Dagen begyndte med, at en ny pige startede i vores børnegruppe hun hed Frida. Hun var på vores alder, men adskilte sig klart fra os andre. Hendes tøj var præget af synlige lapper, og det kobberrøde hår var samlet i nakken med en slidt sløjfe. Bag de store grønne øjne gemte sig en tung sorg, jeg ikke kunne forstå. Senere hørte jeg, at hun kun blev passet af sin far, da hendes mor var fraværende, og at deres familie levede under beskedne forhold, langt fra det, jeg selv kendte til.
I gruppen var også tvillingerne Astrid og Vigga. Astrid var rolig og venlig, imens Vigga altid lavede ballade, brød andres legetøj uden skrupler og undgik konsekvenser. Hendes mor var leder af børnehaven, og Vigga virkede usårlig det nød hun i fulde drag. Det var ofte Frida, der blev ramt; hun blev sparket, fik sin mad ødelagt i kantinen og håret trukket af Vigga, som frydede sig. Frida holdt smerten for sig selv, græd stille og trak sig væk fra de andre. Når vi forsøgte at forsvare hende, endte det oftest med, at vi fik skældud, men Vigga gik altid fri.
På Fridas fødselsdag kom hun til børnehaven i en ny kjole. Den sarte lyserøde farve fremhævede hendes skønhed, og kjolen glimtede med små perler langs kanten, der fangede lyset, hver gang hun bevægede sig. Alle børnene beundrede hende og gav hende komplimenter. Tvillingerne stod i hjørnet og observerede, deres tavshed afslørede misfornøjelse. Frida strålede, og hendes grønne øjne glimtede af glæde. Under leg udenfor prøvede hun at undgå sandkassen, så kjolen ikke blev beskidt. Vi blev opslugt af legen og mistede pludselig overblikket.
Et skrig splittede stemningen. Da vi vendte os, så vi Frida i en mudderpyt kjolen revet op. Vigga stod over hende og lo ubarmhjertigt. Frida græd hjerteskærende, fordi hun vidste, hvor trist hendes far ville blive, når han så den fine kjole ødelagt. Du er bare en tigger, ikke nogen prinsesse! spottede Vigga. Denne scene ramte mig dybt. Jeg så et lille, forsvarsløst barn få sin særlige dag ødelagt på den mest grusomme måde. Det gjorde indtryk på mig, og jeg lærte, at jeg hverken ville skade eller ignorere andres smerte det er en livslang beslutning, jeg tager med mig.
