Jeg husker dengang, for mange år siden, da Karen blev gift som tyveårig og allerede som toogtyve fik sin eneste søn. Karen var aldrig særlig varm over for børn. Da hendes dreng kom til verden, lod hun ham bo hos sin mormor. Hver måned sendte Karen og hendes mand nogle hundrede kroner, men de levede ellers som de ville og lod sig ikke binde.
Efter to år var de nødt til at tage sønnen tilbage, mormoren døde. Karen blev vred på sin søn og satte ham straks i vuggestue for ikke at se ham så meget. Senere fulgte han i børnehave. I skolen blev drengen drillet.
Han kunne hverken læse eller skrive. Skolen forsøgte flere gange at få fat i forældrene, men Karen havde aldrig tid. En dag dukkede hendes mand dog op. Lærerne benyttede lejligheden og fortalte om drengens problemer. Efter forældremødet kom faren hjem og gav sønnen prygl med en bælte. Da drengen endelig blev færdig med folkeskolen, sendte Karen ham ud at arbejde på en fabrik i udkanten af København. Det var her, han mødte sin kommende kone.
Fabrikken tildelte det unge par en lejlighed. Da Karen blev bedstemor, lod hun sig ikke påvirke. Fra tid til anden sendte hun en gave eller nogle penge til børnebørnene især ved højtider.
Så kom dagen, hvor Karen skulle gå på pension og hun ønskede en stor fest. Hun vendte sig til sin søn: “Jeg har overført lidt penge til din konto. Gå sammen med Merete og køb mad og pynt. Vi holder min pensionistfest hos jer.” “Ja, mor.” Sønnen og hans kone sendte børnene til landet for ikke at være i vejen og begyndte at forberede festen.
Da alt var klart, ankom Karen. Hun var tilfreds: “Ikke dårligt, nu må I gå ud i køkkenet. Gæsterne kommer snart, og vi skal tage imod dem. Vi sidder sammen, når de er taget hjem.” Sønnen og svigerdatteren adlød og gik ud i køkkenet. Gæsterne spiste, drak og dansede til langt ud på natten. Da de sidste gæster forlod festen, kom Karen ud i køkkenet: “Der er ét stykke kage tilbage; del det mellem jer. Jeg er ikke frisk, vi tager hjem nu, jeg kan ikke sætte mig med jer.”
Sønnen blev dybt såret. En uge senere ringede Karen: “Søn, jeg skal indlægges på hospitalet for en operation. Tag nogle ting med til mig, jeg sender dig en liste.” “Nej, vi tager på ferie med Merete. Du ved det, ring til far. Farvel.” Endelig lod nogen Karen forstå, at verden ikke kørte rundt om hende.
