Alt var godt. Ifølge scanningen var barnet helt rask. Alligevel blev fødslen svær. Det blev en pige, men det opstod straks problemer. Sagen var så alvorlig, at lægerne begyndte at opfordre mig til at give afkald på hende.
Min datter lå i kuvøse. Da min mand kom forbi, fortalte overlægen ham, at barnet ikke kunne overleve og ville være en byrde. Han tænkte længe over det, og til sidst besluttede han, at det var bedst at give afkald ikke ødelægge sit eget liv. Jeg sagde ikke noget jeg var dybt fortvivlet.
Men lige inden jeg skulle udskrives, sagde jeg klart, at jeg aldrig ville opgive min datter. Min mand pakkede sine ting og flyttede ud. Jeg vendte hjem til en tom lejlighed sammen med min lille pige. Vi tog fra hospital til hospital, søgte alle muligheder vi kunne finde og det gav resultat.
Mange andre mødre med syge børn støttede mig. En dag mødte jeg en mand på hospitalet. Han delte sin historie med mig. Hans kone havde forladt ham til fordel for en yngre mand, og de havde aldrig fået børn, så han tilbragte sine dage alene.
Han så på min syge datter med så stor omsorg, at tårerne løb ned ad mine kinder. Han hjalp mig med råd, med sine kontakter, og økonomisk støtte (i danske kroner). Vi kom så tæt på hinanden, at vi ikke længere ville skilles. Vi blev gift.
Nu er min datter næsten rask. Hun er talentfuld sportsudøver. Og vi har fået en lille dreng i familien en lille søn. Livet har lært mig, at kærlighed og vilje kan overvinde selv de største udfordringer. Der er altid håb, hvor der er hjertet, og man skal aldrig give op på dem, man elsker.
