Intet høres
Flyet viste forsigtigt næsen frem fra skyerne, kiggede rundt, lavede en elegant drejning og landede blødt på jorden, som en brudgom der kærtegner sin kærestes kind foran alteret.
Applausen lød, men piloterne hørte dem ikke.
Og det gjorde jeg heller ikke Jens Hansen for mine ører havde lukket sig under flyveturen.
Jeg forsøgte igen og igen at holde næsen og puste ud, men det var som om luften søgte alle andre veje end den, jeg ville.
Hovedet summede fortsat med den hvide støj.
Jeg var lige kommet hjem fra min mor i Aarhus tidligt om morgenen, lige tids nok til at gøre mig klar til arbejde.
Min kone, Mette, lå ikke og sov, men løb rundt i lejligheden i Holbæk og flyttede nervøst ting fra sted til sted.
Jeg gik ud i køkkenet og gjorde klar til min frokost hørte stadig ingenting.
“Jeg går!
Jeg kan ikke mere!
Det hele er mig imod, din løn er jo ikke til at leve af, denne lejlighed ligger jo i den yderste provins!
Jeg troede, jeg havde en kronisk kærlighed til dig, men det viser sig bare, jeg har fået en slags sygdom!” råbte Mette, mens jeg roligt pakkede kartofler fra gryden over i en termokande.
“Jeg går til Henrik.
Du kender ham ikke han kender dig heller ikke men han er vidunderlig.
Jeg føler alle de rigtige ting for ham.
Vi har ikke været sammen, så jeg forlader dig som en ordentlig kvinde!
Så du ikke kan snakke om mig slet ikke til din mor!”
Jeg færdiggjorde min frokost og begyndte at brygge kaffe.
“Har du ikke noget at sige?
Jeg åbner min sjæl og får ikke et ord?”
“Me-e-tte!” råbte jeg gennem lejligheden.
“Kan du ikke lige stryge mine jeans?”
“Hvad for noget?
Jeans?!
Jeg taler følelser, og du taler om strygning!
Jeg troede, du ville stoppe mig!”
Mette greb en taske forvekslede min arbejdstaske med sin egen og stormede ud.
Først da døren blev smækket, gik det op for mig, at hun faktisk havde forladt mig.
“Hvor skal hun hen så tidligt?
Og hvad med jeansene?
Hvor er min frokost?” tænkte jeg det var sådan jeg tog denne morgen-skilsmisse.
Skuffet over, at jeg ikke kunne finde mine to termokander, måtte jeg tage på arbejde med krøllede bukser.
I opgangen hilste jeg på Fru Mogensen, formand for ejerforeningen en kvinde som, baseret på hendes månedlige opkrævninger, stadig sendte penge til Kalmarunionen.
Rygtet siger, hendes parfume kunne genoplive heste og drive fjender ud af skjul.
Jeg holdt vejret, gik ind i elevatoren, og vendte mig mod døren den lukkede som en gaskammer, og vi begyndte vores rejse nedad.
“Du har ikke betalt til insektbekæmpelse.
Sprøjteteamet kommer i dag, hele opgangen skal have fjernet kakerlakker,” sagde hun bestemt.
Jeg så næsten dørpakningen smelte under hendes parfume.
“Du skal betale før klokken 18 kan du MobilePay?”
Jeg sagde intet.
Så lænede hun sig ind til mit øre og gentog, højlydt:
“Jeg forventer en overførsel i dag!”
“Tillykke!
Hvor bliver du så overført hen?” svarede jeg.
“Tilbage til Stockholm?”
Jeg troede egentlig på rygterne om, at hun var efterkommer af Margrethe den første.
Hun sagde en masse til mig, men jeg opfangede kun brudstykker: “sag”, “kort”, “ing”, “ende” det lød som gammel dansk.
Jeg nikkede bare, som man gør på en moderne kunstudstilling.
Elevatordørene gik op, jeg skyndte mig ud i den friske luft, mens Fru Mogensen gik på jagt efter dagens “skat”.
Jeg er elektriker.
Siden sidste uge har jeg arbejdet på et byggeri kunden er en slags idealist, uden hverken sans for økonomi eller kreativitet, men med stor vilje til at få det helt perfekte.
Materialer og tegninger var præget af hans mærkelige personlighed.
Jeg led ikke alene sammen med mig var en VVS’er og nogle malere.
Mens jeg hakkede riller til ledninger, sved de i hver deres rum.
Pludselig kommer bygherren han havde festet hele natten til en vens fødselsdag og var nu kreativ i sin malerpåvirkning.
“Alt er galt!” råber han.
“Stikkontakterne skal sidde i skakformation, lysekronen skal være tre grader til højre for jordens akse!
Gør som jeg siger, ellers får I ikke en krone!”
Han gik sådan til hvert rum, til sidst faldt han i søvn i børneværelset, på en stak puds.
Syv timer senere vågnede han til resultatet af sine ideer.
På den tid havde vi forbundet stue og køkken med en ny åbning, og installeret en gæstetoilet på badeværelset.
Hans tøj var hvid af puds, ansigtet af chok.
Han kunne ikke huske sine egne instruktioner, men vi viste ham videobevis.
Kun jeg havde ikke ændret noget, for hans ideer var ikke nået mig måske på grund af min døve tilstand.
Til gengæld, måske ud af desperation, gav han mig en beskeden bonus for “udholdenhed foran kreativ drukkenskab”, og fyrede resten for manglende modstandskraft.
Men han betalte dog det hele efter at have set beviserne.
Om aftenen, halvsulten og træt, gik jeg til lægen for at få mine ører tilbage på sporet.
På vejen fulgte en sur hund mig den gøede hidsigt, men min verden var stum.
Mennesker og dyr spillede deres roller som i en stum film uden tekst, svært at forstå intentioner.
Jeg gik bare videre, let og roligt, og til sidst gav hunden op.
“Lad lyden være med dig!” sagde lægen, mens han borede mig fri.
Da jeg igen kunne høre, gik jeg hjemad.
På vejen tog jeg den pludselige bonus op af lommen, købte en pølsehorn og et lille blomsterbukét til Mette.
Ved indgangen stod min triste nabo, Søren.
“Har du hørt det seneste?” spurgte han.
“Jeg har slet ikke hørt noget i dag,” svarede jeg, og pegede ind i øret.
“Mogensen hende fra Kalmarunionen har samlet penge fra hele opgangen og rejst til Odense.
Ingen kan kontakte hende.
Hun har planlagt det længe.
Syv opgange nåede hun igennem.
Gav du hende penge?”
“Nej,” rystede jeg på hovedet.
“Hun sagde noget om en overførsel, men jeg fangede det ikke.”
“Ha, heldigt for dig.
Jeg gav men heldigvis døde alle kakerlakker af hendes parfume, inden hun nåede hele bygningen,” grinede Søren.
“Så det føles ikke helt så slemt.”
Da jeg kom ind, mødt af duften af mad og en ufatteligt blid Mette.
“Undskyld mig, jeg blev bare ramt af noget jeg ved ikke hvad, måske solstorm.
Jeg tager alt tilbage og lover, at jeg ikke gjorde noget dumt.
Der er ingen Henrik jeg var hos min søster, fik luft og blev klogere.
Og du reagerede rigtigt på den helt rigtige manér.
Det gjorde mig klar i hovedet.
Vil du tilgive en tosset kone?”
Hun kyssede mig varmt, satte mig ved bordet.
“Jeg har ikke hørt noget i dag,” svarede jeg ærligt det føltes som ufortjent belønning.
“Tak!” sagde Mette og krammede mig.
“Sikke en dag,” tænkte jeg.
“Jeg har slet ikke gjort noget særligt i dag.
Måske skulle jeg gå lidt oftere rundt uden at høre noget det gør måske livet nemmere.”
Intet kan høres