Uattraktiv
Ida havde sat sig godt til rette i sofaen på sin yndlingscafé i indre København og ventede på sin bestilling. Ofte startede hun dagen med en cappuccino og en fastelavnsbolle for at løfte humøret inden jobbet.
Udenfor dalede snefnuggene roligt. Ida tog et nydende sip af sin glohede kaffe. Ved bordet overfor sad to piger hendes øjne gled hen over dem, og det var tydeligt, de var veninder.
Prøv at høre, jeg mødte altså min eks’ nye kæreste forleden. Altså, jeg mener det ikke køn, hverken ansigt eller figur! Hvad ser han i hende?
Måske laver hun en god frikadelle, eller også er hun overraskende i soveværelset? grinede veninden højt.
Ej, hold op! Se lige hendes billede på Facebook. Hun har jo hverken former eller ansigt til det.
Begge fniste, og Ida frøs. Pludselig kom hun i tanke om en samtale mellem hendes mor og far, hun overhørte som 7-årig. Vores Ida er nu ikke ligefrem nogen skønhed. Ansigtet tja, men måske hun kan gøre sig smuk med sine evner.
Den voksne Ida gjorde alt for at pleje sit ydre. Men uanset hvor meget hun anstrengte sig, følte hun sig aldrig smuk nok. Hendes mor sagde ofte: Op med hovedet, min pige. Skønheden er måske ikke din stærke side, men du kan charmere med din hjerne. Gør dig umage, så du ikke ender alene.
I folkeskolen var hun flov over sine store fødder og sin drenget kropsbygning. På universitetet lærte hun både at klæde sig smagfuldt og lægge makeup. Hun fik endda en kæreste men han lavede jævnligt sjov med hendes flade bagdel og Lange-Lise-fødder. Ida indså, at selv hendes intellekt nok ikke ville gøre hende elsket. Hun accepterede det og levede videre.
Efter kaffen og fastelavnsbollen hastede hun mod arbejdet. I frokostpausen skulle hun forbi veninden Ragna for at fodre katten og vande blomsterne. Ragna var taget på to ugers ferie til Mallorca, og hendes mand var næsten aldrig hjemme. Hvis de tilfældigvis mødtes, bemærkede han næppe Ida, tænkte Ragna og tog af sted med ro i sindet.
Hos Ragna gav Ida straks katten Basse mad og gik så i gang med planterne. Musik lød fra naboen. Ida kendte melodien og begyndte at synge stille med: En stjerne skinner i nat, og vi er langt fra hjemme Pludselig føltes alt så rart. Denne sang, blomsterduften, fornemmelsen af hjem hun følte sig let og glad. Uden at tænke over det, begyndte hun at danse blidt rundt mellem planterne og spejlede sig i vinduet og så på sig selv med nye øjne.
Pludselig lød stemmer.
Ida vendte sig og så to mænd i døren. Ejner! Ragnas mand og han var ikke alene. Begge så overraskede ud. Hvor pinligt! blinkede det igennem hendes hoved.
Hej Ida. Det er min ven Kristian. Vi kiggede lige forbi for at hente nogle papirer. Du danser virkelig godt vi kunne slet ikke tage øjnene fra dig. Undskyld, vi forstyrrer.
Jeg det var Ragna bad mig bare
Ida nærmest flygtede mod døren, men så trådte katten i vejen, og hun snublede og slog sig hårdt. Alt blev sort for øjnene.
Næste øjeblik vågnede hun op på hospitalet.
Hej. Hvordan har du det? Jeg hedder Vibeke og ligger på stuen her. Du har haft en lille hjernerystelse, men lægen siger, du har det fint. Der har både været en budbringer forbi med en pakke og en ung mand med blomster. Vibeke smilede varmt.
Tak hviskede Ida.
Efter lidt tid gik hun forsigtigt hen til vinduet og åbnede posen. Der var friske frugter, juice og hendes yndlings-fastelavnsboller. Sikkert fra Ragna og Ejner.
Hun tog fat i blomsterne store hvide krysantemummer og opdagede et lille kort. Kære Ida, god bedring. En så charmerende kvinde hører ikke hjemme på hospitalet. Jeg inviterer dig til blomsterudstilling. Nej tak accepteres ikke. Kærlig hilsen, Kristian.
Ida trykkede ansigtet ned i krysantemumrene, lukkede øjnene i lykke og sprang straks om halsen på sin værelseskammerat.
Skønhed behøver ikke være prangende eller iøjnefaldende. Alle kvinder har deres egen sommetider varm og strålende indefra.
