Kærlighed med malurtens bitterhed

KÆRLIGHED MED BØREN AF MALURT
Deres kærlighed duftede ikke af roser og honning, men af støvet på grusveje og knust malurt. I landsbyen sagde folk: Hvis de bliver ét, bryder verden sammen hvis de skilles, vil skoven brænde.
Signe var tredje generation urtekvinde. Hun kendte hvert strås hvisken og formåede at hele sår, der nægtede at lukke sig. Hendes hænder var altid varme og duftede af timian.
Kasper var en fremmed. En troldmand, hvis kræfter ikke kom fra jordens hvisken, men fra skarpe kommandoer til elementerne. Hans magi var skarp som en kniv og kold som en vintermorgen på Djursland.
De mødes en tåget aften, begge søgende efter det samme heksens rod, som kun blomstrer én gang hvert tiende år.
Lad være! Signes stemme skærer gennem stilheden. Du rør ikke den, troldmand! Jorden gav den til helbredelse, ikke til dine forbandelser.
Helbredelse er kun udskydelse, urtekvinde, smiler Kasper, uden at vende sig. Jeg vil se tingene, som de virkelig er.
De blev ikke fjender, men kunne heller ikke være venner. Noget trak dem sammen imod alt fornuft. Det var en kærlighed præget af modstand et evigt skænderi mellem at skabe og at herske.
Hun gav ham vild honning og urtedrik, når hans magi begyndte at brænde ham op indefra.
Han lagde sjældne sten ved hendes dør sten der glimtede som stjerner, så hun ikke måtte sidde i mørket under de lange danske vinteraftener.
Men malurtens bitterhed var altid der. Signe så, hvordan Kasper hentede sin kraft ud af tomheden, og det skræmte hende. Kasper blev vred over hendes mildhed, og mente hun brugte sit talent på utaknemmelige mennesker.
En dag ramte epidemien landsbyen. Den skelnede ikke mellem gode og onde.
Signe gav alt, hun havde, og tog selv feberen ind i sine årer. Kasper Kasper blev for første gang bange. Ikke for verden, men for hende.
For at redde hende måtte han gøre det, han foragtede mest give sin magi tilbage til jorden, så jorden kunne styrke den udmattede urtekvinde.
Da Signe åbner øjnene, står Kasper ved vinduet. I hans hår ser man de første grå striber, og hans hænder gnistrer ikke længere.
Hvorfor? hvisker hun.
Malurt er bitter, Signe, svarer han uden at vende sig. Men uden den bitterhed er enhver sødme bare støv. Jeg valgte dig, ikke evigheden.
De bliver boende sammen på skovens kant. Hun helbreder stadig, han lærer at høre planters hvisken, dét han tidligere overdøvede med sin egen vilje. Deres kærlighed forbliver svær, stikkende og stærk som duften af malurt ved solnedgang. Men ingen af dem ville bytte den bitterhed for den sødeste honning i verden.
De bosatte sig i det ældste hus ved kanten af Mudret Mose stedet hvor hverken skovarbejdere eller landsbysladre gik hen.
Kasper, der ikke længere kunne hidkalde lynet, fandt et andet talent han kunne føle metal. Han blev smed. Men ikke en almindelig smed; han lavede knive, der aldrig blev sløve, og hestesko, der bragte held. Hver hammerklang rungede af hans tidligere vrede, nu vendt til kreativ kraft. Det blev hans kald.
Signe lavede en lille have, hvor giftig stormhat voksede side om side med helende salvie. Hun frygtede ikke længere Kaspers mørke den mest frugtbare jord er sort.
Deres kærlighed blev aldrig sukker-sød. Det var to stærke mennesker, der sled sig til hinanden, som to granitkværne.
Indimellem prøvede Kasper stadig at tvinge situationen. Da tørken truede haven, sad han på trappen i timevis, med knyttede næver, og forsøgte at presse et regndråbe ud af intet.
Stop, sagde Signe stille og lagde hånden på hans skulder. Jorden er ikke din slave. Spørg hende, ikke kommander.
Jeg kan ikke be om noget, brummede han.
Men om aftenen bar de dog sammen vand fra den fjerne kilde, og det indeholdt mere magi end nogen trylleformular.
Deres hus blev ofte besøgt af skygger. Gamle elever, der ville have Kasper med tilbage til troldmandskredsen, eller syge, Signe ikke kunne hjælpe alene.
En dag kom Kaspers gamle fjende en troldmand i sort klæde.
Denne kom ikke for at dræbe, men for at tage det, som Kasper skyldte magien. Han ville have Signes stemme mod at give Kasper hans kraft tilbage.
Kasper så på sine smedehænder, og på Signe, der netop bryggede malurt-afkog. Hun bad ikke om beskyttelse hun så bare på ham med uendelig tillid.
Kraft købt med tavsheden fra den man elsker er ikke kraft, men slaveri, sagde Kasper.
Han brugte ikke magi. Han tog bare sin tunge smedehammer og trådte ud. Det siges, at skoven den nat rystede, ikke af forbandelser, men af én mands vrede, der forsvarede sit hjem. Skyggen forsvandt.
De blev gamle, smukt. Signes hår blev hvidt som blomsterne på fuglekirsebær, Kaspers skæg gråt som afkølet aske.
Folk fortæller, da deres tid kom, døde de ikke hver for sig. De gik bare ind i skoven under malurtens blomstring. Nu står der to træer: en mægtig eg med rødder dybt i jernårerne, og en bøjeligt pil, snoet rundt om stammen.
Hvis en vandrer plukker et blad fra denne pil, vil han føle den samme bitterhed på læberne bitterheden fra ægte, uskrevet kærlighed, stærkere end al magi.