Jeg har begået fejl i mit liv, men den største af dem lever stadig ved min side, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg var 25 år, da jeg giftede mig med en mand ved navn Mads. Han var to år ældre end mig. Dengang syntes jeg nærmest, han var som en prins på en hvid hest.
Han gav mig altid blomster, små gaver, bar mine tunge tasker, vi skændtes aldrig, og vi kunne altid løse problemer med ro. Vi havde aldrig boet sammen før vi blev gift. Hverken han eller jeg syntes, det var passende at flytte sammen før ægteskab det virkede lidt letsindigt på os. Så vi blev bare gift. Mine forældre gav os penge til brylluppet, men beløbet var langt fra nok til at købe en lejlighed. Jeg havde heller ikke rigtig lyst til at leje – hvorfor betale til nogen andres onkel og samtidig skulle høre på, om vi gør det godt eller dårligt? Mads’ mor foreslog så, at vi flyttede ind hos hende. Hun havde to værelser, kedede sig alligevel, og der var plads nok. Hvorfor ikke bo der?
Jeg sagde ja uden at tænke mig om. Mads mor virkede som en rar kvinde, så det var nemt at finde fælles fodslag. Men straks efter vielsen og indflytningen fandt jeg ud af en masse nyt om min mand. Det viste sig, at hans mor stadig så ham som en lille dreng. Da han flyttede ind hos hende, lavede han slet intet i hjemmet. Hun vaskede hans underbukser og strømper for ham en voksen mand! Det er vitterligt ikke normalt.
Mads gik kun på arbejde og passede sit. Det er ikke mærkeligt, at så snart vi boede sammen, landede alle husets opgaver på mine skuldre. Nu skulle jeg lave mad til alle, gøre rent, vaske tøj, stryge. Var det virkelig nødvendigt? Mads mor blandede sig ikke og kom aldrig ud i køkkenet, mens jeg lavede mad. Men hun hjalp heller ikke; det føltes som om jeg var kommet ind i familien som en slags tjenestepige.
Der kom snart endnu værre nyheder. En dag brændte en stikkontakt, og jeg fik slukket ilden. Da jeg bad min mand om at fjerne resten af den gamle kontakt og sætte en ny op, lød det nærmest for ham som avanceret matematik. Det gik op for mig, at Mads ikke anede, hvordan man udskifter en stikkontakt. For ikke at sige, da pæren i stuen skulle skiftes, sagde han, han ikke turde og lod mig klare det selv. Jeg tog en skammel og satte en ny pære i. Det var tydeligt, at Mads ikke kunne noget praktisk. Men hvad værre var: han ville heller ikke lære det. Hvorfor skulle han det? Det er nemmere bare at ringe og betale en håndværker. Det kunne være okay, hvis han tjente flere millioner kroner men det gjorde han bestemt ikke.
Det værste var, at min svigermor altid behandlede sin søn som en syvårig dreng, og han svarede hende forsigtigt mor.
– Mads, har du taget strømper på, har du skiftet underbukser? Mads, har du nu vasket dig ordentligt? Hver gang jeg hørte sådan noget, fik jeg kvalme. Han er voksen, og hun spørger, om han har skiftet underbukser.
Alt i alt vil jeg virkelig gerne skilles. Men hvad så? Jeg har ikke noget sted at bo; pengene fra mine forældre er brugt op. Jeg kan bare ikke leve med det her. Hvor meget mere skal jeg finde mig i denne dødvande?
Jeg har lært én ting: at vælge det trygge, fordi det er nemmest, kan ende med at dræbe ens livsglæde. Næste gang vil jeg lytte til min mavefornemmelse og ikke bare gøre det, der virker lettest.
