Brian havde kun kendt sin mor siden han var spæd. Hun havde altid været der for ham. Han havde ingen andre i verden. Hans far forlod hans mor allerede før Brian blev født. Det var aften. Lille Brian lovede sig selv, at han ville være modig og vente på, at hans mor kom hjem.
Den lille Brian lovede sig selv, at han ville være stærk og blive siddende, indtil hans mor vendte tilbage.
En time gik, så to, men hans mor kom ikke. Drengen, kun fem år gammel, begyndte at græde og gik ind på soveværelset for at tjekke, om hun mon var gået i seng uden at vække ham. Men hun var der ikke. Hendes sko, dem hun havde taget på da hun gik ud, var væk.
En stille frygt sneg sig ind i Brian, og tårerne pressede sig på igen. Til sidst faldt han i søvn, fyldt af bekymringer.
Han vågnede til morgensolens stråler, der strejfede hans seng. Drengen stod op og begyndte at lede efter sin mor igen. Han gik ikke over til naboen hans mor havde sagt, at der boede en brysk mand, der altid var fuld og havde temperament. Brian var bange for ham.
Han trådte ud foran lejligheden og kiggede håbefuldt efter sin mor. Folk gik forbi uden at skænke ham et blik. Brian blev træt af at lede og satte sig på en bænk ved søerne. En ældre dame sad allerede der. Drengen satte sig ned, og tårerne trillede igen. Den gamle dame vendte sig mod ham og spurgte, hvad der var i vejen.
“Gå nu hjem, lille ven,” sagde hun, for hun troede bare, at han var uartig. Hun rakte ham et æble. Men Brian stoppede ikke med at lede. De voksne, han mødte, havde ingen tid til børn som ham. Alle var optaget af deres egne ting.
Til sidst var Brian udmattet og faldt i søvn i Ørstedsparken. Det blev aften, og han begyndte at fryse og var sulten. Nogen ringede til politiet. Sådan endte Brian på politistationen. Senere blev han bragt til en plejefamilie, hvor han blev overdraget til en kvinde, som blev kaldt tante.
“Jeg vil have min mor!” græd Brian igen, i håb om at hun måske alligevel ville dukke op. Men i værelset var der ingen mor.
En anden tante kom og gav ham varmt tøj og hjalp ham i bad. Så tog hun ham i hånden, førte ham ind i et rum med andre børn. Brian lænede sig op ad væggen i lang tid, svimmel af savn og sorg. Han begyndte at forstå, at hans mor nu var langt borte, måske ville han aldrig se hende igen.
Senere fandt man ud af, at hans mor var blevet påkørt af en bil og døde den aften, hun gik hjemmefra.
Livet kan til tider være barskt og uretfærdigt, men i Danmark prøver vi at passe på hinanden og hjælpe dem, der har mistet deres vej. Selv når det føles allermest mørkt, kan hjælpen komme fra uventede steder og vi må aldrig opgive håbet om at blive mødt med varme og omsorg.
