Da jeg fyldte tredive, lykkedes det mig endelig at købe min egen toværelseslejlighed i København. Jeg bor alene, og indtil nu har jeg hverken mødt en potentiel mand eller kvinde at dele livet med. Efter min mening ligger årsagen til mine udfordringer i kærlighedslivet faktisk i netop dette at jeg har mit eget sted. I Danmark er det blevet sin sag for en kvinde både at være selvstændig og bevare sin femininitet. Hvis jeg skal opdele de potentielle partnere, jeg har mødt, falder de i to tydelige grupper:
1. Har du din egen lejlighed? Fantastisk! Så kan vi bare flytte sammen, og jeg skal ikke bekymre mig om alt det praktiske. Den slags mænd ønsker ikke at kæmpe, men flytter gerne ind i noget, der er ordnet på forhånd. At jeg har tag over hovedet, er et stort plus, og han er klar til både familie og børn, så længe hans eget liv ikke ændrer sig nævneværdigt. Sådan en mand føler ikke behov for at skabe sig en karriere eller tjene flere penge boligen er jo sikret, og min bil kan bruges til børnefamilien, så hvorfor stræbe efter mere?
Når jeg taler med sådan en mand, føles det mest af alt, som om han kunne være min søn fremfor min partner. Sådan én skal passes, forkæles og forsørges, og bagefter skal man oven i købet være bange for, at han ikke stikker af. Den slags lykke vil jeg hellere undvære så vil jeg langt hellere have en kat, Edith, og masser af fritid til mine egne interesser.
2. Har du din egen lejlighed? Jeg kommer altså ikke til at tage imod, jeg bor hellere hos mine forældre, eller vi kan tage ud på landet, og måske kan vi sælge din lejlighed og købe noget sammen? Især den sidste mulighed vækker min mistanke. Tænk på alt det slid, jeg har lagt i mit hjem, for bare at skulle sælge og så bruge årtier på at betale et nyt fælles realkreditlån af. Og det er som regel mig, der forventes at betale størstedelen partneren vil hjælpe til, som han nu kan. Og hvis jeg så tager barsel en dag? Så skal vi sikkert klare først at betale lånet helt ud, før jeg må blive gravid, og til den tid vil jeg være forbi de fyrre. Hovedsagen synes at være, at jeg ikke forstyrrer hans bekvemme tilværelse.
Som tiden går, tænker jeg mere og mere, at det kunne være nemmere at adoptere et barn på tre år fra et børnehjem, end at finde en mand, der tør tage ansvar. For selv hvis jeg bliver gift, ender det nok stadig med, at jeg selv må klare alt økonomi, udfordringer, børnepasning og sikkert også tage mig af kærligheden til mig selv. Hvorfor så overhovedet have en mand boende?
Nu er jeg herre i eget hus og eget liv. Jeg har fået det hyggeligt, masser af plads og tid til mine interesser. En gang imellem længes jeg efter en familie, et menneske at dele kærlighed med, men de konkrete oplevelser i hverdagen fjerner hurtigt den drøm. Jeg vil fortælle om en episode fra for nylig.
Jeg var blevet glad for en mand, jeg havde kendt et stykke tid, og det så ud til, han havde det på samme måde. Vi så en film hjemme hos mig, og pludselig fik vi lyst til pizza. Jeg tænkte, at han i det mindste kunne tage sig af dét. Han gjorde det også: gik ud til elevatoren for at hente pizzaen, betalte for den dog med de penge, jeg netop havde givet ham. Derefter forsvandt både samtale og interesse mellem os.
Måske er det min egen skyld. Mine veninder siger, jeg aldrig burde have rakt pengene over til ham. Jeg var bare nysgerrig på, om han ville tage imod eller afslå dem. Beløbet var ikke stort, men det handler ikke om pengene.
Det, jeg har lært af alt dette, er, at sand lykke er at stå stærkt i sig selv og at man aldrig skal bytte sin frihed og værdighed for selskab, uanset hvor ensom man kan føle sig ind imellem. Egen tryghed og lykke kan ingen tage fra én og måske er dét netop det mest danske, man kan stræbe efter.
