Min søster er fuldstændig opslugt af sit arbejde og helt dedikeret til sin karriere, siger Gunhild. Hun er 40 år, bor alene, har ikke børn. Hun har allerede købt sig en lejlighed og en bil. Hun taler sjældent med mig eller vores forældre, men forventer stadig et eller andet fra dem.
Gunhild og hendes ældre søster har haft en afstand fra hinanden siden barndommen, på grund af deres markante forskelle i udseende og temperament. Gunhild er rolig og hjemlig, hun blev gift tidligt, har tre børn og bruger sine dage på at passe hus og hjem. Den ældre søster hedder Ingrid, og hun er målrettet og ambitiøs; hun har altid knoklet for at nå sine mål. Hun tager ofte på forretningsrejser så familien hører sjældent fra hende, især under julemiddagen eller når huset summer af gæster. Gunhild har et tæt bånd til forældrene, som hjælper med børnene, ledsager dem til svømning og fodbold, og fejrer fødselsdage og højtider i deres store treværelseslejlighed på Frederiksberg.
Gunhild og hendes familie bor selv i en lille étværelses bolig, hvor alt er stuvet sammen og møblerne skævt placeret, som i et mærkeligt drømmespil. Forældrene ser det, og efter mange nætter med tvivl under de grønne lamper i køkkenet, beslutter de at foreslå Gunhild et lejlighedsbytte. Deres egen lille lejlighed imødekommer ikke familiens behov, og de har ikke mulighed for at udvide eller optage et lån, da kun Gunhilds mand arbejder. Derfor ville de hjælpe Gunhild ved at bytte bolig og straks overføre ejerskabet på den større lejlighed til hende.
Men ingen havde forudset Ingrids reaktion. Hun sagde, Så alt ender hos Gunhild. Hvad med mig? Er jeg ikke jeres datter? Moderen forsøgte at forklare: Skat, prøv at forstå os. Vi har ikke glemt dig. Du har klaret det hele på egen hånd, og hvis du vil have noget større, tror vi, du kan gøre det. Det er mere akut for Gunhild hun har tre børn og en lille lejlighed. Ingrids ansigt blev mørkere, og hun følte sig overset, som om hun var en skygge i et vindue der aldrig bliver åbnet. Gunhild brød ind: Hun opfører sig som et barn, der ikke fik sit slik. Mor har ret, vi har brug for hende mere. Ingrid har jo alt. Hun vil bare til Bali igen? Hun svarer ikke på opkald i ugevis, hun har selv valgt at være væk. Det er egoistisk.
Spørgsmålet svæver rundt ligesom to fisk under månen: Er Ingrid selvisk, når hun ikke anerkender sin søsters behov, eller har hun ret til selvstændighed og opmærksomhed som datter, der også fortjener sin plads og sin lejlighed?
