Min egen datter, Signe, begyndte først at opføre sig dårligt over for sin stedmor efter brylluppet. Årsagen? Nå ja, svigermor havde ikke smidt så meget som én krone ind til festen. Den eneste trøst var, at de trods alt slap for at bo under samme tag Signes forældre havde i deres velkendte storsind givet det unge par en dejlig treværelses ejerlejlighed lige i hjertet af Aarhus. Markuss’ mor? Hun dukkede op til gaveudpakningen med det mest standard, halvtriste sæt køkkengrej, man kunne finde i IKEA, og hun undlod ovenikøbet at komme til maler-dagen under påskud af ondt i ryggen. Signe må indrømme, at hun i al hemmelighed følte sig lettet over svigermors fravær.
Familielivet forløb i nogenlunde fred og ro, indtil Anna, svigermor, blev syg og ikke længere kunne bo alene i sit lille hus uden for Silkeborg. Signe var overhovedet ikke begejstret ved tanken om at skulle have svigermor boende, men der var ikke rigtig andre muligheder. Anna forsøgte at hjælpe lidt til med husarbejdet, men det gjorde bare, at Signe blev endnu mere irriteret. Alt, hvad Anna gjorde, syntes at være på Signes liste over de værste ting, man kunne foretage sig på en tirsdag. Det var tydeligt, at Anna følte sig som Bambi på glatis. Da hun fik det bedre, pakkede hun straks kufferten og tog hjem til sig selv.
Signe håbede nu, at husfreden var genoprettet, men så ramte tragedien som en cyklist i modvind Markus blev alvorligt syg, og desværre var der intet, der kunne reddes.
Signe havde ondt i sjælen og følte sig som en sild i salatfad. Midt i sorgen opdagede hun, at hun ventede barn. Alt imens hun forsøgte at finde op og ned på livet, stod Markus mor pludselig der som hendes klippe. Hun havde selv mistet sin eneste søn og bar sorgen med sig hver dag, men på en eller anden måde fandt hun styrken til at støtte Signe gennem alt. Hun trøstede, opmuntrede og mindede Signe om, at livet går videre og at håbet aldrig helt dør, uanset hvor sort det ser ud.
Signe var forvirret og ogret for udsigten til at skulle være alenemor, men med sin svigermors rolige støtte blev fremtiden ikke helt så tung og farveløs som frygtet. Langsomt, meget langsomt, blev dagene bedre, og efter mange måneder med rugbrødsmadder, tårer og små håb, kom der endelig lidt solskin hun blev mor til den dejligste lille pige.
Et år efter mødte Signe en fantastisk mand. Men hun glemte aldrig Markus mor og tog jævnligt datteren under armen med på besøg til farmors lille rækkehus hvor der altid duftede af hjemmebag og lette, danske forviklinger.
