Mads kom hjem. Hans kone var ingen steder at finde. Kort efter opdagede han sin søn hos naboen…

5. juni
Jeg kom hjem i dag, og til min store overraskelse var min kone ingen steder at finde. Det fik straks en uro til at brede sig i maven, især da jeg heller ikke kunne se vores étårige søn nogen steder. Bekymringen voksede, for det lignede slet ikke Katrine at forsvinde uden varsel. Jeg besluttede mig for at gå over til vores nabo, fru Andersen, for måske vidste hun noget.
Jeg nåede knap at banke på, før døren gik op, og ud kom fru Andersen med lille Emil i armene! Det viste sig, at Katrine havde afleveret Emil hos hende i al hast, fordi hun var nødt til at tage sig af noget vigtigt.
Selvom jeg før har taget mig af Emil alene, kunne jeg ikke lade være med at gruble over, hvad der kunne have fået Katrine til at forlade os så pludseligt. Alligevel blev jeg lettet, da jeg så, hun havde efterladt noget mad til mig i mikroovnen som om hun havde vidst, jeg ville få brug for det.
Tiden gik, en halv time, så en hel, så to og til sidst fem timer uden et eneste livstegn. Jeg prøvede at ringe gentagne gange, men Katrine svarede ikke. Jeg fik lagt Emil i seng, men min uro voksede for hver time, der gik. Stilheden føltes tung, og kun mine egne tanker holdt mig med selskab.
Da det omsider blev mørkt, ringede min telefon. Jeg snuppede den straks, mit hjerte hamrede hårdt, og jeg spurgte ivrigt ind til hvor hun var og hvad der var sket i løbet af dagen. Men Katrine gik uden om mine spørgsmål. I stedet sagde hun, hun ikke havde intentioner om at komme hjem igen hun havde besluttet at overlade Emil til mig for bestandigt.
Jeg blev helt paf og kunne ikke tro mine egne ører. Ordene rungede i mit hoved, mens jeg stod med røret i hånden, overbevist om at det måtte være en eller anden dårlig spøg. Men virkeligheden var, at jeg nu stod alene med ansvaret som både mor og far for Emil.
Jeg ved ikke præcis, hvordan jeg skal klare det, men jeg har lært, at livet aldrig følger den sti, man lægger for det. Måske er det nu min opgave at vise, at kærlighed og ansvar kan vinde over frygten for at være alene.