Jeg læste historien om en enlig mor her, som skrev, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre, og ikke kan se nogen vej ud. Det fik mig til at ønske at dele min egen historie – ikke for at dømme nogen, men fordi når man selv…

Jeg læste en historie herinde fra en enlig mor, der skrev, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op og ikke kunne se nogen udvej. Og jeg fik lyst til at fortælle min egen. Ikke for at dømme nogen, men fordi når man har børn og er på bar bund, kan man ikke bare sidde og vente på, at pengene regner ned fra himlen. Ingen har givet mig noget jeg har selv kæmpet mig til det.
Jeg forlod mit hjem som 16-årig. Af stædighed, af naivitet, fordi jeg troede, jeg var voksen og kunne få det bedre med min kæreste. Vi flyttede ind i en lille etværelses lejlighed i udkanten af Odense køkkenet lå næsten i stuen, rummet kun adskilt af en tynd væg, og badeværelset var udenfor, i et lille gårdrum. Det var ikke luksus, men det var vores. To år senere, lige efter jeg var fyldt 18, blev jeg gravid med mit første barn. I starten gik det, som det skulle. Han kørte taxa, kom hjem med penge nok til mad og husleje. Der var aldrig noget tilovers, men vi gik ikke sultne i seng.
Da min søn var ved at fylde ét år, begyndte jeg at mærke, at han kom hjem med færre og færre penge. Det var altid noget lavsæson, konkurrence, bilproblemer. Jeg troede på ham. Så blev jeg gravid igen denne gang med min datter. Da jeg var fire måneder henne, gik han bare sin vej. Uden varsel. En dag pakkede han nogle få ting og forsvandt over til en anden kvinde.
Det værste var ikke kun, at han forlod os. Men at alle omkring mig straks begyndte at snakke naboerne, familien, folk fra kvarteret. De havde set hende med ham i månedsvis, ventet på ham på gadehjørnet, han havde sovet hos hende. Ingen havde sagt noget til mig, mens vi stadig var sammen. Alt det hørte jeg først, da jeg stod alene gravid og med et lille barn.
Han forsvandt helt. Spurgte aldrig efter børnene. Gav ikke én krone til bleer. Jeg satte mig på gulvet og græd den dag væk. Så på det næsten tomme køleskab, kun lidt mælk tilbage, endnu et barn på vej, huslejen nærmede sig, ingen børnetøj, ingen tremmeseng. Jeg græd, men næste morgen rejste jeg mig og sagde til mig selv: jeg kan ikke blive siddende.
Jeg begyndte hjemme fra den lille lejlighed. Bestilte varer på kredit i butikken. Lavede gelé, små desserter i glas og muffins. Tog billeder med min telefon og lagde dem op på mine Instagram og WhatsApp-story. Jeg løj ikke. Skrev, som det var: “Sælger desserter for at købe bleer og mælk.” Folk begyndte at købe. Nogle af medlidenhed, andre fordi de kunne lide det. Pengene slog til til mad, noget blev sparet op til huslejen, resten gik til det mest nødvendige.
Senere begyndte jeg også at lave frokoster på bestilling ris, linsegryde, kylling i karry, frikadeller. En mand fra Vejen lavede leveringerne på sin scooter, jeg betalte ham for turene. Jeg stod op klokken fem hver morgen for at lave mad, med stor gravid mave og en lille dreng om benene. Der var dage, hvor jeg var så udmattet, at jeg satte mig på stolen og græd til jeg havde hovedpine. Men næste dag tændte jeg komfuret igen.
Jeg sparede krone for krone. Da fødslen nærmede sig, ringede min mor og bad mig komme hjem til dem. Ikke være alene. Min datter blev født hjemme hos mine forældre i Kolding. Siden da har de været min støtte. Ikke at de forsørger mig, men de holder mig oppe hjælper med børnene, når jeg har bestillinger.
I dag er min søn seks år. Min datter vokser hurtigt. Sammen med min mor har jeg lavet et lille kageværksted. Ikke noget stort firma, men vi har et lille lokale, laver lagkager til fødselsdage, små borde med søde sager, og tager imod bestillinger til arrangementer. Vi er ikke rige, men jeg går ikke sulten i seng. Jeg skal ikke længere ligge søvnløs og frygte, at jeg ikke har noget til børnene i morgen.
Jeg ved, hvor ondt det gør, når en mand forlader en kvinde og hendes børn. Det er ikke retfærdigt. Men jeg har også lært, at man ikke kan vente på, at nogen kommer og redder én. Ingen kom og reddede mig. Når man har børn, har man ikke luksus til at give op.