirstine sidder stille længe, lytter til lyden af deres skridt i trappen, til bilen der starter på gården. Så ånder hun ud og vender tilbage til sin bærbare.
Stilheden omslutter lejligheden som en blød kappe. Kirstine åbner vinduerne helt majens friske luft strømmer ind, blandet med byens fjerne summen. Hun brygger sig en kop te, sætter sig ved computeren og slapper endelig af.
Klokken viser næsten tre, da Kirstine vågner. Hun strækker sig, knækker lidt i ryggen, og er ved at gå i køkkenet for at hente en kiks, da en mærkelig lugt trænges ind i næsen.
Først ignorerer hun den. Måske laver naboerne noget på grillen. Men duften bliver stærkere, skarpere. Ikke grill, ikke mad. Noget brænder.
Kirstine rejser sig og går mod balkonen. Hvert skridt gør duften mere intens bitter, skarp, med et kemisk strejf af syntetisk materiale. Hun smækker døren op og fryser.
Sofaen brænder, fylder rummet med sort røg.
Nej, nej, nej!
Hun løber efter sofaen. På betrækket ligger en halvbrændt cigaret med en orange glødende ende. Den er kommet fra balkonen. Nogen har kastet den, og vinden har ført den lige ind i lejligheden.
Kirstine skynder sig mod køkkenet.
Hænderne ryster, mens hun griber en gryde ud af skabet. Vandet fra hanen løber alt for langsomt, uutholdeligt langsomt. Hun venter ikke på at fylde den helt, løfter den tunge gryde og skynder sig tilbage.
Den første gryde hælder vand over det glødende plet, men skumfidusen indeni fortsætter med at ryge. Hun løber igen til køkkenet. Anden gryde. Tredje. Vandet suser ned over sofaen, flyder ud på gulvet, løber til fodskanten.
Kun efter den fjerde gryde begynder røgen at aftage. Kirstine står midt i kaosset, ånder tungt, vandet har sprøjtet hende op til albuerne. Sofaen er nu en klump af brændt stof og gennemblødt skum. Lejligheden lugter af brændt syntetik.
Hun sætter sig på det våde gulv, krøller benene ind til brystet. Adrenalinen daler, og en kulde løber gennem hende. En sen frygt rammer, da hun indser, hvad der kunne have sket. Hvis hun var kørt med sine forældre. Hvis lejligheden havde stået tom. Hvis hendes næse ikke havde opfanget lugten i tide.
Huset ville have brændt ned. Deres hjem, med alle ting, papirer, minder.
Kirstine griber telefonen og ringer til sin mor.
Mor, hendes stemme hakker på første ord.
Kirstine? Hvad er der sket?
Mor, der var brand. Næsten. Jeg slukkede, men sofaen er væk.
Stilhed hænger i linjen. Så taler Else.
Er du i live? Kirstine, er du i live?
Ja, ja, jeg er okay. Cigaretten fløj ind fra balkonen, jeg så den først senere, men jeg nåede at dække alt med vand. Jeg kaldte ikke brandvæsenet, jeg klarede det selv.
Vi er på vej, siger Søren fra siden, han har snuppet telefonen fra Else. Bliv hjemme, gå ikke ud. Vi er allerede på vej.
Samtalen bryder sammen.
Kirstine sidder på gulvet og stirrer på det, der for en time siden var deres sofa. Den gamle, slidte, med slidte puder men den var hjemme. Moren købte den, da Kirstine var tolv. De så film under et tæppe, hun græd over sin første ulykkelige kærlighed, far faldt i søvn efter arbejde.
Nu er der kun en røgende bunke tilbage.
En time senere rasler nøgler i låsen. Døren åbnes, og Else stormer ind, rufset, med røde øjne.
Kirstine!
Hun løber gennem gangen, kaster sig ind i stuen og stopper som forstenet. Øjnene falder på sofaen, på vandpøle på gulvet, på de sorte askepletter på væggen. Så springer hun mod datteren, der sidder på armlænet af en stol.
Gud
Else går hen til Kirstine og omfavner hende hårdt, så det knirker, klemmer sig ind i hende. Fra moren lugter parfume, sved og noget andet frygt.
Undskyld mig, hvisker Else i Kirstines hår. Undskyld for alt, jeg råbte i morges. Egoistisk, uansvarlig Gud, hvor dum jeg er.
Kirstine holder om sin mor i stilhed. Ordene sidder fast et sted inde i hende, vil ikke komme ud.
Søren kommer ind bagefter. Han går langsomt rundt i rummet, vurderer skaden. Han rører den forkullede væg, sætter sig ved sofaen, piller med den smeltede skum.
Du slukkede ordentligt, siger han endelig. Godt gjort. Med vand, hurtigt.
Jeg tænkte bare på autopilot, svarer Kirstine.
Du gjorde det rigtigt. Det vigtigste er, at du ikke mistede besindelsen.
Han rejser sig og lægger en tung hånd på hendes skulder.
Flot klaret, Kirstine. Seriøst. Du har reddet vores hjem.
Else trækker sig tilbage, tørrer sine øjne med bagsiden af hånden. Smudge af tårer dækker kinderne, men hun bemærker det ikke.
Forstår du, hvad der ville ske, hvis du var rejst? spørger hun med en stemme, der ryster. Lejligheden ville stå tom, vinduerne åbne, ilden ville spise alt
Mor, jeg forstår, svarer Kirstine.
Lyt, vi ville komme tilbage og finde kun aske. Eller hele ejendommen ville gå op i flammer. Hos Petrov-familien nede i etage, to børn, kan du forestille dig?
Søren klemmer Else om skuldrene.
Lad være, Else. Det er ikke sket, så lad være med at bekymre dig.
Men Else kan ikke stoppe. Tårerne løber, og hun holder ikke igen.
Jeg råbte ad dig i morges, kaldte dig egoistisk. Men du reddede os alle.
Mor, hvad vil du? Kirstine stryger let på Elses hånd. Jeg vidste ikke, at det ville ende sådan. Jeg var bare træt og ville blive hjemme.
Det er netop pointen! udbryder Else, griber Kirstine i skuldrene, ser hende i øjnene. Du vidste det ikke. Men noget i dig vidste. Intuition, fornemmelse, kald hvad du vil. Det holdt dig her og reddede os alle.
Søren ruller med øjnene, men uden sin sædvanlige skepsis.
Mor, du overdriver med mystikken, men du har ret på et punkt. Du holdt fast, og tak Gud for det.
De tilbringer resten af dagen i en mærkelig stilstand. Søren bærer sofaens rester til skraldespanden, Kirstine vasker gulvet, Else tørrer væggene for aske. De arbejder i stilhed, kun af og til udveksler de korte bemærkninger.
Om aftenen ser lejligheden næsten normal ud. Kun et tomt rektangel på gulvet, hvor sofaen har stået, minder om hændelsen.
De spiser aftensmad ved køkkenbordet, skubber små stole ind til et lille bord. Else laver spaghetti med pølser hurtigt, uden tanker.
Ved du, Kirstine, siger hun, mens hun rører i teen. Jeg vil give dig ét vigtigt råd.
Kirstine løfter blikket fra tallerkenen.
Lyt til din intuition. Altid. Selvom det virker tåbeligt, selvom alle andre siger, du tager fejl. Når noget siger dig noget, så kæmp ikke imod det.
Søren nikker, mens han sluger den sidste pølse.
Det er sandt. Jeg har levet på logik hele livet, men nogle gange klikker det i hovedet, og du ved bare, hvad der er rigtigt.
I dag var det noget der reddede vores hjem, tilføjer Else.
Kirstine kigger ned i sin skål, skjuler et akavet smil. Hun er ikke vant til sådanne ord fra sin mor. Normalt er deres samtaler spændte, gnidende, indtil de ringer i en knude. Men nu
Der er noget nyt. Noget vigtigt. Måske frygten fra i går, måske bevidstheden om, hvor tæt de kom på katastrofen. Men mellem de tre opstår en skrøbelig, men ægte forbindelse.
Næste weekend drager vi til farfar, siger Kirstine. Alle sammen. Vi fortæller ham måske ikke alt. Hans hjerte kan jo ikke klare det.
Ja, lad os sige, at sofaen er slidt, siger Else med et halvt smil. Vi køber en ny.
Jeg tager en spand vand op på balkonen, tilføjer Søren.
De griner nervøst, lettende på trykket fra dagen.
Udenfor bliver det mørkt. Byen tændes af lys, og i det fjerne hører de en sirene måske en ambulance, måske brandvæsen. Kirstine lytter til lyden og krymper sig.
I dag har hun lært noget vigtigt. Ikke kun om intuition og fornemmelser, men om sig selv om at handle, når det er nødvendigt, uden at fryse eller panikke.
Og også om sine forældre. Bag deres råb og kritik gemmer sig frygt. Frygt for at miste hende. Frygt for at noget skal ske med hende. En klodset, kneglende måde at vise kærlighed på, men alligevel kærlighed.
Else samler opvasken og begynder at vaske. Søren går ind på sit værelse for at lede efter nye sofaer på internettet. Kirstine sidder ved bordet, varmer hænderne på sin te.
En helt almindelig søndag aften. Men langt fra almindelig.
Mor, kalder hun.
Ja?
Tak. For at du kom, for at du ikke skreg, for at sådan.
Else vender sig fra opvaskemaskinen, ser på sin datter med et langt, mærkeligt blik. Så smiler hun, træt men varm.
Tak, Kirstine, for alt
