Intet kan høres

Intet at høre
Flyet stak forsigtigt næsen frem af skyerne, kiggede sig omkring, lavede et langt sving og landede blidt, som en brudgom der kysser sin elskede ved alteret.
Der lød klapsalver, men piloterne hørte dem ikke.
Det gjorde heller ikke Niels Kristensen, hvis ører blev lagt under hele flyveturen.
Niels trykkede næsen sammen og pustede gentagne gange luften sivede ud alle steder, bare ikke der hvor den skulle, og den hvide støj stod fast i hovedet.
Kristensen var netop kommet hjem fra sin mor tidligt om morgenen, lige tids nok til at nå at blive klar til arbejde.
Hans kone, Signe, var vågen og rastløs, tog ting frem og tilbage med hænderne, som om hun ikke kunne finde ro.
Niels gik ud i køkkenet og begyndte at smøre sin madpakke.
Hørelsen kom ikke tilbage.
Jeg går!
Nu er det nok!
Det hele er nok!
Livet, din løn på en halv krone, lejligheden herude bag ved Gud og hver mand.
Jeg troede, jeg havde kronisk kærlighed, men det viser sig, jeg bare har fået en virus!
Signe kastede sin vrede ud i luften mod Niels, mens han roligt lagde kartofler i en termokande.
Jeg går til Morten, du kender ham ikke, han kender dig ikke, men han er fantastisk.
Jeg har de rigtige følelser for ham, dem man skal have.
Og du skal ikke bekymre dig der er ikke sket noget mellem os.
Så jeg går som en ordentlig kone, så du ikke skal sludre om mig til nogen!
Især ikke til din mor.
Niels pakkede maden sammen og satte kaffe over.
Har du ikke noget at sige?
Jeg har lige vendt mit indre ud for dig!
Siiig…
Signe!
råbte Niels over skulderen.
Kan jeg få dig til at stryge mine jeans?
Jeans?!
Er du rigtig klog?
Jeg taler om følelser, og du taler om strygning.
Det er da utroligt!
Tænkte, måske du ville stoppe mig.
Signe tog sin taske den forkert, nemlig den Niels havde pakket til arbejde og forsvandt, sur og forvirret.
Først da døren smækkede, gik det op for Niels, at Signe virkelig var gået.
»Hvor skal hun hen på denne tid af morgenen?
Og jeansene?
Pokkers, hvor er min madpakke?« med disse tanker oplevede jeg denne morgen-skilmisse.
Skuffet over at have mistet både frokost og jeans, gik jeg på arbejde i krøllede bukser.
I opgangen hilste jeg med et nik på formanden for ejerforeningen fru Rasmussen, som stadig følte sig som opkræver fra middelalderen, hvis man ser på hendes evige indsamlinger.
Man sagde, hendes parfume kunne vække døde heste og skræmme rotter væk.
Jeg holdt vejret og vendte mig mod udgangen, mens elevatoren føltes som en gasboks på vej ned.
Du har endnu ikke betalt til bekæmpelse af skadedyr.
I dag bliver der sat ind mod kakerlakker i hele opgangen.
Kan du overføre til min MobilePay inden aften?
pressede fru Rasmussen.
Jeg sagde intet.
Så lænede hun sig tæt til mit øre og sagde højlydt:
Jeg venter din overførsel i dag.
Tillykke.
Hvor bliver du så sendt hen?
sagde jeg.
Tilbage til Jelling?
Jeg troede virkelig, hun var efterkommer af vikingekonger.
Formanden sagde en masse til mig ordene flød kun som lyd: »-uk«, »-dor«, »-ting«, »-et«, det lød som gammeldansk.
Jeg nikkede bare som til en udstilling for moderne kunst.
Elevatordørene gik op, jeg åndede lettet op og hun fortsatte mod lejlighederne for at indsamle hendes »skat«.
Mit arbejde er som elektriker.
Den seneste uge var jeg på en opgave med en kunde der kærligt så sig selv som kreativ, uden at have talentet eller pengene til det.
Hans materialer og tegninger lugtede af besparelser, og hans temperament var mildest talt aparte.
Jeg var ikke alene i uføret.
Med mig sad en vvser og nogle malere.
Mens jeg hakkede vægge for kabler, sved kollegerne i deres rum.
Kunden dukkede op havde festet hele natten og var i det kreative hjørne, og skulle lige tjekke sin renovering.
Alt er forkert!
råbte han og trampede i gulvet.
Stikkene skal være i skak-mønster, og lampen sidder tre grader ved siden af Jordens akse.
Gør som jeg siger, eller får I ikke en eneste krone!
Han kom med vilde påfund og trusler i alle rum, og til slut låste han sig inde i børneværelset og sov på sække med cement.
Efter syv timer genopstod kunden, åbnede døren og så det kaos, han havde befalet.
På den tid havde håndværkerne slæbt stuen og køkkenen sammen, lavet et gæstetoilet i badet, og hans tøj var helt hvidt af cementstøv.
Han huskede ingenting og ville beskylde håndværkerne for løgn men de viste ham video som bevis.
Jeg ændrede ingenting, hans natlige krav var gået mig forbi, da jeg stadig var halvdøv.
Måske stædighed eller håbløshed under alle omstændigheder gav han mig en lille bonus »for at stå fast mod fuld fantasi«, mens de andre blev fyret.
Til sidst betalte han alligevel.
Om aftenen, træt og sulten, tog jeg til lægen for at få hørelsen tilbage.
På vejen blev jeg fulgt af en sur hund, der forsøgte at intimidere mig med højlydt gøen.
Mit verdensbillede var nu stumfilm; dyr og mennesker spillede uden tale, det var svært at tolke intentioner, så jeg gik roligt min vej.
Hunden blev træt og lod mig til sidst være.
Må lyden være med dig!
sagde lægen, da han borede igennem Niels øre.
Jeg vendte hjem, ny i hørelsen.
På vejen tog jeg min pludselige bonus op af lommen og købte en pølsehorn, samt en lille buket til Signe.
Ved opgangen stod min nabo, Henrik, trist.
Har du hørt det?
spurgte han.
Jeg har ikke hørt noget hele dagen, sagde jeg og stak lillefingeren i øret.
Rasmussen, hende fra bestyrelsen, samlede penge fra hele bygningen og forsvandt.
Flyttede til Aarhus, alt planlagt.
Alle syv opgange blev ramt.
Har du betalt?
Nej, det har jeg ikke, rystede jeg på hovedet.
Hun sagde noget om overførsel i morges, men jeg forstod det ikke helt.
Du er heldig.
Jeg har betalt.
Men heldigvis efter hun havde samlet, døde kakerlakkerne alligevel af duften fra hendes parfume, grinede Henrik.
Så det føles ikke helt så slemt.
Da jeg kom hjem, blev jeg mødt af duftende mad og en usædvanligt blid Signe.
Undskyld mig, jeg er en fjols.
Jeg blev skør, ved ikke hvorfor.
Måske solens udbrud.
Jeg vil tage alt tilbage og lover dig, jeg ikke har gjort noget dumt.
Der er heller ingen Morten.
Jeg besøgte min søster, fik luft og hovedet på plads.
Du reagerede rigtigt, mandigt.
Det satte mig på plads.
Vil du tilgive min tåbelighed?
Signe overøste mit ansigt med varme kys og bød mig til bords.
Jeg har virkelig ikke hørt noget i dag, indrømmede jeg, mens jeg oplevede, at jeg fik mere end jeg fortjente.
Tak!
krammede hun mig hårdt.
»Det er utroligt,« tænkte jeg, for der var intet særligt jeg havde udført.
»Sådan skulle jeg måske oftere lade hørelsen forsvinde.
Måske bliver livet lettere på den måde.«Mens vi sad ved bordet, blev dagens begivenheder små og fjerne, som støvet bag vinduet.
Signe serverede kartofler i termokanden og lo over sin egen vrede, mens jeg lod lyden af hendes stemme fylde mig op, som om noget, der havde været lukket, nu igen kunne trænge ind.
Det var som om jeg pludselig befolkede verden på ny og hørte alt det, man så ofte glemmer: smil, latter, små suk, og det sagte knirk af kærlighed, der har været brudt men stadig holder.
Udenfor gik Henrik forbi vinduet og vinkede, som om vi delte mere end bare opgang og uheld.
Jeg vinkede tilbage og indså, at selv når man intet hører, kan livet alligevel råbe én op, hvis bare man vælger at lytte i det rette øjeblik.
Signe skænkede kaffe, og jeg rakte hende buketten.
Hvad skal vi gøre med resten af dagen?
spurgte hun.
Høre efter, sagde jeg, og nu for første gang mente jeg det helt.
Vi sad sammen, i stilhed, og det blev til den mest larmende lykkefølelse jeg nogensinde havde haft.