Goddag, damer! Hvad sladrer I om nu? Ryk lige til side, så jeg kan høre nyhederne. Der er næppe sådan noget på fjernsynet, sagde jeg med et smil. Kvinderne grinede og gav mig plads.
Hvor har du været? spurgte min moster.
Jeg var i Brugsen Fik nærmest en mindre ulykke. Min kone har forladt mig
Den ældre dame udbrød: Er det sandt, min dreng? Ja, hun tog til min ven. Hun sagde, jeg ikke var en rigtig mand, når jeg ikke arbejder nogen steder.
Min moster så helt overrasket ud: Vent, han er jo også arbejdsløs. Hvad er forskellen på jer to?
Jeg rystede på hovedet: Det forstår jeg heller ikke.
Jeg gik, og min moster sagde: Se bare, nu kommer mændene! De laver ingenting, men vil gerne leve på en kvindes regning. Og Robert… Han var sådan en flot mand! En rigtig dansk fyr! Efter hans kone og barn forlod ham, blev han helt anderledes. Og hans ven? Førstemand her i landsbyen! Og Line er en dygtig kok! Men hendes mand gik også, så nu lever hun for sine børn. Men nej, hun drøner bare fra den ene til den anden. Hun håber på noget fra dem. Og hvad med dem?
Nej, ikke for at bygge et hegn eller male væggene… De konkurrerer bare med hinanden. Hvad foregår der i landsbyen i dag? Før i tiden gik mændene ud sammen, men de var arbejdende folk. Nu? Ingen arbejde, ingen familie! Mange rejser fra byen. Selvfølgelig gør de det! De jagter en bedre tilværelse.
Og I skal ikke fortælle mig noget, tilføjede den gamle. Mine børn er spredt over hele Danmark. De kommer kun på besøg hver halve år. Jeg ser mine børnebørn kun på fotografier. Tidligere boede vi alle sammen. Forældre og børn… Og alle var glade. Med sang og samtaler til langt ud på aftenen. Vi samlede os, når der skulle slås græs. Hele familien og naboerne kom. Eller vi gravede haven. Det klarede vi på en dag, og så sad vi til langt ud på aftenen med kaffe, og næste dag gik arbejdet videre. Men nu har alle kun deres egen gård.
Line kom forbi. Hun bar tunge sække, og de to børn løb efter hende. Skal I flytte? spurgte hendes moster. Line sukkede dybt.
Ja, til Martin. Hvordan skulle det ellers være? Han får da i det mindste folkepension. Og Robert, hvad med ham? Han laver aldrig noget. Jeg må få mine børn på benene. Jeg har ingen penge. Man kan ikke leve af børnecheck alene. Ellers havde jeg spurgt for længe siden. Jeg tror, jeg tager til byen til foråret. Køber et lille hus, helt uden mænd. Jeg er træt af det her. De gør ikke noget, med mindre man beder dem. Men spise vil de gerne. Jeg har ikke noget tilbage at gøre i landsbyen. Den ældste skal snart i skole. Hvem skal følge ham? Min datter skal i børnehave. Jeg må finde mig et arbejde. Jeg er ked af, at jeg skal rejse. Jeg er født og opvokset her. Men jeg må videre. Nå, jeg smutter. Ellers leder Martin efter mig hele landsbyen rundt. Farvel, damer, sagde Line, tog sine ting og gik.
Jeg tror, hun har ret. Line er stadig ung og har børn at tage hånd om. Jeg ville også gøre det samme, hvis det var mig. Og hvor skal jeg gå hen nu? Det er trist at forlade huset. Min afdøde mand byggede det med håbet om, at børnene ville blive her. Engang gik vi på svampetur, og jeg blev væk. Folk plejede at gå på stierne, men nu er de vokset til. Så må jeg leve livet her. De får da pensionen ind hver måned. “Jeg smutter nu,” sagde min moster, rejste sig, “gården venter ikke længere. Jeg skal malke køerne og fodre hønsene. Vi ses i morgen.”
Den gamle dame sad alene længe. Hun huskede hele tiden, hvordan hun havde levet, og hvordan hun havde opdraget børnene. Årene var gået. Kun Gud ved, hvor mange der var tilbage. Da det blev mørkt, gik hun ind i huset. Hun tændte ikke engang for lyset, gik bare i seng. Hun havde ikke brug for det. Hendes øjne svigtede for tre år siden.
Line blev aldrig boende i byen. Hun blev i landsbyen. Hun turde aldrig skifte livet ud. Så længe der er mennesker, lever landsbyen. Mange landsbyer står ellers tomme! Kun gamle huse og kirkegården er tilbage, og folk kigger forbi én gang om året.
