Jeg er blevet surrogatmor to gange, og nu har mine døtre og jeg alt, hvad vi behøver for at leve et godt liv.
Da jeg er 18 år gammel, får jeg min første datter, AnneMarie. Selvom jeg lige har fået hende, indser jeg, at en fødsel overhovedet ikke er skræmmende. På dette tidspunkt er surrogatordningen allerede udbredt i Danmark, og jeg begynder at overveje den seriøst.
Min familie har ikke mange penge. Mine forældre har svært ved at forsørge mig og mine tre søstre. Jeg gifter mig med 17årige Lars, og sammen med vores lille pige kæmper vi for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi har hverken penge eller egen lejlighed, så vi må nøjes med et lille værelse i forældrenes hus. Jeg tænker på surrogat, men Lars støtter ikke idéen, selvom jeg prøver at overbevise ham, fordi det synes at være den bedste løsning på vores økonomiske problemer.
Et stykke tid senere får vi et andet barn. Situation bliver endnu sværere, og Lars forlader familien, fordi han ikke kan bære presset længere. Så står jeg alene tilbage med to små piger. Heldigvis hjælper min mor og mine søstre: mens jeg er på arbejde, passer de på Kirstine og Signe. Alligevel når pengene ikke til at strække sig, og jeg beslutter mig for at forfølge den idé, jeg har haft i årevis.
Jeg kører til København og ansøger hos en surrogatklinik. Der er flere forsøg på at indføre et embryo, men intet lykkes, og ved sidste forsøg ender graviditeten i en abort.
Jeg vender hjem og tænker på at give op, men seks måneder senere ser jeg en annonce på internettet: En bestemt klinik tilbyder gode vilkår. Jeg ringer, og tænker, at det er værd at prøve. Hvis det lykkes, er det fantastisk; hvis ikke, er det blot skæbnen.
Denne gang lykkes det. I tolv måneder bor vi i en flot lejlighed i et nyt byggeri, mens jeg bærer barnet for de kommende forældre. De er ikke sparsommelige: de forkæler os med dyrt økologisk mad, køber legetøj til pigerne, betaler for biografture og besøg i zoologisk have. Ni måneder senere føder jeg en sund og smuk dreng, Emil.
Efterfølgende flytter vi tilbage til vores hjemby, og honoraret fra surrogaten er nok til at købe en etværelses lejlighed i vores kvarter. Vi har stadig et år foran os, hvor vi vil nyde livet uden bekymringer.
To år senere bliver jeg surrogatmor igen og får en dreng for en familie fra Thailand.
I dag bor jeg, Kirstine og Signe i et stort hus. Pigerne har alt, hvad de behøver. Nogle kritiserer mig, men jeg ser intet galt i at sikre min families gode levevilkår, selvom det sker på denne måde.
