Da Mads tog i militæret, lovede Freja at vente trofast på ham. Og hun holdt sit løfte hun skrev breve fulde af brændende kærlighedserklæringer, tegnede blomster og små hjerter på papirerne, og hun satte sit kyssemærke ved ordet kys til sidst i hvert brev. Hun elskede ham virkelig sådan som kun en, der ikke kender ironien i voksenlivet, kan elske, og når han ikke var der, sneglede minutterne sig af sted som om tiden havde glemt sit ur.
Derfor kunne Freja slet ikke fatte, at Mads kunne gøre hende det her.
Hendes hjerte sagde hende, at det måtte være en misforståelse selvfølgelig kunne han da ikke bare glemme hende. Men da hendes elskede holdt op med at svare på hendes breve, og han til sidst sendte et kort brev, hvor han bad hende glemme ham, måtte hun se sandheden i øjnene.
Freja giftede sig med den første den bedste hun mødte. Naturligvis uden hverken kriller i maven eller amoriner om hovedet. Hun lukkede af for sin knuste kærlighed og begravede sit hjerte dybt, så hun aldrig skulle brænde nallerne igen. For hun vidste, at ingen ville hun nogensinde kunne elske mere end Mads.
En dag stod Freja i køkkenet, iført sit ternede forklæde og de mest ucharmerende futter, da det ringede på døren. Hun åbnede og der stod Mads, moden og rank i sit flotte officersuniform.
Jeg troede ærlig talt ikke på, at du var blevet gift, så jeg måtte selv se det. Men det ser jeg jo nu, sagde han så sørgmodigt i blikket, at han nærmest lignede en, der var ved at begynde at tude. Nu forstår jeg, hvorfor du ikke svarede på mine breve
Han vendte sig for at gå, men Freja greb fat i hans ærme.
Hvad? Mener du det? Det var jo dig, der skrev, jeg skulle glemme dig! Freja anede ikke, om han prøvede at vaske hænder eller give hende dårlig samvittighed.
Og hvad så? sagde Mads efter en lang pause. Ja, sidste uge sendte jeg det sidste brev fra kasernen i håb om, du ventede på mig
En ordentlig klump satte sig fast i Frejas hals. Hun kunne ikke sige et ord. Tårerne løb ned af kinderne, mens spørgsmålene myldrede: Hvordan? Hvorfor?
Samme dag gik Freja hen til sine forældre de måtte vide mere end hun. Hendes mor og far havde aldrig brudt sig om Mads, for han havde hverken penge eller faste fremtidsplaner.
Undskyld, datter, sagde hendes mor og far, mens de tog sig sammen. Vi ville bare sikre, at du fik det bedre end os, for vi ved, hvordan det føles at tysse på småpenge for at kunne købe ungerne en pose Matadormix. Vi har selv prøvet det, og vi ville beskytte dig.
Men mor, I tænkte ikke på, at I selv var fattige, men blev alligevel forelskede og giftede jer. Hvorfor ville I så ødelægge mit liv? Hvordan kunne I gøre det mod mig? bebrejdede Freja sine forældre.
Her , sagde hendes mor, og rakte hende en bunke breve.
Freja trak sig ind i det andet værelse og begyndte at læse. Hun græd ikke, hun hulkede så det rungede i stuen. I det sidste af Mads breve lå en visnet vintergæk, og han havde skrevet: Jeg ledte længe, men fandt den til dig.
Senere den aften blev det til en seriøs snak med ægtemanden, der ikke rigtigt interesserede sig for andet end sit arbejde, penge, venner og måske endda damer (de hjælpsomme naboer havde længe haft rygter på bedding). De blev hurtigt, stille og roligt skilt.
For første gang i sit liv overvandt Freja frygten for mørket og gik ud på en aftentur gennem byen. Men hun var ikke bange, for hun vidste, hun var på vej mod det hjem, hvor den mand, hun virkelig elskede og aldrig stoppede med at elske ventede.
Efter noget tid blev alle gamle misforståelser og nag glemt. I dag vokser to lyshårede drenge op hos Freja og Mads. Bedsteforældrene klapper sig tilfredse på maven over at have børnebørn, og alle selv katten, hvis man kunne spørge den er enige: Den største rigdom er, når ægte kærlighed fylder hjemmet.
Her – en mor overrakte sin datter adskillige breve. Mens Julia læste dem inde ved siden af, græd hun ikke – hun hulkede højlydt.