Rasmus var kun sytten år, men hans mor, Karla, var allerede sekstifem. På skolen blev han grinerenes mål, fordi de kaldte hende den gamle dame, mens de unge forældre kunne hente deres børn i en blink. Da de andre forældre kom for at hente deres børn, stod Karla altid med sin skrøbelige gamle bedstemor, der halede som en gammel traktor. Rasmus havde rødt i ansigtet af skam, og hans stolthed knækkedes.
Flere gange løb han væk fra hjemmet og forsvandt i dage, indtil hans veninde Rigmor desperat bad ham om at komme tilbage, om at gøre op med sin undvigende adfærd. Rasmus mente, at hun havde såret ham dybt, at han ikke kunne tilgive hende.
En kold vintermorgen gik Rigmor ind i lejligheden og fandt Karla væk. Naboen, fru Nielsen, fortalte ham, at Rigmor netop havde fået et hjerteanfald og lå på sygehuset og at det hele var hans skyld, for han havde glemt at passe på hende. Rigmor havde jo aldrig gjort ham ondt.
På en isnende dag fandt hun i en skraldespand en lille pakke med et spædbarn. Hun tog barnet op, adopterede ham og opdragede ham som sin egen søn. Rasmus familie havde ladet barnet dø i affaldet, mens Rigmor dedikerede sit liv til ham. Det var derfor, hun så så gammel ud, da Rasmus stadig var teenager.
Da han indså, hvad han havde gjort, løb han i panik til hospitalsafdelingen, brød sammen på knæ, græd, kyssede Rigmors hæl og bad om tilgivelse. Rigmor, hans egen mor i hjertet, løftede ham op, hviskede du er min søn, og gav ham den tilgivelse, han så desperat havde søgt.
