En dag stod jeg og så, hvordan ejeren af den lille købmandsbutik i en rolig gade i Ålborg talte med en spinkel teenager. Drengen havde på sig slidte, men ordentligt plejede klæder. Han stod og stirrede på et glas jordbærsyltetøj, da butiksejeren gik hen til ham:
Hej, Mikkel, hvordan går det?
Tak, hr. Jensen, det er okay
Hvordan har din mor det, er hun på arbejde?
Nej, hun ligger stadig hjemme, for hun har ikke det så godt
Ville du gerne købe noget syltetøj?
Jeg kigger bare, min mor elsker jordbærsyltetøj, men vi har ingen penge til at købe det.
Så sælg mig dit armbånd, det har du selv lavet, er det ikke?
På Mikkels håndled sad et hjemmelavet armbånd, trukket sammen af farvede telefonled.
Jo, hr. Jensen, men det er nok for lille til dig.
Jeg køber det til min nevø. Hvad siger du?
Jeg tror ikke, jeg får så meget for armbåndet, som jeg har brug for
Lige så meget som den glas syltetøj koster, du har jo brugt lang tid på de indviklede mønstre!
Ja, jeg har siddet og hæklede i tre nætter
Så er vi enige! Armbåndet er mit, syltetøjet er dit eller rettere dit og min mors!
Tak, du er så venlig.
Den glade teenager tog glasset med et smil, tog armbåndet af håndleddet og gav det til ejeren.
Ha en god dag, hr. Jensen!
Vi ses senere, Mikkel!
Butikens kone, Freja, sad ved kassen og smilede, mens hun hørte på samtalen. Da hun så mit overraskede blik, forklarede hun:
Der kommer flere teenagere herind, deres familier har ikke råd til gode fødevarer, men Jens prøver at hjælpe ved at købe, hvad drengene kan. En gang bad han mig om at sælge ham en slynge, og han betalte med en pølse af god kvalitet
Da jeg gik ud af butikken, var jeg rystet over Jens godhed. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den mand, som altid vejede alt ned til gram og fjernede et gram, når talleren gik lidt op, også kunne hjælpe så mange trængende familier!
Jens var i vores kvarter velkendt, hans butik var populær, og når folk handlede, spurgte Jens og hans kone altid de faste kunder, hvordan de havde det, de havde altid et smil på læben og stræbte efter at betjene kunderne så hurtigt som muligt.
Det gik ikke længe, før de tolv år flød som vand. Jens, nu gammel, sagde farvel til denne verden På hans begravelse var der mange mennesker. Tre sergenter stod i side, men gik så hen til hans kone, kyssede hendes hånd og udtrykte deres kondolencer.
Det var netop de drenge, som den gode Jens havde støttet gennem årene. Da jeg sagde farvel til den afdøde, så jeg i kisten flere barndomsting, inklusiv det samme armbånd, der havde vist mig, hvor ægte en butiksindehavers venlighed kan være. Jeg forstod, at de drenge ville vokse op til at blive mænd, og at Jens ikke kun gav dem mad, men også en illusion af retfærdig udveksling.
Den sidste tanke, jeg gik med, var at sand venlighed ikke måles i kroner eller gram, men i den vilje til at dele, hvad man har, så andre kan få en smag af håb.
