22. august
Det føles næsten som et liv siden, jeg blev inviteret til bryllup af en kollega fra forlaget, selvom jeg kun havde arbejdet der lidt over fire måneder. Vi blev veninder nærmest fra første dag, men hendes udkårne havde jeg aldrig mødt før. Alligevel sagde jeg glad ja tak, ikke mindst fordi jeg trængte til at lufte min nye kjole. Ud over mig inviterede hun også andre af vores kolleger, og vi fulgtes ad til festen. Vi kom, ærligt talt, lidt for sent, så alle sad allerede til bords, da vi sneg os diskret ind i salen.
Der var mere end hundrede gæster, og selskabslokalet var pyntet så fint, mens bordene bugnede af smørrebrød, frikadeller, sild og små flødeboller. Allermest blev jeg alligevel slået ud af at spotte hendes kommende mand. Jeg tabte næsten vejret. Jeg blev simpelthen forelsket på stedet! Det vildeste var, at jeg var overbevist om, at han havde det på præcist samme måde! Hele aftenen føltes jeg rundtosset, kinderne brændte, og hjertet galopperede helt vildt i brystet. Jeg kunne nærmest hverken spise eller drikke.
Til sidst besluttede jeg mig for at tage tidligt hjem for at undgå mere selvpineri. Hele vejen hjem følte jeg mig både skyldig og draget på samme tid. Dagen efter, da jeg forlod vores kontor i indre København, stod han pludselig og ventede på mig ved hovedindgangen. Hans unge kone havde ferie, så hun var ikke på arbejde.
Uden et ord tog han min hånd og førte mig hen til sin bil. Og så begyndte han bare at kysse mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at gengælde det. Vi blev siddende, snakkede, grinede og kyssede i timevis. Til sidst tog vi hjem til mig, og der udviklede tingene sig. Han lovede, at han ville gå fra sin kone og gifte sig med mig. Det holdt han. Han tog hjem, talte med hende, pakkede en taske og kom tilbage til mig. Hvad der præcist blev sagt mellem dem, har jeg aldrig spurgt til.
Kort tid efter blev vi selv gift, og vi fandt en lille andelslejlighed sammen. Nu har vi været sammen i over tre år, og selvfølgelig sagde jeg mit job op. Der er vist blevet slynget mange eder efter mig i krogene! Hans ekskone havde arbejdet på forlaget i mange år, mens jeg jo nærmest lige var begyndt. Det er klart, alle syntes, det var synd for hende. Jeg aner faktisk ikke, hvordan hun lever nu, for vi har aldrig talt om fortiden.
Min mand og jeg valgte at starte en frisk. Jeg føler mig lykkelig på en måde, jeg aldrig har turdet håbe på! De sagde, det ikke ville holde mellem os, men nu har vi flere år sammen, fyldt med kærlighed og varme. Når jeg tænker på alt det, vi har været igennem, ved jeg nu, at jeg skal kæmpe for min egen lykke!
