Hey, du vil ikke tro, hvad der skete til Sofies bryllup i Aarhus. Jeg fik en invitation, hvor der stod ingen børn i lille skrift, men jeg kunne ikke bare lade min lille Mikkel, som er ni år, blive hjemme. Han er en rigtig glad og rolig dreng, så jeg tænkte, at han måske bare kan holde mig med selskab, mens jeg hjælper til.
Jeg havde aftalt med min veninde Katrine, at hun skulle passe ham i løbet af festen, men lige aftenen før brylluppet ringede hun og sagde, at hun var blevet syg. Hun undskyldte så meget, men jeg kunne mærke, at hun også var helt fortvivlet. Jeg sad i køkkenet med en kop kaffe, tænkte højt: Mikkel er allerede i seng, og i morgen er den store dag. Hvad skal jeg gøre? Så jeg gik ind i den umulige beslutning at tage ham med mig til receptionen. Jeg spekulerede, om Sofie ville blive rasende, hvis hun så min nevø på dansegulvet.
Christian, min svoger, har altid haft en smag for store fester han har jo et hus i Tisvilde og en bankkonto på flere millioner kroner, så man kan forvente et festligt brag. Jeg sagde ingenting til Sofie på forhånd, fordi hun allerede var stresset over de sidste detaljer. Da hun så Mikkel stå i hjørnet med sin lille røde ballon, gik hun fra smil til raseri på et splitsekund.
Hvorfor har du med din søn til brylluppet? Vi har jo ikke inviteret børn! råbte hun, mens hun næsten mistede balancen. Jeg følte mig så flov, og Mikkel stod der bare og kiggede forvirret på mig, som om han ikke forstod, hvorfor alle så så sure ud. Jeg tænkte, Er det virkelig så slemt? Men så kom hele situationen kun til at blive værre.
Christian greb ind og sagde: Lad ham være, det er jo hans mor, der har medbragt ham. Det er jeres sag, hvor I vil have ham. Jeg blev overrasket over, hvor rolig han var, mens Sofie bare trak vejret dybt og gik væk for at tale med sin brudgom. Jeg forsøgte at forklare, men hun ville ikke høre på mig.
Jeg blev så vred, at jeg pakkede Mikkel og kørte hjem igen. Mine forældre blev tilbage på festen, men de virkede ikke ligefrem begejstrede stemningen var mere dyster end festlig. Sofie var så sur på mig, at hun nu forventer, at jeg skal undskylde. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv som den skyldige jeg følte, at hun overreagerer, især når hun snart skal blive mor.
Hvad ville du have gjort, hvis du var i mine sko? Skulle jeg bøje mig for hende og sige undskyld, eller stå ved min beslutning? Jeg er virkelig i tvivl. Fortæl mig, hvad du tænker.
