Vi gik ud af fødegangen sammen, lille Dima og jeg. Ingen venner eller familie stod klar udenfor. Ingen fotografering, ingen blomsterbuketter det havde nu også været lidt mærkeligt at få blomster som mand
Nej, min mor var ikke død. Hun havde det sådan set fint, men sagen var bare, at hun ikke havde lyst til at være mor. Overhovedet ikke. Det sagde hun ærligt til mig med det samme, uden omsvøb. Men jeg blev ved, bad hende om at tænke sig om, truede endda lidt, for jeg nærmede mig de 40 og havde stadig ingen børn. Måske var det mit eneste håb for at føre familienavnet videre.
Vi blev enige. Hun fødte, og straks efter blev vi skilt. Hun havde intet imod at betale børnebidrag.
Først ville jeg, Asger Madsen, afslå pengene stoltheden spillede ind. Men den tidligere hustru sagde:
Asger, livet er langt, alt kan ske. Du er jo ikke purung mere, jeg er noget yngre end dig. Jeg vil ikke have barnet, men det er stadig mit, og så har I i det mindste lidt ekstra sikkerhed. Til senere…
Dagene var uroplagede, men jeg mistede ikke modet. Der var jo mange enlige mødre rundt omkring! Hvorfor skulle det være sværere for en far som mig? Der er jo også masser af børn, der klarer sig uden mor. Jeg så ingen problemer hvorfor skulle et barn ikke blomstre i en mands hænder? Lille Dima eller rigtigt: Malthe Asgersen voksede sig stærk og glad.
Men som Malthe blev større, begyndte alle spørgsmålene om hans mor. Hvordan skulle jeg forklare, at hun slet ikke ville have ham? Jeg fandt på en undskyldning:
Jeg fandt dig i kælderen, sagde jeg.
Hvilken kælder?
Den derovre under nabobygningen.
Fra den dag begyndte kælderen at kalde på Malthe som en magnet. På sine ture kiggede han altid efter, kaldte på mor med dæmpet stemme, men svaret var stilhed
Indtil én dag, hvor han pludselig faktisk hørte noget! Hans lille hjerte stod stille og dundrede så voldsomt, at han næsten ikke kunne høre andet. Opgangen stod på klem, og han smuttede ind i kælderen. Mørket var tungt i starten, men øjnene vænnede sig hurtigt. Han gik dybere ind, prøvede at kalde, men stemmen blev kvalt af gråd:
Mor? Mor, er du her? Det er mig Malthe Jeg er kommet for at hente dig!
Men ingen svarede. Malthe stoppede op, snøftede og lyttede. En svag raslen fra et hjørne han tørrede hurtigt tårerne væk med den beskidte knytnæve og fulgte lyden.
Måske havde hans mor det dårligt, måske var hun syg. Ellers ville hun jo have fundet ham for længst! Nu ville han selv finde hende, og hun ville blive så glad for det.
Han gik, græd og smilte på én gang, for nu fik han også en mor, ligesom alle hans venner. Men i hjørnet, på en bunke gamle klude, ventede kun en kat. Katten så forsigtigt på ham, trykkede en lille killing ind til sig.
Mor? sagde han svagt.
Skuffelsen skar ham i hjertet, benene blev bløde, og han sank sammen på gulvet. Men så kiggede han op og mødte igen kattens blik.
Når man kun er fem år, tænker man på en anden måde. Logikken fungerer anderledes og sommetider mere ægte og enkelt end hos voksne. Han tænkte på Line i børnehaven, der stolt påstod, hendes far var en trold. Og Anton, der påstod hans far var en astronaut. Hvorfor kunne hans mor så ikke være en kat?
Katten forstod, at denne dreng ikke ville gøre hende noget. Hun nærmede sig forsigtigt, gav ham et lille puf med øret.
Så du er min mor?
Malthe spurgte med så meget håb, at han straks troede på sit eget eventyr. Han ville have forsvaret sin overbevisning mod hvem som helst. Nu omfavnede han katten, og katten lagde sig trygt op ad ham.
Jeg opdagede først sent, at han var væk. Da jeg blev klar over det, kaldte jeg på ham, ledte efter ham på legepladsen og under buskene.
Malthe! Malthe, kom nu! Malthe, hvor er du?
Efter nogle lange, grå hår-værdige minutter kom han endelig til syne fra kælderen. Han gik langsomt, holdt en kat og en lille killing trygt i favnen. Da jeg løb ham i møde, sagde han:
Jeg har fundet min mor. Og det her må være min lillesøster… De var i kælderen, hvor du fandt mig.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Skulle jeg fortælle ham hele sandheden? Hvordan? Så jeg nikkede bare og gik med på hans historie.
Hvordan vidste du, det var hende?
Han trak på skuldrene.
Det kunne jeg bare mærke… Hun kiggede sådan på mig! Far, lad os gå hjem. Mor er vist træt.
Malthe var lykkelig. Han havde fundet sin mor! Og det gjorde ikke engang noget, at søsteren viste sig at være en bror det var bare sjovere, for så kunne de lege drengelege sammen, og om aftenen kunne deres mor spinde dem i søvn.
I børnehaven syntes de bare, det var sjovt. Line sagde: Tuller er min papfar. Han kan tale latin! Det var ikke så mærkeligt, at nogen har en kat som mor.
I lang tid spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle tage hul på snakken, og forklare ham, at virkeligheden er anderledes. Men da jeg så på Malthe, der dansede og lo med kattene, opgav jeg. Tiden skal nok klare det.
Siden den dag var der gang i huset. Malthe og kattene væltede rundt, hele lejligheden fløjtes op og ned. Katten var ung og elskede at lege med drenge.
Nu stopper I, brummede jeg, mens jeg satte møblerne på plads.
Malthe, med snoren i hånden, killingen og katten standsede, kiggede på mig og på hinanden Så trak de på skuldrene og galopperede videre. Hvorfor? Fordi mor havde givet lov.
Denne tid lærte mig, at børns fantasi og deres søgen efter kærlighed og tryghed er stærkere end alt. Måske skal vi voksne, i stedet for at komme med kedelige forklaringer, bare følge med ind i eventyret for en stund.
