Hunden var næsten ligeglad og var ved at forlade denne barske verden…

Hunden havde nærmest opgivet, den var klar til at forlade denne hårde verden
Mette havde boet i et lille hus helt ude på kanten af landsbyen i Aarhus-egnen i mange år. Når folk påstod, hun var ensom, kunne hun ikke lade være med at grine. Ensom? Jeg? sagde hun altid med et smil. Nej nej, jeg har da masser af familie!
De andre kvinder fra landsbyen nikkede høfligt, men når Mette vendte ryggen til, sendte de hinanden blikke og viftede diskret med fingeren ved tindingen. Hvilken familie? hviskede de ingen mand, ingen børn, kun dyr Men for Mette var netop dyrene hendes nære slægt. Hun var ligeglad med folks holdninger til, hvorfor man holder dyr: at en ko eller høns handler om nytte, hunden for at vogte, katten til musene. Hos Mette boede fem katte og fire hunde, og de var alle indendørs ikke ude i gården hvilket naboerne aldrig helt fattede.
De snakkede dog kun om det bag hendes ryg og nævnte det aldrig direkte; det gav ikke mening at diskutere med den halvspræde dame. Hun lo bare af deres stikpiller: Åh, lad nu være, de har gaden nok, men hjemme har vi det hyggeligt.
For fem år siden blev hendes verden vendt op ned fra den ene dag til den næste da mistede hun både sin mand og sin søn. De var på vej hjem fra fisketur, da en lastbil pludselig kom i modkørende retning Da hun lidt efter kom til sig selv, indså Mette, at det var umuligt at blive boende i lejligheden, hvor alting mindede om hendes kære. Hun kunne ikke holde ud at spadsere gennem de samme gader, gå ind i velkendte butikker og se naboernes medfølende blikke.
Et halvt år senere solgte hun lejligheden og tog katten Freja med sig på landet, hvor hun købte et lille hus i udkanten. Om sommeren gik hun i haven, og om vinteren tog hun arbejde på den lokale kantine. Efterhånden kom flere dyr til nogle fandt hun tiggende foran stationen, andre dukkede op omkring kantinen, hvor de ledte efter mad. Sådan blev hendes familie til en flok tidligere ensomme og livsskadede skæbner. Mettes varme hjerte helede deres gamle sår, og dyrene svarede med troskab og kærlighed.
Hun gjorde sit bedste for at fodre alle, selvom det ofte var svært. Hun lovede sig selv gentagne gange, at nu skulle det være slut med flere dyr Men pludselig blev marts til en barsk februar: bidende sne dækkede alt, og vinden peb i nattetimerne.
Den aften havde Mette travlt med at nå den sidste bus hjem til landsbyen. Hun havde købt ind til både sig selv og dyrene og havde taget mad med fra kantinen. Armene føltes tunge af de fyldte poser, og hun gik og drømte om husets varme. Men hendes hjerte var skarpere end hendes øjne få skridt fra busstoppet stoppede hun op og snurrede rundt.
Derunder bænken lå en hund. Den stirrede direkte på Mette, men blikket var tomt og trist. Sneen havde lagt sig over dens krop, så den må have ligget der længe. Folk hastede forbi og prøvede ikke engang at se den. Hvordan har ingen bemærket det? tænkte Mette.
Hun mærkede et stik i brystet. Dér glemte hun både bus og sine egne løfter og løb hen, lagde poserne og rakte forsigtigt hånden ud. Hunden blinkede langsomt. Gudskelov, den er stadig i live! sagde hun lettet. Kom nu, lille ven, lad os komme op
Dyret rørte sig ikke, men protesterede heller ikke, da Mette forsigtigt trak den frem under bænken. Det var som om hunden var klar til at give op den var færdig med denne barske verden
Mette kunne ikke senere huske, hvordan hun overhovedet fik de tunge indkøbsposer og samtidig bar hunden hele vejen til busstationen. Hun satte sig i et hjørne af ventesalen og begyndte energisk at gnubbe og varme den lille, magre hund, mens hun forsigtigt tog fat om dens kolde poter.
Sådan, nu skal vi bare vågne lidt op, for vi skal jo hjem endnu, hviskede hun venligt. Du bliver den femte hund hos os, så passer det med antallet.
Ud af posen fiskede Mette en frikadelle, som hun rakte til den frosne gæst. Først trak hunden sig væk, men efter lidt opvarmning begyndte den at vise livstegn: øjnene blev klare, næsen vibrerede, og den tog imod maden.
En time senere stod Mette og den ny-døbte hund hun kaldte hende Tilde langs hovedvejen og rakte hånden op for at få et lift. Bussen var forlængst kørt. Tilde havde et midlertidigt halsbånd lavet af et bælte, men det var nærmest unødvendigt hun gik tæt ved Mettes ben. Efter ti minutters venten stoppede en bil.
Tak forhjælpen! sagde Mette. Bare rolig, jeg har hunden på skødet, hun gør ikke noget Ingen problemer, svarede chaufføren. Hun kan da bare sidde på sædet, det er ikke en lille vuf.
Men Tilde klamrede sig rystende til Mette, så de endte på hendes skød. Så er der nok varme, grinede Mette.
Chaufføren nikkede og skruede op for varmen. De kørte i stilhed; Mette så drømmende ud på snefnuggene, der dansede i bilens lygter, mens hun holdt sin nye ven tæt ind til sig. Chaufføren kastede et par skæve blikke på hendes rolige profil han havde forstået, at hun lige havde fundet hunden og skulle have den med hjem.
Da de kom til huset, hjalp chaufføren med poserne. Sneen foran porten var så høj, at han måtte skubbe til den med skulderen, og den gamle hængsel knækkede og porten væltede. Det gør ikke noget, sagde Mette med et suk. Det var på tide den blev fikset.
Indenfor hørtes glade vov og miaw, og hun skyndte sig ind ad døren. Hele hendes brogede dyreflok susede ud på gårdspladsen. Nå, har I ventet? Her er den nye hilser hun og trækker Tilde frem bag benene.
Hundene logrende, kattene snusede til poserne chaufføren holdt. Vi står jo og fryser, indskød Mette. Kom indenfor, hvis du tør møde hele min store familie. Vil du have en kop te? Tak, men det er sent, sagde gæsten. Giv hellere dine dyr mad, de har savnet dig.
Næste dag ved middagstid var der banken fra gården. Mette tog jakken på og gik ud det var chaufføren fra i går. Han var i gang med at sætte nye hængsler på porten, der lå værktøj ved siden af. Goddag! smilede han. Jeg brækkede jo jeres port i går, så nu kommer jeg og fixer den. Jeg hedder Henrik, og du? Mette
Den firbenede familie stimlede sammen om gæsten, snusede og logrende. Henrik satte sig og klappede dem. Mette, gå bare ind, du skal ikke fryse. Jeg er snart færdig og tager gerne en kop te. Jeg har faktisk kage i bilen og nogle godbidder til den store familieEn time senere sad de begge ved køkkenbordet; Henrik med værktøjskassen ved sine fødder, Mette med en kop varm te, og Tilde sov på et gammelt tæppe mellem dem. Udenfor lagde sneen sig i bløde, fredelige driver. Mette kunne mærke, at stilheden ikke længere føltes tung snarere fyldt af en ny ro. Hun betragtede Henrik, som var ved at lægge sidste hånd på portens tegning. Måske vil du spise med? spurgte hun forsigtigt.
Henrik smilte bredt. Det vil jeg meget gerne. Og måske kan jeg tage et par skruer ekstra næste gang det ser ud til, huset har brug for en ven mere.
Imens begyndte kattene at hoppe op på skødet, og hundene lagde sig i bløde cirkler rundt om bordet. En lille familie, tænkte Mette men nu var den pludselig blevet endnu større.
Senere, da mørket faldt på og et lys tændtes bag vinduet, kunne man se Mette, Henrik og dyrene samlet foran ildstedet. Livet havde delt sine sorger men også givet dem en ny begyndelse. Ude på gårdspladsen lå sneen stille, og her ville ingen mere fryse alene.
Med et tilfreds suk kiggede Mette mod Henrik: Nu har vi alt, hvad vi behøver. Familie er bare dem, man giver plads ved bordet uanset hvor mange poter eller hænder de har.