Hvis nogen havde fortalt mig denne historie, ville jeg nok ikke have troet på den med det samme. Men det skete for min bror og hans kone. De var på vej hjem efter at have fejret min bedstefars fødselsdag i en lille landsby på Sjælland. Klokken var kun syv om aftenen. De kørte på motorvejen, da de pludselig så en ung kvinde stående ude på vejen. Hun viftede desperat med armene for at stoppe bilen. Min brors kone bad ham om ikke at stoppe, fordi det virkede farligt, men min bror satte farten ned for at finde ud af, hvad der var galt. Kvindens ansigt var fuld af sår og blå mærker.
Hun fortalte, stammende og med tårer i øjnene, at hun og hendes familie havde været ude for en ulykke. Deres bil var skredet af vejen og var rullet ned i en grøft. Hun sagde, at hendes mand var død, men barnet var stadig i live, og bad min bror om at redde ham. Hun pegede i retning af ulykkesstedet. Min bror steg ud af bilen, bad kvinden om at blive hos hans kone, og gik hen mod ulykken. Der fandt han faktisk bilen. Uden rigtig at tænke over det kravlede han ned og fik fat i drengen fra bagsædet. Drengen var omkring seks år gammel.
Da han kom tilbage til bilen, var kvinden ikke længere der. Da han spurgte sin kone, Signe, om hvor hun var, trak hun bare på skuldrene og sagde, at kvinden havde fulgt efter ham. Da min bror gik tilbage til ulykkesbilen for at finde kvinden, så han for første gang, at der sad to personer på forsædet. Der sad en mand bag rattet, familiens far, og hans kone ved siden af. Begge var døde. Men hvordan kunne hun bede om hjælp ude på vejen? Min bror fortæller, at det gav ham kuldegysninger. Drengen bor nu hos dem; de har adopteret ham. Min bror er overbevist om, at det var et spøgelse, der talte til dem.
