For en uge siden så jeg min første kærlighed igen til hans kones begravelse og siden da har jeg haft en følelse af, at hele mit liv er vendt på hovedet. Jeg er 40 år gammel, har været skilt i to år og har to børn. Jeg troede ærligt talt, at jeg havde lagt alt det med kærlighed bag mig og lukket alle de kapitler, der skulle lukkes. Det tog bare ét blik på ham for at indse, at nogle historier ende aldrig helt.
Jeg var 17, da vi dannede par. Han var min første, store kærlighed. Altså sådan én, hvor man skriver lange breve, smelter helt indeni og drømmer om fælles sommerhuse ved Vesterhavet. Mine forældre kunne bare aldrig rigtig acceptere ham. Han havde ikke taget studentereksamen, var bilmekaniker og manglede ifølge dem alt det, de syntes, jeg fortjente. Presset blev for stort, og til sidst slog jeg op med ham ikke fordi jeg holdt op med at elske ham, men fordi jeg følte, jeg blev nødt til det. Kort efter blev jeg sendt til Aarhus for at studere, og så begyndte mit nye liv.
Årene gik. Jeg tog min uddannelse, blev gift, fik børn og et klassisk kernefamilieliv. På overfladen så det så pænt ud, men ægteskabet holdt bare ikke, og til sidst blev vi skilt. For lidt tid siden flyttede jeg tilbage til min barndoms landsby med ungerne. Her begyndte jeg at rende ind i folk fra skoletiden, gamle naboer, den gamle bager men aldrig ham. Jeg spurgte heller ikke ind til ham. Måske var det frygt, måske respekt, måske var jeg bare bange for at stikke hul på noget, der stadig kunne gøre ondt.
Lige indtil sidste uge. En gammel bekendt skrev: Har du hørt om Peter? Først forstod jeg ingenting. Så fortalte hun, at hans kone var død, og at kollegerne samlede ind til blomster og en lille afskedssang i kapellet. Hun spurgte, om jeg ville være med, og om jeg kom til begravelsen. Jeg stirrede på min mobil uden at svare i flere minutter.
Jeg tog afsted til begravelsen. Spørg mig ikke hvorfor jeg følte bare, jeg skulle. Da jeg så ham stå ved kisten med mat ansigt og røde øjne, ramte det mig som en hammer. Han var ikke længere den 17-årige knægt, men han var stadig Peter på en måde så velkendt, at jeg glemte, hvor meget tid der egentlig var gået. Vi så på hinanden på afstand. Vi krammede ikke. Vi sagde ikke hej. Vi udvekslede bare blikke. Det var nok til at vende op og ned på hele mit indre IKEA-møblement.
Siden har jeg ikke kunne slippe tankerne om ham. Om dét, vi var. Om det, vi aldrig fik lov til at være. Om livet, hvis jeg havde været bare lidt mindre pæn-pige og lidt mere modig. Og ja, jeg skammer mig over, at jeg føler alt det midt i hans sorg. Jeg har ikke i sinde at opsøge ham, gøre noget pinligt eller skabe forviklinger. Vi er ikke engang venner på Facebook! Vi har ikke snakket sammen. Alt det her foregår kun i mit hoved og bankende hjerte.
Og så sidder jeg her 40 år, to børn, ret velordnet liv og føler mig pludselig som den 17-årige pige, der forelskede sig for allerførste gang. Jeg ved ikke, om det bare er dansk vemod og nostalgi, om jeg sørger over dét, der aldrig blev, eller om første kærlighed bare pirker til noget dybere, end vi kan kontrollere.
Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge et godt, dansk råd.
