Katrine steg på bussen ved stoppestedet, som hun plejede. Der var kun én ledig plads, lige ved siden af en mand, der så et par år ældre ud end hende selv. Hun skænkede ham ikke mange tanker i starten. Foran hende ventede syv timers bustur hjem til sine forældre, og hovedet var fyldt med tunge bekymringer, der trængte sig på og krævede hendes opmærksomhed.
Da bussen satte sig i bevægelse, fandt Katrine sig godt til rette. Efter få minutter opfangede hendes næse en svag duft af moskus og stærktristet kaffe. Den bittersøde aroma vækkede straks minder i hende.
Sommer, sol, hun var 17 år og hun lå i græsset ved åen med sin kæreste Anders, der duftede nøjagtig sådan. Stjernerne blinkede over dem, mens de kyssede, og Anders hviskede blidt i hendes øre, at de altid skulle være sammen, at han aldrig ville forlade hende. Han var hendes første store kærlighed heftig og altopslugende. Hun havde elsket ham så højt, at hun endda var parat til at droppe studierne for bare at være tæt på ham.
Men skæbnen ville det anderledes. Anders blev sendt i militæret og kom aldrig tilbage til hende i stedet mødte han en pige i København og blev gift. Katrine sad tilbage med et knust hjerte. Hun havde aldrig indledt nye forhold, og elskede stadig Anders, selv efter at han havde svigtet hende ti år var gået.
For et øjeblik vendte Katrine hovedet og så på manden ved siden af sig. Kunne det passe? Mørkt hår, blå øjne, en fin næse og fyldige læber, høj af bygning. Han lignede Anders på en prik, og Katrines hjerte begyndte at banke hurtigere.
Undskyld, hedder du tilfældigtvis Anders? spurgte Katrine forsigtigt.
Nej, jeg hedder Mikkel, svarede manden med et stort smil. Og smilet lyste hele Katrines ansigt op han lignede virkelig ham, hvis billede hun havde båret i hjertet i alle årene.
Hvad hedder du? spurgte Mikkel nysgerrigt.
Jeg… jeg hedder Katrine. Hyggeligt at møde dig, sagde hun, lettere forfjamsket.
Det er bestemt hyggeligt at møde dig også, Katrine. Du minder mig så meget om en pige, jeg kendte engang.
Ja? Hvem da?
Min første kærlighed, selvfølgelig. Vi gik meget dårligt fra hinanden. Hun fandt en anden, og selv efter ti år kan jeg ikke få hende ud af hovedet. Og nu sidder du her, og jeg kan næsten ikke tro det, sagde Mikkel og så oprigtigt rørt ud.
Utroligt. Jeg har præcis samme historie, svarede Katrine stille. Du ligner også min første kærlighed mere end nogen anden. Jeg tænker, kan det virkelig passe?
Ved du hvad, Katrine? Skal vi ikke udveksle numre og se, om vi kan snakke sammen? Måske har vi begge fået en ny chance, fortsatte Mikkel.
Det lyder som en god idé, svarede Katrine.
De unge begyndte at tale sammen spændte og lidt nervøse. Måske var livet vendt tilbage med et glimt af håb. For man ved aldrig, om tilfældige møder netop er skæbnens måde at give én den mulighed, man havde drømt om bare i en ny udgave. Nogle gange skal man turde gribe det, der krydser ens vej, og huske, at lykken ofte gemmer sig i nye begyndelser.
