Jamen, så sig det dog færdigt! Anders hævede stemmen mod Katrine. Hvis du ikke ved det, så lad dog være med at sludre
Jeg ved det udmærket, svarede Katrine med et skævt smil, mens hun så ham direkte i øjnene, der har aldrig været hemmeligheder mellem os
Anders og Asta mødte hinanden helt tilfældigt, sådan som tingene nogle gange sker. Det var vinter, glat på fortovet. Asta gled og faldt hårdt tidligt om morgenen på vej til arbejde, hun slog sit knæ slemt. Anders var straks henne og hjalp hende op, og fulgte hende helt hen til skadestuen.
Lægen tog et røntgenbillede, heldigvis var knoglen ikke brækket, men Asta fik besked om at holde sig i ro og holde en elastisk forbinding om knæet. Anders forlod ikke hendes side et eneste øjeblik under hele forløbet, han ringede endda til sit arbejde i Aarhus og fik lov af sin chef til at tage en halv dag fri. Først da han havde sat Asta i en taxa og sikret sig, hun ville ringe, så snart hun kom hjem, kunne han slappe af og tage videre på arbejde.
Asta var betaget af denne venlige, omsorgsfulde mand en sådan type havde hun aldrig mødt før. Hun var ganske fortryllet. Det blev starten på det mest romantiske kapitel i deres forhold. De kaldte og skrev sammen hele tiden, talte om alt mellem himmel og jord. Alt hvad der angik Asta interesserede og bekymrede Anders. Han ønskede hende altid godmorgen, og godnat om aftenen, og i løbet af dagen spurgte han, om hun havde sovet nok, om hun havde spist, om hun var klædt varmt nok på, hvordan hendes dag gik.
For Anders var dette ikke noget særligt. Sådan havde det altid været hjemme hos ham. Han boede nu alene i lejligheden i Viby, som han havde arvet efter sin farmor, mens hans forældre Lars og Mette boede i en naboby, Silkeborg. Førhen boede de alle sammen, og farmoderens lejlighed blev lejet ud. Familien var tæt, der var aldrig ufred, og Anders voksede op i varme og tillid. Da farmoren døde, og Anders blev voksen nok, flyttede han ind i hendes gamle lejlighed.
Det havde ikke været let for ham med kvinderne. Anders var tilbageholdende og lidt genert, gik ikke meget i byen og havde ikke venner, han gik ud med. Med Asta blev alt anderledes; det kom spontant, men hun havde brug for hjælp, og det lå ikke i hans natur at gå forbi. Senere tænkte Anders ofte på, at det var skæbnen, der førte dem sammen.
Efter kun to måneder blev de gift. Det kom sig faktisk af, at Anders halvfornøjet foreslog det, og Asta svarede prompte:
Jamen, lad os da gøre det! Vi kan gå op på rådhuset nu!
Det var kun en time før lukketid i Odder Rådhus, da de ankom. Brylluppet blev sat til den først mulige dag. Anders forældre blev lidt overraskede over hastværket, men de blev glade, for de brød sig meget om Asta.
Astas mor boede også i Jylland, i en anden nærliggende by. Hun fik nyheden pr. telefon, og kunne desværre ikke komme til brylluppet, da Astas mormor var blevet syg og ikke kunne være alene.
Familien var god. De levede lykkeligt, skændtes sjældent, og romantikken forsvandt ikke efter brylluppet det virkede nærmest som om kærligheden voksede hver dag. Da deres søn Mads blev født, steg lykken i hjemmet yderligere, om end med flere bekymringer. En aften, til deres bryllupsdag i en lille café, gik det dog galt. Astas barndomsveninde, Katrine, havde fået lidt for meget rødvin, og Asta måtte bestille en taxa til hende.
Hele Anders familie fejrede sammen på restauranten: hans forældre, femårige Mads, som stolt skålede med danskvand for mor og far, og så Asta og hendes nære veninde Katrine. De to havde kendt hinanden siden folkeskolen og var nærmest som søstre, måske tættere. Dog havde Katrine aldrig fået etableret et særligt kærlighedsliv; trediverne var hun trådt ind i uden partner, hvor Asta, som den smukke, altid havde haft alles opmærksomhed. Katrine følte sig aldrig helt god nok hun var lav, rund og hendes ansigt bar mere præg af at være visket ud end tegnet færdig.
Siden skoletiden havde det altid været Asta drengene ville have, aldrig Katrine. Men venskabet gav hende adgang til alle de ting, hun aldrig selv fik. Først måtte Asta kun gå ud, hvis hun var sammen med Katrine, sådan havde hendes mor bestemt det og så gik de ud i grupper. Drengene viste omsorg for hende af høflighed. Katrine blev aldrig friet til, hvorimod Asta fik tilbud om giftermål allerede i gymnasiet. Asta havde dog ikke travlt hun ville ikke sige ja til hvem som helst. Så mødte hun Anders, og her begyndte eventyret
Katrine havde svært ved at komme ned ad caféens trappe, og tre gange var hun ved at snuble, havde det ikke været for Anders, der holdt hende oppe. På anden sal ventede hans kone, søn og forældre, men Katrine skulle hjælpes hele vejen til taxaen, for hendes ben rystede, og hun kunne nærmest ikke stå selv. Sådan havde Anders aldrig set hende før. Han tilbød straks at følge hende.
Lykke til jer unge, ha! Ja, til nogen rækker heldet, mens andre Det har aldrig været mit lod! Men Asta, hun har altid været heldig! brølede Katrine, og flere folk drejede sig Lige fra vi mødtes har alt gledet af på hende, som vand på en gås! Hun kunne sno alle mænd, og I mænd I tror på det! Hjerne, siger jeg bare, brug den!
De nåede frem til taxaen, Katrine rykkede pludselig sig fri, stod rank og sagde i klar stemme:
Ved du egentlig, hvis dreng du opdrager? Det er jo ikke din søn!
Hvad er det, du siger! udbrød Anders og kunne knap styre vreden. Hele Torvet med sine lygter snurrede rundt for hans blik, og han kneb øjnene sammen for at stoppe det hvirvlende kaos. Han ville ruske Katrine kraftigt, men hun fortsatte ubarmhjertigt:
Du blev helt bleg, hva! Tænkte du aldrig over det? Mads kom alt for tidligt til verden, og brylluppet gik for hurtigt troede du virkelig bare, det var en stormende forelskelse? Sønnen ligner dig jo ikke, det kan da enhver se! Hun havde en anden mand før dig. Han var hendes første, hun troede på ham, men han forlod hende efter at have fundet en anden! Sådan gik det.
Anders skubbede nærmest Katrine ind i taxaen og smækkede døren, han ville ikke høre mere. Men straks efter taxien var væk, ringede hun ham op, og uden at vide hvorfor, tog han røret:
Du kunne jo spørge din lille kone! Hahaha! Jeg skal ikke være den eneste, der er ensom på jeres lykkefest, nu må hun også mærke det! Lad hende svede lidt lo Katrine i røret.
Hendes rå latter blev den aften hængende i Anders hoved. Lige meget hvor meget han forsøgte, kunne han ikke ryste hendes ord af sig. Det var jo rigtigt, Mads kom før tid, men det sker jo, og han havde aldrig spekuleret over vægt eller størrelse, måske også fordi han var så lykkelig. Fra det øjeblik, han første gang så Mads, elskede han ham; aldrig havde han tænkt, drengen ikke var hans egen.
Anders forældre elskede også Mads overalt, de inviterede tit på besøg, hentede ham i weekenden og tog ham i zoologisk have eller på museum. Fordømte Katrine! Det var som om hun forgiftede al glæde og lykke Hendes ord trængte ind, også selv om han kæmpede imod. Mads var en lille, lys dreng, hvor Anders var mørkhåret. Hans mor, Mette, sagde altid, at børns hårfarve kunne ændre sig mange gange Men hvordan kunne Mads være af den bygning? Anders var stor og stærk, Asta høje Mads var spinkel. Andres tanker kørte i ring. En uge gik han om sig selv uden et ord, til han ikke kunne mere. Så spurgte han Asta.
Asta så på ham længe, før hun sagde:
Jeg vidste, du ville spørge en dag. Men hvorfor vente fem år, hvis du allerede havde regnet det ud? svarede hun spydigt. Du kunne bare have sagt det! Så var vi blevet skilt. Det vil du jo? Jeg har jo bedraget dig, været uærlige. Vil du ikke råbe ad mig?!
Anders tog straks afstand fra hende. Hvorfor skulle hun sige den slags? For han Han elskede hende jo, og havde hun sagt sandheden dengang, ville han nok stadig have taget hende til kone! Og hvad nu? Hun talte om det, som om hun havde ventet på det hele tiden. Skilsmisse? Han havde ikke tænkt sig at forlade hende eller Mads. Han elskede drengen så højt, uanset hvad. Og hvad med hans forældre? Skulle han sige det til dem, eller lade alt stå som før? Ville de stadig elske drengen som deres barnebarn?
Men det virker som om Asta ikke var sikker på hans følelser. De kom slemt op at skændes. Anders pakkede sine ting og flyttede. Farmors gamle lejlighed stod tom, i hvert fald lige nu. Han boede der i to uger. Hele tiden havde han ondt i hjertet og længtes frygteligt efter sin søn. Og efter sin kone. Han tænkte det hele igennem og besluttede, at sådan skulle det ikke ende. Katrine ville ødelægge deres lykke og tage deres glæde fra dem. Men det skulle hun ikke få lov til!
Anders vendte hjem til Asta og Mads.
Tilgiv mig, jeg sagde mange slemme ord til dig, du fortjener det ikke, Asta græd Jeg tænkte, at hvis du først vidste det, ville du ophøre med at elske mig, så jeg har hele tiden frygtet og ventet på det øjeblik
Åh, Asta, sagde Anders og lagde armene om hende, Vi har været sammen i fem år, og du kender mig stadig ikke. Jeg ville aldrig forlade jer. Jeg elsker dig og Mads, og intet kan ændre det. Jeg forstår dig, og jeg dømmer dig ikke Hvad skulle du gøre dengang? Du frygtede, jeg ville forlade dig og sagde det derfor ikke Vores kærlighed er ægte, og Katrine kan ikke ødelægge den, tro på mig!
Tak, Asta klyngede sig til ham med tårer, Men hende vil jeg aldrig se mere!
Men hvad med mine forældre? spurgte Anders, De elsker jo ham så højt Hvordan skal vi sige det?
De fortalte det til sidst til Anders’ forældre. Men ikke det hele. De sagde bare, at Asta ventede endnu et barn, og snart skulle de være bedsteforældre til toDe satte sig sammen med Lars og Mette ved det gamle egebord, hvor så mange minder allerede boede. Anders kunne mærke sveden i håndfladerne, mens han fortalte. Han sagde det med blide ord, at livet indimellem bringer overraskelser, at kærlighed ikke altid følger slægten men hjertet. Han fortalte, at de havde oplevet noget svært, men nu ønskede at se fremad, og at han og Asta altid ville være en familie med Mads. Mette tog hans hånd tværs over bordet, hendes blik blidt, men fast:
Elskede I ikke Mads så længe? Tror du, man bare kan holde op fordi noget ændrer sig? Nej, han er stadig vores barnebarn. Vores familie. Det eneste, der betyder noget, er at I elsker hinanden.
Lars nikkede og tørrede diskret øjnene. Det er sådan, livet er. Ufuldkomment og alligevel vidunderligt.
Asta mærkede varme brede sig i kroppen. Hun så hen på Anders, og han sendte hende et lille smil, som hun genkendte fra dengang, de sammen rakte hinanden hænder første gang på den glatte vej og vidste: det overlever vi. Uden for vinduet faldt regnens dråber blidt på ruden, men inde under lampens milde skær i stuen sad de alle sammen, med Mads, som legede med farmors gamle dominobrikker og indimellem kiggede op, uvidende om uro og skygger blandt de voksne. Familien holdt sammen. Selv gamle hemmeligheder kunne ikke skille dem ad, for det, de havde bygget sammen, var langt stærkere.
På vej hjem kørte Anders bilen. Asta sad med Mads sovende på bagsædet og lod sig blidt vugge af vejen og mørket. Hun tog Anders hånd, og fingrene flettede sig som de havde gjort fra begyndelsen, igennem næsten tabte øjeblikke, igennem storm og glæde. Bag dem lå fortiden med stød og svig, foran dem var hverdagen, lun og fælles. Kærligheden var ikke blevet mindre, kun mere sand.
Hjemme i entreen sov Mads stadig. Anders løftede ham op, trygt, og følte det gamle stik af kærlighed i brystet. Godnat, min dreng, hviskede han og kyssede ham i det lyse hår. Asta så på dem begge, og for første gang i lang tid smilede hun helt uden bekymring.
Man kan ikke vælge sit ophav, men kærlighed kan man vælge. Og den aften valgte de hinanden igen uden forbehold. For det, der gør en familie, er ikke blod alene, men hjertet, der bliver, selv når sandheden endelig bliver fortalt.
