Min kone, Astrid, har altid været meget tilbageholdende. Når vi var sammen med vores venner, holdt hun sig ofte i baggrundenstille, beskeden og næsten aldrig den første til at tage ordet. Kun når nogen henvendte sig direkte til hende, svarede hun med rolige, gennemovervejede ord. Astrid lavede aldrig nogen scene eller jalousidrama. Hun gav mig sin opmærksomhed uden betingelser og tog altid imod mine gaver med et taknemmeligt smil.
Vores forhold kunne vel bedst beskrives som nærmest perfekt. Vi gemte intet for hinanden, og uanset hvilke udfordringer vi stødte på, løste vi dem sammen. Når jeg trådte ind ad døren efter en lang dag på kontoret i København, ventede der en duftende aftensmad, et varmt smil fra min hustru, og et hjem i orden. Hvad mere kunne man egentlig bede om?
Men, ja, vi danskere kender jo til begrebet den dårlige samvittighed… Trods alt det gode i mit liv, savnede jeg noget eventyr. Især var der noget utilfredsstillende i vores intime liveller rettere sagt, det var nærmest ikke-eksisterende, og det kunne jeg ikke acceptere. Derfor traf jeg den tåbelige beslutning at finde mig en elskerinde.
Astrid fandt hurtigt ud af det hele, og vi gik hver til sit.
Jeg flyttede ind med min elskerinde, og dér, først da, gik det op for mig, hvor blind jeg havde været. Lejligheden flød konstant, og når jeg kom hjem fra arbejde, var der hverken varm mad eller et glad ansigt, der ventede mig. Vores samtaler faldt hurtigt til jorden, og egentlig havde vi ikke rigtig noget at sige til hinanden.
Jeg indså, at jeg begik en fejl, og forsøgte at vende tilbage til Astrid, men det var for sent. I mellemtiden havde hun fundet en anden mand.
Jeg kommer nok aldrig til at tilgive mig selv. Jeg mistede den perfekte kvinde på grund af min egen dumhed og grådighed efter noget, der ikke fandtes.
Hvis jeg har lært noget, så er det, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side. Det er i hverdagen, kærligheden bor.
Først da jeg flyttede sammen med min elskerinde, gik det op for mig, hvilken stor fejl jeg havde begået