Jeg var 30, da far gik bort.
Nu er jeg 32, og vores sidste samtale river stadig i mig, som var det i går.
Jeg var altid familiens urokrage jeg begyndte på ting, men afsluttede dem aldrig.
Jeg læste tre forskellige uddannelser på tre forskellige universiteter.
Første droppede jeg efter andet semester, fordi det blev kedeligt.
Den anden forlod jeg i fjerde, fordi jeg begyndte at pjække, gå mere ud, lytte til den evige rastløshed.
Den tredje holdt jeg kun til lige før første semesters udgang.
Imens mine to søstre tog deres eksamener, blev færdige, fik job, hoppede jeg rundt fra idé til idé, plan til plan, og sagde altid: “Jeg skal nok finde mit.” Alle så det hjemme, men det var far, der mærkede det stærkest.
Han var min mand.
Ikke bare min far han var min bedste ven.
Han tog mig med til billard, til fodboldkampe, og vi fik en øl på caféerne om lørdagen, til grillfester med hans venner.
Mine søstre havde kalender, karakterer, ansvar; for mig var det anderledes.
Han sagde ofte: “Du er en mand, du lærer det på gaden.” Jeg voksede op fri, uden regler, uden pres.
Og det slog tilbage, efterhånden som jeg blev ældre.
Jeg kunne ikke holde fast på noget hverken studie, arbejde eller rytme.
Tre måneder inden han døde, havde vi den tungeste samtale i mit liv.
Vi sad i haven.
Han røg, jeg stirrede på min mobil.
Han bad mig tage den væk.
Sagde: “Søn, jeg er ikke skuffet over dig.
Jeg er skuffet over mig selv.
Jeg opdragede dig forkert.
Forkælede dig.
Gjorde livet for let.
Nu er du svag, når det virkelig gælder.” Jeg var tavs.
Øjnene brændte, men jeg græd ikke.
Jeg ville sige noget klogt noget voksent men der kom intet ud.
Jeg sagde bare, at jeg ville ændre mig.
Han svarede ikke.
Han så ned i græsset.
Tre måneder senere, på en vanlig morgen, stod han op, gik på badeværelset for at børste tænder, og faldt om på gulvet.
Det var brat.
Ingen farvel.
Ingen hospital.
Ingen sidste ord.
Jeg mistede ikke kun min far.
Jeg mistede den eneste, der troede, jeg stadig kunne tage mig sammen, selvom han var træt af at vente.
Efter begravelsen blev jeg vred på mig selv vred i stilhed.
Jeg stoppede med at gå i byen.
Jeg stoppede med at drikke.
Jeg holdt op med at spilde min tid.
Jeg skrev mig ind på jura denne gang var det alvor; jeg skulle bevise noget.
Jeg stod op klokken fem hver morgen, arbejdede, studerede om aftenen.
Nogle dage spiste jeg ikke, men jeg fortsatte.
Hver eksamen var med ham i tankerne.
Hvert bestået fag føltes som at sige: “Kan du se?
Jeg kan godt!”
Der er gået to år nu.
Jeg tager ikke længere pauser.
Jeg flygter ikke fra timerne.
Jeg leder ikke efter undskyldninger.
Mine søstre ser mig anderledes, de støtter mig.
Mor siger, at far ville være stolt.
Om han ville det, ved jeg ikke men han ville i det mindste ikke tage herfra med tanken om, at det hele var spildt.
Det sværeste er ikke at lære.
Ikke at arbejde eller udholde træthed.
Det sværeste er, at jeg ikke kan ringe til ham og sige, at jeg har klaret en svær eksamen, at jeg gør det anderledes nu.
Han var min eventyrmakker han, der lærte mig at leve uden frygt, men som ubevidst lod mig gå uden struktur.
Nu er det min tur til at bygge den selv.
Nogle gange, når jeg kommer hjem sent med rygsækken fyldt med bøger, sætter jeg mig på sengen og kigger på et billede af os på tur, med en øl i hånden og store smil.
Og jeg tænker altid: “Gammel dreng, jeg fik aldrig rigtig vist dig det i tide men du tog ikke helt fejl med mig.”
Jeg vil være den bedste version af mig selv for hans skyld.
Jeg håber, det lykkes.
Jeg var 30 år, da min far gik bort. I dag er jeg 32, og vores sidste samtale gør stadig ondt, som var det i går. Jeg var altid det “besværlige barn” – begyndte på ting og fik dem aldrig afsluttet.