Jeg er 26 år, og min kone siger, at jeg har et problem, som jeg ikke vil indrømme.

Jeg er 26 år, og min kone påstår, at jeg har et problem, som jeg nægter at indrømme.
Hun gentager det hver gang jeg enten stopper på en arbejdsplads eller bliver fyret som om det er en form for hobby.
Hun mener, det er mærkeligt, at det længste jeg har været ansat et sted, er seks måneder.
Det er jo rigtigt.
Nogle gange holder jeg en måned, nogle gange femten dage, nogle gange når jeg ikke engang enden af prøvetiden, før jeg er på vej ud.
Jeg har prøvet lidt af hvert lagerarbejde, fejet gaderne i Aarhus, gjort toiletter rene i Odense, båret varer på et kølehus i Esbjerg.
Jeg starter altid fuld af gåpåmod, men efter et par dage bliver det tungt både for kroppen og for hovedet.
Det er ikke kun træthed.
Det er også skam.
Jeg droppede skolen efter 10.
klasse og vendte aldrig tilbage.
Når jeg står der med en gul vest og en moppe, føler jeg, at jeg ikke hører til.
Jeg kigger på mine kollegaer de virker til at have accepteret det hele, de klager ikke og jeg tænker: “Det her kan da ikke være mit liv.” Og snart begynder jeg at komme for sent, lave mindre, finde på undskyldninger for ikke at møde op.
Og før jeg får set mig om, bliver jeg kaldt ind til chefen, får den klassiske: “Du behøver ikke komme igen,” og står derude med en fyreseddel i hånden.
Min kone fatter det ikke.
Hun har arbejdet i Føtex i fire år.
Hun får ikke meget i løn måske lidt over 14.000 kroner om måneden, men der er styr på det.
Hun ved altid, hvad hun får og hvornår.
Hver gang jeg vender hjem uden job, møder hun mig med en blanding af vrede og udmattelse.
Hun siger: “Det er ikke jobbet, der er problemet, det er dig!
Du holder ikke ud, uanset hvad.” Jeg svarer, at de jobs ikke er for mig, at jeg er skabt til noget andet at jeg ikke er født til at skrubbe toiletter resten af mit liv.
Så bliver hun ekstra sur.
Hun siger, jeg skal tage HF, uddanne mig, få noget kvalifikationer.
At ingen i Danmark ansætter til noget andet, hvis man kun har 10.
klasse.
Jeg lover at gøre det, men månederne går, og jeg får aldrig meldt mig til noget.
Der er jo altid en undskyldning ingen penge, ingen tid, jeg gør det senere.
Sandheden er, at jeg er ræd for at skulle sidde sammen med 18-årige, og føle mig som oldingen med staveproblemer.
Det er blevet en fast rutine hjemme nu.
Vi skændes altid om det samme.
Hun siger, jeg lever af drømme, taler flot men gør intet.
Jeg siger, hun er blevet vant til bare at overleve, at hun har opgivet at leve, og hun elsker mit gode humør lige så lidt, som jeg elsker hendes rutiner.
Nogle dage råber vi så hele nabolaget kan høre det andre dage siger vi ikke et ord til hinanden.
Jeg går ud igen med min skæve CV i lommen, kommer hjem skuffet, når jeg hører “Vi ringer tilbage”.
Det værste er, at jeg faktisk drømmer.
Drømmer om at have min egen virksomhed, ikke være afhængig af andre, og slippe at skamme mig over en ensformig uniform.
Jeg drømmer om at stå tidligt op for MIT arbejde, i stedet for at tage imod ordrer fra nogen med slips.
Men drømme betaler ikke huslejen eller leverpostejen.
Og det minder hun mig om dagligt.
Har jeg virkelig et problem jeg ikke vil indrømme?
Eller er det bare tilladt at håbe på lidt mere?