Astrid og Mads havde ikke været gift længe det var egentlig forkert fra starten, at de blev gift. De holdt sammen i tre år, fik en datter, og gik så hver til sit. Mads, som en rigtig far, begyndte straks at overføre penge hver måned for at støtte sin datter. Han og Astrid blev enige om, at hun ikke ville anmelde ham til Statsforvaltningen for børnebidrag, men at han betalte et fast beløb hver måned, punktligt den første. Sådan blev det. Men kun i starten.
Så en morgen, hvor regnen tossede mod ruderne og Holger, Mads gamle sort-hvide kat, sov på radiatoren, dumpede et brev ind gennem brevsprækken. Ordene snoede sig mærkeligt og glimtede på papiret: Astrid krævede, at Mads faderskab skulle ophæves. Mads tabte koppen på køkkengulvet hvordan kunne det være?! Der lå også et DNA-svar i brevet: det viste, at Mads slet ikke var datterens far. Den rigtige far var en mand, Astrid havde været gift med for flere år siden. Altså havde Astrid været sammen med den anden mand i to år, mens hun stadig var gift med Mads. Han havde lagt penge til side og sendt dem hver måned i fem år til et barn, der slet ikke var hans.
Alt blev pludselig mærkeligt: Morgenlyset blev grønt, Holger begyndte at mjave ordene fra brevet. Mads følte sig som en fremmed i sit især køkken, som om han stod midt på Rådhuspladsen uden bukser på. Han var såret selvfølgelig men følte også, at han måtte have sine penge retur. Ifølge dansk lov kan man søge om tilbagebetaling, hvis en DNA-test viser, man ikke er faren. Så nu sagsøger Mads Astrid for at få pengene igen, ned til den sidste krone.
Men alt føltes forkert som om bænkene i Kongens Have hviskede Er du sikker, Mads?. Kan man kræve penge tilbage for noget, man troede på? Er det retfærdigt eller bare en sær drøm af regntunge dage og vildledte løfter?
