Jeg blev født i en lille landsby på Sjælland. Efter jeg havde afsluttet 8. klasse, begyndte jeg på kokkeskolen i Roskilde og blev færdig fire år senere. Dengang snakkede man meget om opførelsen af Storebæltsbroen, og der var masser af artikler i aviserne. Jeg var stadig ung og lod mig rive med af drømmen, så jeg tog til Storebælt for at arbejde. Jeg arbejdede som kok, men efter fem år gik det op for mig, at romantikken kun var en del af livet; man måtte tænke på fremtiden.
Mens jeg knoklede ved brobyggeriet, mødte jeg Thomas, som var en driftig arrangør fra København med forbindelser til folk på Christiansborg. Jeg rejste til hovedstaden, opsøgte ham og bad om hjælp til at komme ind på studiet. Han sagde ikke nej, men gjorde klart, at det krævede penge. Jeg havde sparet godt op, omkring fire tusinde kroner, hvilket var en stor sum dengang.
Jeg fik også ændret mit eksamensbevis og pas. Det kostede ekstra. Mit nye pas viste pludselig, at jeg var fem år yngre, og mit eksamensbevis havde flotte karakterer, både Ber og Aer.
Thomas hjalp mig til optagelse på fødevareinstituttet, men da han så mit pas, blev han overrasket og sagde, det var en modig beslutning at ændre min alder. Jeg ville ikke høre efter jeg jokede bare med, at jeg nu kunne finde mig en ung mand. Mine nye papirer sagde jo, at jeg var atten, og jeg var nu begyndt første år som studerende.
En ny tilværelse foldede sig ud for mig. Nu var jeg blandt helt andre mennesker, glade unge, direkte fra gymnasiet. Et år efter blev jeg gift. Min mand hed Mark og var nitten år. Han var københavner, og jeg flyttede ind i hans forældres lejlighed.
Da jeg blev færdig med min uddannelse, begyndte fornyelsen i landet. Min mand og jeg fandt hurtigt ud af det, lejede et lille lokale og startede en pølsevogn, som vi senere købte fri og gjorde til vores egen bar.
Vi havde et godt liv sammen, selvom vi aldrig fik børn. En dag besluttede vi at besøge min barndoms landsby på Sjælland. Jeg hilste på gamle klassekammerater og venner. Min livsstil var anderledes jeg så bedre ud end de fleste af mine gamle klassekammerater. De misundte mig, og en af dem fortalte min mand, at jeg havde arbejdet ved broen og var ældre, end han troede.
Mark begyndte at anklage mig for at have løjet. Han ændrede sig meget, blev bitter og begyndte at drikke. Vi blev skilt, og vi måtte dele forretningen. Jeg købte mig en lejlighed, mens Mark tog lån til banken, som han endte med at betale dyrt tilbage efter skilsmissen.
Nu, hvor jeg har nået pensionsalderen, arbejder jeg stadig. Jeg tænker ofte på Thomas, som sagde, det ikke var klogt at lave sig yngre på papiret. Men man kan ikke få fortiden tilbage, og ungdommens dumheder er umulige at rette op.
For nylig besøgte jeg min mor og mødte en gammel klasseveninde. Hun har været pensionist i to år, passer børnebørn og dyrker grøntsager i sin have. Jeg har stadig fire års arbejde foran mig, men helbredet er ikke som før. Vi gør skøre ting som unge, og i voksenlivet skal vi betale prisen.
Måske har andre været i lignende situationer, eller kender nogen, der prøvede at ændre sig yngre. Jeg håber at nogen kan give råd til, hvordan man kan rette op på de dumme ting, man gjorde som ung.
