Mine forældre foreslog, at hvis jeg blev gravid, ville de give os en stor sum penge. Men med tiden indså min mand og jeg, at vi var blevet snydt.

Altså, jeg er enebarn selvom jeg efter sigende var meget ventet, så føler jeg mig ikke ligefrem elsket. Da jeg var 23, midt i graviditetens femte måned, begyndte jeg faktisk at tvivle på, om jeg overhovedet er mine forældres biologiske barn. Mine forældre er begge i 70erne, og vores økonomi er helt til rotterne. Vi bor til leje i en lejlighed i udkanten af Aarhus og kæmper bare for at få pengene til at slå til hver måned. Både min mand, Mads, og jeg prøver at studere og arbejde ved siden af, men det er som om, det hele tiden ender med, at vi stadig ikke rækker pengene. Vi har endda fået smidt en opsigelse i hovedet to gange fordi vi ikke kunne betale huslejen og måtte låne af venner. Gælden hober sig op, vi har næsten ikke råd til mad, og økonomiske problemer hænger konstant over hovedet på os. Nogle gange har mine forældre smidt lidt mad vores vej, men det er ikke som om, der kommer mere end det.
Mine forældre var helt vilde efter, at vi skulle giftes så sidste år tog vi bare hen på rådhuset og fik det klaret, uden det store postyr. Det var nærmest lige bagefter, de begyndte at snakke om, hvor meget de ønskede sig børnebørn. Min mor fortalte mig flere gange, at jeg altså burde få et barn nu, så jeg ikke endte som hende gammel, før jeg fik børn. Vi følte os egentlig slet ikke klar til det, og det var ikke noget, vi havde travlt med, især ikke oveni alle de bekymringer, vi havde om økonomien.
Men så, nærmest som et lyn fra en klar himmel, kom de med et tilbud, vi næsten ikke kunne sige nej til. Hvis vi fik et barn, så ville de give os en ordentlig sjat penge nok til at købe et lille hus på landet udenfor Viborg. På det tidspunkt ville mine forældre så selv flytte ud på landet og overlade lejligheden i Aarhus til os. Vi tænkte længe over det og blev enige om, at det ville løse mange af vores problemer. Så skulle vi ikke længere bekymre os om at finde husleje hver måned, og de penge, der var til overs, kunne vi bruge på det, vi havde brug for. Min mor sagde, hun også gerne ville passe barnet, så jeg kunne færdiggøre studierne.
De lovede både økonomisk hjælp og støtte med at købe alt til babyen og mig. Men altså de holdt ikke noget som helst af det, de havde lovet. De købte ikke engang én eneste ble. Min mor ringede jævnligt under graviditeten for at høre om, hvordan jeg havde det og hvordan forberedelserne til fødslen gik mens jeg reelt ikke havde fem øre til hverken tøj til babyen eller det allermest nødvendige. Hun foreslog endda, at Mads skulle tage et tredje job for at få det til at løbe rundt. Da jeg konfronterede hende med, at de havde lovet hjælp, nægtede hun overhovedet at have sagt det og kritiserede i stedet vores valg og kaldte os uansvarlige.
Da vores lille pige, Freja, kom til verden, kom de pludselig i tanker om de penge igen men denne gang havde vi besluttet os for, at vi hellere ville købe noget for egne spareskillinger, fordi vi indså, at vi faktisk ikke kunne stole på dem eller regne med deres støtte.