Min kone voksede op i en varm og kærlig familie med sine forældre. Men da min svigerfar var 57 år, døde min svigermor desværre. Naturligvis var det utrolig hårdt for min svigerfar at komme igennem sådan en tragedie. Derfor blev vi enige om at sælge hans lejlighed, dele pengene mellem vores familie og min brors familie, og tage ham med hjem til os, indtil han kom lidt til sig selv. Sådan blev det.
Jeg troede, at seks måneder ville være nok, og min svigerfar ville købe sit eget sted og begynde at bo for sig selv igen, men sådan gik det ikke. Han blev rigtig glad for at bo hos os. Til hverdag bidrog han ikke med nogen penge til fællesudgifter eller mad. Jeg lavede mad, vaskede hans tøj, gjorde hans værelse rent. Han gik bare på arbejde. Det var næsten som et ophold på et kurhotel for ham.
Sådan kom han til at bo hos os i 11 år. Til sidst begyndte han konstant at fortælle os, hvordan vi skulle gøre tingene og påpege, hvad vi burde ændre. Til sidst besluttede vi at købe et hus til ham lidt udenfor Odense, så han kunne flytte ud på egen hånd. Han er en stor og sund mand, så han kan sagtens klare sig selv.
Vi fik huset ordnet, så han kunne bo der trygt. Men min svigerfar begyndte at snakke om smerter i hjertet og andre problemer. Dybest set gjorde han hvad han kunne, for at blive boende hos os. Men jeg kan ikke klare alle hensyn længere. Jeg er træt.
Jeg har lært, at det er vigtigt at sætte grænser, selv når det gælder familiemedlemmer. Nogle gange må man tage ansvar for sit eget velbefindende, før man kan tage vare på andre.
