ENSOMHED SAMMEN
For otteogtredive år siden tog Anne sin kommende mand, Henrik, med hjem til sine forældre på Frederiksberg. Hun ville præsentere dem og fortælle, at de havde tænkt sig at gifte sig.
Mor og far gennemskuede straks situationen, så snart de så den fremmede unge mand stå i døren. Før det havde Anne aldrig haft en kæreste med hjem. Hun plejede altid at sige:
Hvorfor skulle jeg vise dem frem? Når jeg beslutter mig for at blive gift, så møder I ham.
Derfor kiggede forældrene ekstra grundigt på Henrik, som sad lidt kejtet ved enden af bordet.
Anne gik en tur ud i køkkenet, og faren fulgte efter.
Du laver en fejl. Du må ikke gifte dig med ham.
Hvorfor ikke? spurgte Anne hurtigt, fordi han er landmand?
Det handler ikke kun om det, men det spiller da ind. Forstår du, han er sikkert et godt menneske, men I er alt for forskellige. Hvad vil du tale med ham om? Du er vokset op i et akademikerhjem, du har læst på universitetet. Hvad har han? Han er fra landet, arbejder hårdt, ingen tvivl om det, men det hele virker ret simpelt for ham. Det ses tydeligt. Hvis du bliver hos ham, vil der altid stå et ord mellem jer: intellekt.
Hold nu op, far. Det er fordomme. Han elsker mig, det er det vigtigste. Man kan altid lære noget nyt. Jeg skal nok hjælpe ham, svarede Anne skråsikkert.
Jaja, det siger jeg bare Kan du huske ordsproget: Den som ikke lytter til sine forældre, farer vild hele livet? Sig ikke, du ikke er blevet advaret senere
Brylluppet blev holdt. Forelskelsens storm lagde sig, og det almindelige parforhold begyndte.
Henrik lod sig overtale til at læse til maskintekniker på VUC, men han kom aldrig rigtigt i gang. Anne lavede hans opgaver, hun kæmpede sig igennem teknik, hun aldrig havde haft interesse for, mens Henrik tog på to møder og droppede ud igen:
Hvad skal jeg bruge det til? Er det vigtigt for dig, kan du jo studere, sagde han.
Anne prøvede at overtale ham, men det var forgæves. Henrik mente, at han vidste nok. Han ville ikke spilde tiden på sådan noget pjat.
Nå, som du vil, sagde hun opgivende og accepterede situationen. Hun tænkte, at dum var han jo ikke. Han havde læst hendes bøger, interesserede sig for politik, var vellidt på arbejdet. Godt nok lugtede han som en bonde, men det var nu engang ham, hun elskede.
Med årene blev deres forhold mere og mere besværligt. Henrik tog aldrig Annes mening seriøst. Han prøvede ofte at sætte hende på plads og vise, hvem der bestemte hjemme. Han kunne udtale sig bombastisk om ting, Anne slet ikke mente passende at diskutere foran andre. Han gjorde det med så meget overbevisning, at hun blev helt flov på hans vegne.
Det viste sig også hurtigt, at Henrik ikke kunne tage en eneste større beslutning. Hver gang der var problemer, var det Anne, der måtte handle:
Vil du have malet? Så mal!
Trænger vi til et nyt køleskab? Så køb det!
Skal altanen have nye vinduer? Det må du selv fikse!.
Det eneste de ikke havde uenigheder om, var kolonihaven. Der elskede Henrik at arbejde, og det beherskede han.
Nogle vil måske sige: er det ikke nok? Men en sommer i kolonihaven varer kun fire måneder, resten af året måtte Anne både være mand og kvinde i huset.
Hun tænkte ikke så meget over det som yngre, men med tiden blev det tungere. Henrik var tilfreds med, hvordan tingene var han havde ikke tænkt sig at ændre noget. Han havde aldrig bragt hende blomster til Mors Dag eller hendes fødselsdag. Når talen faldt på gaver, forklarede han højtideligt:
Jeg har allerede givet dig de to bedste gaver. De løber rundt i vores lejlighed.
Han hentydede til deres to døtre.
Anne sagde ikke noget, hun lod det passere og fandt en forklaring: Han er ikke vant til at give gaver. Sådan var man ikke i hans familie. Det går nok.
Henrik var heller ikke nem at omgås socialt. Han evnede ikke eller ønskede ikke at snakke med folk. I starten spurgte Annes veninder faktisk, om han overhovedet kunne føre en samtale. Anne tog det som en joke.
Men Henrik blev irriteret over, hvor let hun kunne tale og begå sig blandt andre. Han kritiserede alle hendes venner og familie, men selv fik han aldrig nogen nære venner.
Anne sørgede ikke kun for alt derhjemme, hun tjente også godt. Hun klarede sig selv også under kriserne op gennem firserne og halvfemserne og fandt altid en ekstra indtægt. Hun vidste, at Henrik næppe ville anstrenge sig: Vil du have mere, så må du arbejde for det! Han havde sit job, og det mente han, var nok.
Efterhånden gik det op for Anne: de kunne slet ikke tale sammen længere. Alt hvad hun syntes var interessant, syntes han var ligegyldigt eller dumt. Film, musik, bøger ingenting kunne de enes om. Selv maden var forskellig. Til sidst følelserne var væk, børnene flyttede hjemmefra. Over tredive år fælles liv bag sig, men egentlig hver for sig. Fremmede i samme lejlighed.
Henrik mente til gengæld, at Anne var blevet alt for fræk, ikke respekterede ham og tog ham for givet det hjalp ikke, hun trak hele læsset: det var hendes pligt.
Jævnligt drak han sig fuld og begyndte at sige sandheden, om hendes forældre der for længst var døde, hendes slægtninge, alt hvad hun sagde eller gjorde. Han ydmygede og hånede hende offentligt, som om han skulle sætte en tjenestepige på plads.
Når han var ædru, forstod han ikke, hvorfor hun ikke ville tale med ham.
Jeg sagde jo bare sandheden!
Der var ingen måde at forklare ham, at han kun kendte sin egen sandhed den anden kunne han hverken høre eller forstå.
Og nu sad Anne ved mit bord og græd:
Jeg er så træt Hele mit liv har jeg levet på en krudttønde. Man ved aldrig, hvad han eksploderer over næste gang. Jeg orker ikke flere kompromiser, orker ikke mere at tilpasse mig, at holde ud. Men hvad skal jeg gøre? Skilles? Hvad skulle det hjælpe? Han flytter aldrig. Han vil bare drikke mig væk. Og det værste: han er overbevist om, at han har ret. Når han sådan har ristet mig af, er jeg syg i ugevis bagefter. Jeg samler mig op, stykke for stykke. Det er jo trods alt familien, børnene, nu også børnebørnene. Jeg finder altid en grund til at blive. Prøver at tale pænt, glatte ud. Men han ser det som en sejr og så starter det hele forfra.
Jeg orker ikke mere Men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg kunne forlade ham, men hvad så? Når han drikker, mister han enhver fornuft. Hvis jeg forlader lejligheden, vil hele den lokale drukbande rykke ind. Den del kender vi godt.
Så jeg må holde ud. Jeg har ikke lyst til at se mit gamle hjem forfalde.
Dengang børnene var små, tænkte man ikke så meget over forskellene. Nu, hvor vi kun er to tilbage, er det ubærligt. To fremmede under samme tag Selvom vi har levet sammen i otteogtredive år
Ja, far havde ret Intellektet Det står altid mellem os
I dag forstår jeg mere end nogensinde før, hvor vigtigt det er at lytte, når de gamle, der kender én bedst, advarer. Man skal ikke tro, kærlighed alene kan bygge bro over alt nogle skel bliver kun dybere med årene.
