I al hast hjem fra forretningsrejse til min syge svigermor, så jeg pludselig min mand på perronen – han burde slet ikke være i byen…

Skyndende sig hjem fra forretningsrejsen til sin syge svigermor, opdagede Katrine pludselig sin mand på perronen selvom han slet ikke skulle være i byen
Katrine havde næsten ikke lukket et øje i to døgn. Rejsen havde trukket ud, forhandlingerne var seje og drænende, og tankerne flakkede hele tiden hjemad. Svigermoren lå indlagt efter en blodprop, lægerne var varsomme med deres prognoser, og Holger, hendes mand, ringede hver aften og sagde det samme:
Du skal ikke bekymre dig, jeg er her. Jeg har styr på det hele.
Hun troede på ham. Efter femten års ægteskab havde Holger aldrig svigtet hende: pålidelig, rolig, lidt indadvendt sådan havde han altid været, og netop det gav hende tryghed.
Toget rullede ind på Hovedbanegården tidligt om morgenen. Det grå stationsbyggeri, duften af nylavet kaffe og det kølige metalskinne i luften. Katrine lagde en mental rute: taxa, hospital, stuen. Hun skyndte sig, og først troede hun, at det bare var trætheden, der spillede hende et puds.
På den modsatte side af perronen fik hun øje på Holger.
Han stod med ryggen til i sin mørke jakke, med den rejsetaske han plejer at have med på ture. Hendes hjerte satte farten op: det var underligt, for han skulle jo være hjemme hos sin mor. Katrine ville tage et skridt frem for at kalde på ham.
Og så så hun, at han ikke var alene.
En kvinde stod ved siden af ham ung, og alt for tæt på. Hun holdt ham i ærmet, sagde et eller andet dæmpet, og han smilede til hende. Ikke sit sædvanlige, formelle smil, men blødt og varmt, næsten hjemligt. Sådan plejede han at smile til Katrine før i tiden.
Alt stod stille. Stationslarmen forsvandt, menneskemængden opløstes. Kun denne scene eksisterede som et dårligt teaterstykke, hun blot dumpede ind i ved et tilfælde.
Katrine nærmede sig ikke. Hun råbte ikke. Hun skabte ikke drama. Hun blev bare stående og så på, hvordan hendes mand sagde farvel til kvinden, hvordan han tog hendes lille kuffert og kyssede hende let på tindingen.
Og så vendte Holger sig og deres blikke mødtes.
Han blev øjeblikkeligt bleg. Smilet forsvandt, ansigtet forandredes og blev fremmed. Han gik et skridt hen mod Katrine, åbnede munden men ingen ord kom.
Du sagde, du var hos din mor, sagde hun roligt. Hun blev selv overrasket over, hvor kontrolleret hendes stemme lød.
Katrine jeg kan forklare det, fik han endelig fremstammet.
Hun nikkede let.
Selvfølgelig. Bare ikke her.
De satte sig i den tomme ventesal. Kvinden blev på perronen Katrine sendte hende ikke engang et blik. Alle spørgsmål kogte sammen til ét enkelt: siden hvornår?
Holger talte længe, forvirret, med nervøse blikke omkring sig. Om ensomhed. Om træthed. Om at det bare skete. Om at svigermoren virkelig var på hospitalet, men at sygeplejersken var hos hende i dag. At han ikke ville belaste Katrine “midt i det hele”.
Hun lyttede tavst hverken græd eller råbte. Indeni blev alting på én gang stille og afklaret.
Ved du hvad, sagde hun, da han blev stille, det værste er ikke engang, at der er en anden. Det værste er, at du valgte at lyve netop da, hvor jeg troede mest på dig.
Han greb ud efter hendes hånd, men hun trak roligt hånden til sig.
En time senere sad Katrine ved sin svigermors seng. Svigermoren sov. Katrine blev siddende og mærkede, at hun hverken følte vrede eller sorg kun en mærkelig lettelse. Som om livet selv havde revet hende ud af en illusion brat, på en banegård, uden forvarsel.
En måned senere flyttede hun. Uden drama, uden store forklaringer. Holger skrev, ringede, bad om at ses og tale ud. Hendes svar var sjældne og korte.
Nogle gange råber skæbnen ikke op den placerer dig bare, hvor du skal være, og viser sandheden. Resten må du selv vælge.
Katrine valgte.