Mit navn er Alma, og jeg sidder her i mit værelse i min mormors gamle bindingsværkshus på landet uden for Odense og tænker tilbage på min barndom. Det føles næsten som et andet liv. Jeg husker ikke meget om mine forældre. Min mor døde, da jeg var lille, og min far kunne ikke overskue at tage sig af mig alene. Han kørte mig hen til min mormor, satte mig forsigtigt under den store bøgehæk foran huset og kørte så igen. Jeg husker lyden af bilen, der kørte væk, selvom jeg nok var for lille til rigtig at forstå, hvad det betød.
Mormor var ude i køkkenhaven den dag, hun greb straks sin kurv og gik ud for at se, hvad der foregik. Da hun så, at det var mig, løftede hun brynene og sukkede tungt. Hvorfor sagde han dog ikke noget først? mumlede hun, tog min hånd og førte mig ind.
Senere på aftenen, da morfar kom hjem, kiggede han overrasket på mig og vendte sig så spørgende mod mormor. Var det virkelig Kristian, der kom? spurgte han. Ja, han kom, men han forsvandt lige så hurtigt igen. Satte bare barnet af og kørte. De talte længe sammen ved køkkenbordet, men til sidst lagde de sig ind for at sove. Jeg kan huske lyden af deres stille stemmer gennem væggen.
Tiden gik. Mormor og morfar gjorde alt, hvad de kunne, for at give mig et kærligt hjem. De lærte mig at tale pænt til andre, passe hjemmet og sætte pris på de små ting i hverdagen. Jeg hjalp til i haven og lærte, hvordan man sylter rødbeder og plukker jordbær. Mange sagde, at jeg lignede min mor på en prik. Det varmer dem at have mig, når de savner deres afdøde datter.
Da jeg blev færdig med gymnasiet i Odense, begyndte morfar at tage hul på en samtale, jeg aldrig glemmer. Vores barnebarn er dygtig og kvik. Gad vide, om vi har mulighed for at sende hende ud at læse videre? Mormor nikkede. Ja, uden uddannelse kommer man ingen vegne i dag. De lagde deres sidste opsparede kroner sammen og sendte mig afsted til universitetet i København, hvor jeg læste økonomi og klarede mig rigtig godt.
Efter endt uddannelse savnede jeg det fynske landskab og vendte hjem til landsbyen. Byens larm passede mig aldrig. Mormor og morfar var lykkelige for at have mig hjemme igen, især nu hvor de begge blev gamle. Jeg fik idéen om at udvikle vores landsby jeg tog et lån i banken, købte noget jord og ansatte de folk, jeg kunne finde. Senere fik jeg opført en lille gård og købte køer og får.
Men folk var svære at finde, og jeg satte en annonce i Fyens Stiftstidende. Jeg lovede både god løn og bolig. En dag dukkede en mand op: beskidt, træt og med grå stænk i hår og skæg. Han trådte frem og sagde sagte, at han var min far.
Han bad mig ikke om andet end at få lov at være i nærheden af mig. Han vidste godt, at han ikke havde ret til mere efter tyve år. Han var blevet alene, og nu håbede han at kunne gøre lidt godt igen.
Jeg kunne først tilgive ham efter nogle måneder, men nu bor han her og hjælper til med gårdens mange opgaver. Jeg ser nu, hvor bange han er for at være ensom igen. Selvom nogle måske ville mene, jeg skulle have nægtet ham, er jeg glad for, at jeg fandt plads i hjertet til ham. Måske er det netop det, der gør os til familie.
