Jeg er 41 år gammel, og aldrig har jeg været utro mod min kone. Men før jeg mødte hende, var mit liv alt andet end helligt. Jeg havde aldrig haft en kæreste, jeg tog bare livet, som det kom, uden nogen bindinger. Den ene aften var jeg sammen med én, den næste med en anden. Fredage blev til tilfældige middage, lørdage til vilde fester i København. Ingen forventede forklaringer, for jeg havde aldrig lovet nogen noget.
Jeg arbejdede i et lille elektrikerfirma på Nørrebro og tjente nogenlunde. Efter arbejde dukkede jeg op på værtshuse med venner, diskoteker, fødselsdagsfester og mærkværdige sammenkomster. Nogle gange delte jeg natten med en kvinde, for så næste morgen at forsvinde fra hendes liv som en cyklist i tåge. Ikke fordi jeg var ond, men fordi jeg ikke ledte efter noget fast. Jeg sagde altid, at forhold ikke var min stil.
Det hele ændrede sig en mærkelig dag på hospitalet, hvor min kone var elev på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg var kommet for at tjekke en stikkontakt; hun bad mig fikse den. Vi begyndte at snakke, hun spurgte til mit navn, jeg spurgte om hendes, og latteren rullede frit og lidt for højt, som om vi var i Tivoli og ikke på hospitalet. Ved fyraften gav hun mig sit nummer på en lap papir, crumpled som en gammel billet. Jeg skrev til hende samme aften, men ikke med min gamle arrogance det føltes, som om jeg var 15 og skulle til skolefest.
Vores første møder var en mosaik af hverdag: lange gåture ved Søerne, is i Kongens Have, rugbrødsmadder på en træt bænk efter arbejde. Små skridt væk fra andre kvinder; ikke fordi hun tvang mig, men fordi jeg pludselig ikke havde lyst til at dele mig. Jeg forstod, at hun ikke var “endnu én”.
Da jeg bad hende om at blive min kæreste, sagde jeg: Hvis vi skal være sammen, skal vi gøre det ordentligt. Jeg vil ikke halvt.” Hun kiggede alvorligt på mig og sagde: Jeg deler ikke.” Og jeg svarede: Det gør jeg heller ikke.” Fra den dag vidste jeg, troskab er mere end bare ikke at kigge på andre det er at holde sit løfte.
Vores bryllup var ligesom en scene fra et eventyr: ingen luksus, ingen gæster fra fjern og nær, bare os to i en lejet lille lejlighed i Herlev, med et lånt seng og en lille komfur af fortidens fabrik. Vi knoklede, hun tog nattevagter, jeg tog ekstra timer. Tiden føltes som en evig cyklus i regnvejret; ingen energi til eventyr, kun regninger, træthed og fælles drømme indhyllet i savsmuld.
Fristelser kom som skyggespil. På arbejdet skrev en kvindelig kollega til mig ved midnat, sendte tilfældige selfies og hviskede, at jeg fortjente bedre end en slidt og træt kone. En dag ventede hun på mig på parkeringspladsen og foreslog, vi skulle finde et motel. Jeg sagde nej, trådte ind i bilen og kørte hjem til min kvinde.
Til en fest i Rødovre satte en beruset pige sig tæt op ad mig, lod håndfladen hvile på min arm. Jeg rejste mig, fandt min kone, og vi tog hjem uden at sige farvel. Det virkede hårdt, men hellere koste det mig en ven, end krydse den grænse, som ikke kan rulles tilbage.
Mine venner lo med deres øl og sagde, jeg før havde været levende, og nu var jeg kedelig. De har ret jeg er ikke den samme. Jeg levede før kun for mig. Nu lever jeg sammen med nogen.
For nylig spurgte min søn, om jeg har været sammen med andre kvinder, mens jeg har været gift. Jeg sagde nej. Han så på mig som om jeg var en mærkelig fisk, og sagde, at de fleste af hans skolekammerater har forældre, der er blevet skilt på grund af utroskab. Da forstod jeg, at mit valg ikke kun former mit ægteskab, men også mine børns liv.
Jeg var en rundtosset kvindebekæmper, så længe jeg var fri, for jeg skyldte ingen noget. Men dagen, jeg besluttede, at hun var den, jeg ville blive gammel med, forstod jeg, loyalitet ikke er et fængsel det er et valg man tager hver dag. Og jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte hende.
Jeg er 41 år og har aldrig været utro mod min kone. Men før jeg mødte hende, var jeg bestemt ikke nogen helgen. Jeg havde aldrig haft en seriøs kæreste – jeg var fri og levede livet som en fri mand.