Dagbog, 4. juni
Jeg er nu tres år gammel. Jeg har to voksne børn og bor sammen med min mand i en lille toværelses lejlighed i Aarhus. Måske bør jeg ikke sige bor sammen, for i virkeligheden har jeg udholdt ham i mange år mere end jeg egentlig burde. Hans temperament er frygteligt; han er selvoptaget, stolt og meget hårdhudet. Alt hjemme skal være nøjagtigt, som han ønsker det. Det er sådan jeg har holdt ud så længe, tror jeg for at undgå konflikter.
Mine børn er heldigvis skønne. Min datter, Rikke, har været gift i tolv år nu. Hun og hendes mand, Anders, har taget et realkreditlån, og heldigvis går det fremad med afdragene. Hver eneste bonus og ekstraskat de får, ryger direkte i boligen. De arbejder begge to, knokler for at kunne betale lånet og for at give deres to børn gode muligheder og pænt tøj.
Min søn, Mads, har så sandelig klaret sig bedre økonomisk end sin søster. Han ejer flere lejligheder rundt omkring i København samt et sommerhus i Skagen. Forleden dag ringede Mads og fortalte nogle nyheder: Mor og far bliver skilt. Det er mors beslutning, sagde han. De har allerede solgt lejligheden og delt pengene. Jeg lovede far, at jeg nok skulle tage mig af ham. Og jeg lovede dig, at du ville tage dig af mor. Jeg kunne dårligt tro det. Hvordan skal det kunne lade sig gøre? Vi bor i forvejen på to små værelser med to børn. Hvor skulle hun sove? spurgte jeg fortvivlet. Hvad havde du ellers regnet med? Vil du virkelig lade mor i stikken? spurgte han køligt. Og Anders vil bestemt heller ikke bryde sig om den idé, indvendte jeg. Det bliver dit valg, sagde Mads til sidst og lagde på.
Mads havde allerede tømt en af sine etværelseslejligheder til far, så han havde intet at bekymre sig om. Jeg sad alene med dilemmaet. Til sidst besluttede jeg mig for at tage et realkreditlån til en lille lejlighed til mor. Utroligt nok fik jeg det godkendt, og boligen blev skrevet i mit navn. Udbetalingen kunne mor dække med sin del af salget fra lejligheden. Men derefter blev det min opgave at klare de månedlige afdrag endnu et ansvar på mine skuldre.
Anders kan stadig ikke helt acceptere min beslutning. Nogle dage går han rundt og er mut. Han siger, at folk i vores alder ikke burde blive skilt at det kun bliver børnenes ansvar, og det er forkert. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro. Er det virkelig som Anders siger? Er det urimeligt, at ansvaret ryger videre til os børn?
