Da jeg var 10 år og havde en bror på 12, som brugte det meste af sin tid på at lege udenfor, talte vi ikke særligt meget sammen. Jeg hjalp i stedet min mor med de daglige huslige pligter, mens min far, der arbejdede på fabrikken, kom ofte hjem sent om aftenen. Vi samlede os rundt om spisebordet i stuen, og bagefter tog min far sine blanke lædersko på, stod foran spejlet et stykke tid og gik ud ad døren, uden at sige et ord. Min mor kiggede altid efter ham, som om hun spekulerede på, hvor han gik hen, og jeg forsøgte at gætte hvad der egentlig foregik.
En aften blev min nysgerrighed for stor, og jeg besluttede mig for at følge efter min far, da han gik hjemmefra. Han gik til Musikhuset i Aarhus og gik ind. Jeg tøvede lidt, men til sidst gik jeg også ind. Der stødte jeg på en smuk kvinde, som jeg straks genkendte som den kendte operasangerinde fra Det Kongelige Teater. Hun inviterede mig til at komme med, og sammen gik vi ind i en stor sal fyldt med mennesker.
Til min store forbløffelse så jeg min far på scenen, hvor han sang opera. Hans talent var en hemmelighed, han aldrig havde delt med nogen af os. Han sang med stor lidenskab, helt uvidende om at jeg sad blandt publikum. Jeg blev overvældet af glæde og tårerne strømmede ned ad mine kinder. Publikum kvitterede med klapsalver, og da han var færdig, blev han hyldet med blomster. Efter koncerten gik vi en tur i parken, min far og jeg, begge glade og fulde af energi.
Da vi kom hjem, hviskede jeg til min mor, at jeg nu vidste, at far ikke havde nogen hemmelig veninde, og hun svarede roligt: Jeg ved det godt. Det blev klart for mig, at hun vidste alt om hans skjulte talent og de aftener, han forlod huset.
Fra den dag var jeg stolt over min fars enestående evner og satte stor pris på vores lille hemmelighed. Jeg værdsatte den glæde han bragte ind i vores liv med sin gave og lærte, at selv dem vi tror vi kender bedst, kan have ukendte sider, som bringer lykke og inspiration til deres familie.
